---Det talte ord gælder---
Godt nytår og mange tak for rapporten.
Jeg læste den omgivet af rigtig meget sne i et sommerhus.
Og det var sådan set meget hyggeligt
− lige indtil man læser rapporten.
For det er nyttig læsning, og det viser, hvad der for mig er meget vigtigt, at vi skal handle på baggund af viden, på baggrund af evidens.
Når man læser rapporten, kan man heldigvis se, at vi er nået langt, men vi er endnu ikke i mål.
Der er stadig meget at gøre, og noget af det, jeg godt kunne tænke mig er, at der kommer flere mænd på banen.
Jeg kan da se, at der er et par stykker her i dag.
Ikke et ondt ord om jer kvinder, der er her i dag, og som gør et vigtigt stykke arbejde.
Men vi har brug for at få diskussionen om partnervold ud af ligestillings-ghettoen.
Partnervold er ikke et spørgsmål om ligestilling. Det er et spørgsmål om menneskerettigheder.
Derfor skal vi have en folkebevægelse mod partnervold.
Jeg læste for nylig, at sangerinden Rihanna deler rekord med Elvis, men Rihanna er også kendt for noget langt mere alvorligt.
For sidste år dukkede billederne af den unge, forslåede amerikanske popsangerinde op på nettet.
Og der gik ikke længe, før historien om det voldelige forhold mellem hende og kæresten Chris Brown ramte medierne som en snestorm.
De vedholdende rygter fik kun yderligere næring,
da begge stjerner meldte afbud til den årlige grammy-uddeling.
Det blev hurtigt kendt, at det ikke var første gang Rihanna var blevet udsat for vold af Chris Brown.
Men alligevel fandt parret hurtigt sammen igen.
Hvad adskiller så denne historie fra historien om de tusinder af kvinder, der hver dag udsættes for vold?
Stort set ikke andet, end at Chris og Rihanna er Hollywood celebrities.
Da jeg for et par måneder siden besøgte Århus krisecenter,
mødte jeg en ung, særdeles velfungerende mor i 20’erne,
der for anden gang var endt der efter at have fået tæsk af sin mand.
Hun forklarede mig, hvad der var sket.
Jeg må jo indrømme, at jeg ikke før jeg blev minister var vant til at blive konfronteret med den slags.
Efter sit første ophold, flyttede hun hen til et lille værelse for sig selv, for ikke at være nødt til at flytte hjem til sin mand.
Så sad hun ellers der.
Helt alene.
På et lille værelse med Ikea-møbler og et tv på en papkasse.
Men der gik nu ikke længe, før hendes mand ringede og ville have hende tilbage.
Han fik det hele til at lyde forjættende,og så startede volden ellers forfra igen.
Virkeligheden er nemlig, at kvinder, der udsættes for vold desværre meget ofte vender tilbage til den mand, der har slået dem.
Og her betaler ikke bare de, men også deres børn en meget høj pris.
Hvert år bliver knap 40.000 mennesker udsat for vold af én de kender rigtig godt.
Og hvert år dør mellem 5 – 10 kvinder af det.
Det ved vi, selvom de præcise tal er svære at få hold på.
For partnervold foregår ofte i det skjulte.
Men der er ingen tvivl om, at omfanget er stort, det er alvorligt, og derfor skal vi gøre noget ved det.
Den australske skuespillerinde Nicole Kidman,
der er ambassadør for UNIFEM's Say NO – UNiTE to End Violence against Women har sagt.
Jeg citerer:
“en ud af tre kvinder bliver I løbet af et liv udsat for vold.
Det er en frygtelig menneskerettighedskrænkelse,
og alligevel forbliver det en af de usynlige og under-erkendte pandemier i vor tid”.
Derfor har Regeringen også de sidste ti år arbejdet målrettet på at bekæmpe partnervold.
For partnervold er omkostningsfuld – både for den enkelte og for samfundet.
Og hører ganske enkelt ikke hjemme i et samfund, der bygger på ligeværd og personlig frihed.
I sommer lancerede vi en national strategi der skal være med til forbedre indsatsen yderligere.
Men evalueringerne af de tidligere handlingsplaner har vist, at indsatserne allerede er begyndt at virke.
Først og fremmest er antallet af kvinder, der udsættes for partnervold faldet fra 42.000 til 28.000.
Det er der flere grunde til:
For det første; er flere voldsudøvere kommet i behandling.
Det er helt centralt for at undgå, at voldsspiralen fortsætter,
at vi ikke bare hjælper ofrene, men også hjælper voldsudøverne til et liv uden vold.
For ofrenes skyld, men så sandelig også for deres egen skyld.
Det mødte jeg personligt, da jeg for nylig besøgte et projekt i Nordjylland.
