Del
Energiaftaler
Regeringen indgik i
februar 2008 et bredt energiforlig, som sikrer udbygningen af den
vedvarende energi, øget energieffektivitet og mere forskning i
energiteknologi
21. februar 2008
indgik regeringen en energiaftale med alle Folketingets partier
undtagen Enhedslisten. Aftalen sikrede blandt andet bedre vilkår
for vindmøller og anden vedvarende energi som biomasse og
biogas.
Partierne var enige om, at vedvarende energi i 2011 skal dække 20
procent af Danmarks energiforbrug.
Udover at hæve afregningspriserne på strøm fra landvindmøller,
biomasse og biogas var partierne enige om at rejse 400 MW nye
havvindmøller 2012.
Der oprettes en værditabsordning for naboer til vindmøller, en
købsretsordning, en grøn ordning og en garantifond.
Højere energieffektivitet
Samtidig styrkes indsatsen for at spare på energien markant: I 2020
skal energiforbruget være faldet fire procent i forhold til
2006.
Brintbiler fritages for afgifter, det samme gælder elbiler frem til
foreløbig 2012, og der bliver afsat en pulje på 35 mio. kr. til
forsøg med elbiler.
Til forsøg med bølgekraft og solceller m.m. afsættes 25 mio. kr. om
året de næste fire år.
Styrket forskningsindsats
I forbindelse med udmøntningen af globaliseringsmidlerne vil
regeringen og Dansk Folkeparti sikre en styrkelse af indsatsen til
forskning, udvikling og demonstration inden for energiteknologi til
i alt 750 mio. kr. i 2009 og til 1 mia. kr. fra 2010.
Frem til 2011 får partierne bag aftalen årligt en status for
udviklingen i mål og igangsatte analyser.
Inden udgangen af 2010 skal det drøftes, om der er behov for at
sætte flere initiativer i gang.
Frit brændselsvalg
Som led i energiaftalen indgik regeringen, Dansk Folkeparti og Ny
Alliance (nu Liberal Alliance) samtidig en aftale om øget
biomasse-anvendelse og frit brændselsvalg på centrale
kraftværker.
Aftalen indebærer, at regeringen vil imødekomme en eventuel
ansøgning om at ophæve kulrestriktionen på Skærbækværket og Avedøre
2 mod aftale om, at biomasseanvendelsen øges med op til 700.000
tons i 2011 svarende til en forøgelse af den samlede VE-andel på
1,2 pct.