Hvis udslippet af
CO2 og andre drivhusgasser ikke reduceres markant, vil fremtidens
klima ændres betydeligt
Fremtidige klimaændringer som følge af øget drivhuseffekt synes
uundgåelige. Selv hvis det lykkes at reducere de globale udslip af
drivhusgasser og stabilisere atmosfærens indhold på det nuværende
niveau meget hurtigt, vil vi få en global temperaturstigning på
yderligere én grad over de næste 40-50 år på grund af de
drivhusgasser, der allerede er udledt.
Afhængig af, hvordan udledningen af drivhusgasser udvikler sig i de
kommende årtier, vil klodens gennemsnitstemperatur stige mellem 1,1
og 6,4° C. Samtidigt forventes verdens havniveau at stige mellem 20
og 60 cm.
DMI's beregninger med globale og regionale klimamodeller viser
følgende generelle udvikling for klimaet i Danmark i 2100 i forhold
til 1990:
- En stigning i den årlige middeltemperatur på 0,7-4,6° C.
Opvarmningen er størst om natten. Der er kun lille forskel på
temperaturstigningen sommer og vinter.
- En moderat stigning i vinternedbøren på 20-40 % og formentlig
et mindre fald i sommernedbøren på 10-25 %.
- En tendens til flere episoder med meget kraftig nedbør, især om
efteråret.
- En øget tørkerisiko i vækstsæsonen.
Du kan læse mere om fremtidens klima på DMI's hjemmeside og på hjemmesiden for
FN's klimakonvention, UNFCCC.