For det andet vil jeg gerne fremhæve, at der er meget som tyder på, at voldsramte kvinder er blevet mere bevidste om deres rettigheder og om mulighederne for at få støtte.
Det er klart, at det skal være så nemt som muligt for den enkelte at få hjælp i den konkrete, ulykkelige situation.
Og for det tredje er vi blevet lidt klogere på, hvorfor vold i nære relationer er så udbredt, og hvad vi skal gøre ved det.
Og her er det også centralt, at den viden i højere grad når ud til de relevante myndigheder og fagfolk, hvad der jo også påpeges i rapporten.
Derfor kan jeg også kun igen sige tak for rapporten.
For vi har brug for at få al den viden vi kan frem på bordet,
for at finde frem til de mest effektive metoder til at bekæmpe volden, og for alvor få fat om nældens rod.
Dét arbejde er vi også allerede i gang med i Ligestillingsafdelingen.
I den forbindelse er der tre ting, jeg gerne vil fremhæve i Regeringens indsats:
For det første: skal voldscirklen brydes så tidligt som muligt.
I dag har hver 10. pige under 20 år været udsat for vold fra en kæreste.
De tal gjorde et stort indtryk på mig.
De unge skal vide, at de ikke selv er skyldige, når de udsættes for vold, og de skal vide, hvor de kan søge hjælp,
så de ikke står alene med problemerne.
Men det er altså vigtigt at huske, at det ikke kun er unge kvinder, der udsættes for vold fra deres kærester.
Det gør unge mænd også.
Faktisk knap 5000 om året.
Og undersøgelser viser, at drenge og mænd i højere grad finder sig i det.
Måske fordi mænd oftere bliver latterliggjort, hvis de bliver slået af deres kæreste.
Dét er i hvert fald én tese.
Pointen er, at det går begge veje. Og derfor skal vi også have debatten ud af den snævre ligestillingsdebat.
Alle mennesker fortjener at blive behandlet med respekt og værdighed.
Derfor skal vi have sat en prop i voldens fødekæde.
Og derfor har forebyggelse absolut topprioritet i indsatsen.
Når det så er sagt, så er det vigtigt, at der er hjælp at hente, hvis volden alligevel sker.
Ikke bare til at overkomme situationen, men også til at komme videre.
Derfor, og det er det andet punkt, jeg gerne vil fremhæve,
arbejder vi for at forbedre det efterværn, som kvinder, der har været på krisecenter, bliver tilbudt.
Hvis kvinderne ikke får hjælp, efter de har opholdt sig på et krisecenter,bliver de voldsramte sendt alene ud i verden
– eller endnu værre – lige tilbage i armene på voldsudøveren, som I også påpeger i rapporten.
Derfor går vi nu i gang med at undersøge de danske såvel som de internationale erfaringer med efterværn, for på den måde at sikre voldsofferet et liv uden vold.
Men det kræver, og det er mit tredje punkt:
At vi får mere viden, og at fagfolk og myndigheder får bedre kompetencer til at håndtere problemerne.
Konkret betyder det, at vi over de næste par år sender et korps af eksperter ud i kommuner og statsforvaltninger.
De skal rådgive frontpersonale – sagsbehandlere, lærere og pædagoger,så de bliver i stand til at spotte og håndtere tegn på vold hos de mennesker, de møder i deres arbejde.
Politi, dommere og anklagere vil også blive efteruddannet,
så de er i stand til at yde ofrene den bedste hjælp.
3 gange så mange kvinder som mænd udsættes for partnervold.
Men som sagt, partnervold er ikke et kvindespørgsmål.
Det er et menneskerettighedsspørgsmål.
Som James Foley, politibejent ved The Metropolitan Police fortalte mig, da jeg besøgte London for nylig:
”Vold rammer overalt i samfundet, i hjemmet, på vores hospitaler og retssale”.
Derfor er det også vigtigt for mig at understrege,
at vold ikke er et privat problem.
Det er en samfundsmæssig udfordring.
En udfordring, vi i regeringen tager meget alvorlig.
Nu startede jeg med sangerinden Rihanna.
Men hvad skete der egentlig med hende?
Hun brød heldigvis med Chris Brown og fortæller nu sin historie for at bryde med tabuet omkring partnervold.
For nylig sagde hun:
“Partnervold er én stor hemmelighed.
[…]Det er en ting vi skjuler, fordi det er flovt.
[…] jeg føler, at jeg repræsenterer en stemme, der ikke rigtig bliver hørt. Nu kan jeg hjælpe med at tale for disse kvinder”.
Lad os sammen bryde tavsheden ved at bryde tabuet!
Tak for ordet.