Tættere på en aftale – men stadig langt igen
Connie Hedegaards kommentarer til topmødet i l'Aquila.
"Enigheden om, at den globale gennemsnitlige temperatur ikke må stige mere end 2 grader, er en positiv nyhed, vi fra dansk side længe har arbejdet for. For det definerer jo meget klart, hvor stor den fælles opgave er. Når lederne af de store økonomier nu både erkender problemets størrelse og samtidig siger, at de vil tage lederskab i forhold til at løse det, ja så må de jo også levere det, der skal til. Med andre ord: Når de nu har sagt A, bliver de også nødt til meget, meget snart at sige B."
"For at man rent faktisk kan begrænse den globale temperaturstigning til under 2 grader, skal de globale udledninger ifølge videnskaben toppe i 2020, og de skal være halveret i 2050 sammenlignet med udledningerne i 1990. Det kræver, at i-landene straks reducerer. Det er positivt, at G8 lederne er enige om at reducere med mindst 80 pct. i 2050, men de skal altså også levere reduktioner på kort sigt. Faktisk bør de rige lande allerede nu sige, at de har toppet med deres udledninger."
"Men selv hvis i-landene reducerer med mere end 80 pct. er der også brug for bidrag fra de store udviklingsøkonomier. Det er ren matematik. Allerede i 2020 vil ca. 2/3 af de globale udledninger komme fra udviklingslandene. Det er derfor helt afgørende, at de bygger den vækst og udvikling, deres befolkninger har brug for, på energieffektive og klimavenlige løsninger, så deres udvikling ikke får samme negative virkning på klima og miljø, som i-landenes vækst har haft. Det kræver hjælp fra de rige lande bl.a. økonomisk, ligesom de fattigste og mest sårbare lande har hårdt og akut brug for hjælp til at tilpasse sig klimaforandringerne. Derfor trækker det ned i bedømmelsen af l`Aquila, at i-landene heller ikke denne gang kom med konkrete bud på finansiering."
"Lederne fra G8 og verdens 16 største økonomier har taget et par meget vigtige skridt på Vejen til København. Men der er altså stadig langt igen, og kun 150 dage tilbage til at nå målet, så der er brug for større skridtlængde.", slutter Connie Hedegaard