Miljøministeriet og
Klima- og Energiministeriet har indgået en aftale med Dansk Taxi
Råd om grøn taxikørsel.
Målet er at sætte skub i udviklingen og fremme miljø- og
energivenlige taxier. Resultatet bliver færre partikler i luften og
mindre udledning af CO2.
Målet med aftalen er, at 60 % af ministeriernes taxikørsel foregår
i taxier i minimum energiklasse C i år 2010, og at 100 % af kørslen
i 2010 foregår i taxier med partikelfiltre.
Aftalen er et stort skridt for taxibranchen, som forpligter sig til
allerede nu at stille energi- og miljøvenlige taxier til rådighed
for ministerierne. Den frivillige aftale vil på den måde bidrage
til at stimulere markedet i forhold til de nye krav i taxiloven om
køb af mere energirigtige taxier, samt sende signal til branchen
om, at miljøvenlig taxikørsel faktisk efterspørges.
”Mere miljøvenlige taxier vil være en fordel for alle parter.
Borgerne får renere byluft og vognmændene sparer penge til
brændstof. Jeg håber, at andre offentlige institutioner og private
virksomheder vil følge trop og stille samme miljø- og energikrav.
Jo flere der efterspørger de grønne taxier, jo større incitament
får taxibranchen til at udskifte til grønnere biler”, siger
miljøminister Troels Lund Poulsen (V).
Miljø- og energikravene i aftalen er baseret på
samarbejdspartnernes fælles ønske om en reduktion af udledning af
miljø- og sundhedsskadelige stoffer som f.eks. kvælstofoxider
(NOx), partikler og CO2, fra egen taxikørsel.
”Generelt er CO2-udledningen fra taxier i dag for højt. Fremover
kræver vi derfor, at de vognmænd, som vil køre for os, som minimum
prioriterer biler i energiklasse C, med partikelfiltre. Dermed
skubber vi udviklingen i en positiv retning med mindre
CO2-udledning.”, siger klima- og energiminister Lykke Friis
(V).
Dansk Taxi Råd vil igangsætte forhandlinger mellem en række
taxiselskaber i hovedstadsområdet og de to ministerier, så en
kørselsaftale vil kunne træde i kraft i januar 2010. En konkret
kørselsaftale vil umiddelbart kunne reducere ministeriernes
CO2-emission fra taxikørsel med 10 % i 2010 og samtidig sikre en
minimal partikelemissionen.
Yderligere oplysninger:
Søren Jensen, Funktionsleder for Miljøministeriets Koncernindkøb,
tlf.: 254 4420, sje@mst.dk
Thomas Hag, pressemedarbejder, Miljøministeriet, tlf. : 72 54 60
41, thh@mim.dk
Kasper Pihl Møller, pressesekretær, Klima- og Energiministeriet,
tlf. : 41 33 94 69, kapmo@kemin.dk