Del

Lykke Friis til USA og Mexico

16-07-2010

Den kommende uge (18. – 24. juli) tager klima- og energiminister Lykke Friis på rejse til USA og Mexico. På turen skal hun blandt andet mødes med FN’s generalsekretær Ban Ki Moon og deltage i den første ’Clean Energy Ministerial’.

Klima- og Energiminister Lykke Friis rejser søndag den 18. juli til Washington for at deltage i konferencen ”Clean Energy Ministerial” arrangeret af den amerikanske energiminister, Steven Chu.

Der vil deltage ministre fra 22 lande i mødet som vil diskutere energieffektivitet, ren energiforsyning og tilgang til ren energi.

Konferencen bygger videre på arbejdet indenfor ’Major Economies Forum Global Partnership’ og vil søsætte 10 nye, internationale initiativer indenfor udbredelse og udvikling af beæredygtige energiteknologier.

I Washington vil Lykke Friis i sin egenskab af minister for ligestilling også mødes med det Det Hvide Hus’ særlige repræsentant for kvinder, Tina Tchen, og drøfte mulighederne for at få flere kvinder engageret i de grønne, naturvidenskabelige fag med viceenergiminister, Kristina M. Johnson.

De internationale forhandlinger

Om onsdagen går turen videre til New York. Her skal Lykke Friis mødes med FN’s generalsekretær, Ban Ki Moon. Fokus vil være på udviklingen i de internationale klimaforhandlinger, hvor Danmark har formandskabet frem til den næste store internationale klimakonference, COP 16, i Mexico senere på året.

Rejsen bliver rundet af i Mexico, hvor de internationale forhandlinger igen vil være på dagsordenen. 

   



Kontakt
Jesper Bülow ZølckPressesekretær
Jesper Bülow Zølck
+45 50 87 48 81
jebzo@kemin.dk