--- Det talte ord gælder ---
Rigtig hjertelig velkommen til pressemødet med Økonomi- og erhvervsministeren.
Nu, hvor vi er her i Dansk Design Center, er det jo meget passende, at dokumentarfilmen ”The Plan” har premiere i disse lokaler her til aften.
Filmen handler om at skabe en bedre verden på et tidspunkt,
hvor vi kender udfordringerne, men endnu for alvor mangler at handle i overensstemmelse med dem.
Dét synes jeg er et budskab, der er værd at følge op på.
Og dét er netop dét, vi nu er klar til.
For med Energistrategi 2050 fremlægger regeringen i dag en klar køreplan for Danmarks vej til uafhængighed af fossile brændsler.
Ja, jeg fristes næsten til at sige, at dét vi i dag lancerer, ja det er intet mindre end regeringens energipolitiske uafhængighedserklæring - uafhængighed af kul, olie og gas!
Der er vist ingen, der er i tvivl om, at dét bliver en kæmpe opgave.
For reelt er der tale om den største revolution på energiområdet siden oliekrisen og de bilfrie søndage i 70’erne.
Vores mål er, at vi i 2050 ikke længere vil være afhængige af usikre og knappe forsyninger af fossil energi til at:
• opvarme vores hjem,
• tanke vore biler op
• og få maskinerne til at snurre på vore arbejdspladser.
Den brændende platform for udspillet er, denne her, netop at den energi, de fleste af os til daglig tager for givet, er ved at svinde ind.
I 2050 vil der være i alt 9 mia. mennesker på jorden, der alle, ikke mindst i Kina og Indien, vil have de samme goder som os – i form af bil, city breaks eller bare lys derhjemme.
Dét betyder, at energiforbruget på verdensplan kommer til at tage et stort spring op ad.
Ja, bare i løbet af de næste 25 år vil verdens samlede energiforbrug vokse med en tredjedel.
Alene inden for olie kræver det, at vi finder en produktion, der svarer til 6 gange Saudi Arabiens.
Problemet er bare, at det her og nu er vanskeligt at få øje på, hvor den olie skal komme fra.
Faktum er nemlig, at mens forbruget går op, ja så går verdens fossile energireserver den diametralt modsatte vej.
I praksis betyder det, at vi nu går ind i en ny
energipolitisk tidsalder, hvor alle løber om kap for at få fat i de eksisterende fossile reserver.
Konsekvensen er stærkt stigende og ikke mindst stærkt svingende priser – og dét kapløb ønsker regeringen ikke, at Danmark skal deltage i.
Tag bare de seneste ugers udvikling i Nordafrika og Mellemøsten, der på kort tid har fået oliepriserne til at stige med raketfart – da jeg tjekkede her til morgen var olieprisen oppe på 119 dollars.
Og herved er vi også ved den sidste realpolitiske betragtning – de lande, der sidder på de resterende olie- og gasreserver er langt fra alle lande som er stabile og som vi deler værdier med.
Reelt er energipolitik derfor også for længst blevet storpolitik.
Og præcis derfor skal vi ikke bringe os i en situation,
hvor vores udenrigspolitiske handlerum det bliver indsnævret af vores energipolitik.
Situationens alvor forstærkes kun af, at vi er meget tæt på at blive nettoimportører af fossile brændsler, fordi vores egen olie- og gasproduktion i Nordsøen også har toppet.
Det helt store spørgsmål bliver derfor; skal vi bruge pengene herhjemme på grøn energi og danske arbejdspladser; eller skal vi sende pengene til lande, vi ikke deler værdier med?
Dét er vist dét, man kalder et retorisk spørgsmål – og dem svarer man som bekendt ikke på.
Men dét I sikkert rigtig gerne vil have svar på er, hvornår og navnlig, hvordan vi skal blive uafhængige af fossile brændsler.
Og for at komme med det svar, nedsatte Regeringen for et par år siden Klimakommissionen. Resultatet fik vi i efteråret.
Grundlæggende viste eksperterne os to ting.
For det første; at det rent faktisk kan lade sig gøre.
Og for det andet, at det ikke nødvendigvis er meget dyrt.
Den strategi, som vi fremlægger i dag, er vores konkrete svar på kommissionens rapport. – Et svar, hvor vi i høj grad står på skuldrene af Klimakommissionen.
Strategien er den første af sin slags. Ikke bare i Danmark, men i verden!
Men der er altså ikke tale om et ’hippie-udspil’ fyldt med luftige ord – og uden konkret finansiering.
Nej, der er tale om et grundigt gennemarbejdet udspil, hvor alle initiativer er fuldt finansierede. Krone for krone!
Og det på en måde:
- så vi hverken slår hul i statskassen,
- eller sender en kæmpe ekstraregning videre til forbrugerne.
- eller ødelægger virksomhedernes konkurrenceevne.
De tre grundprincipper har været styrende for regeringen, da strategien jo selvfølgelig ikke er gratis.
Når udspillet er fuldt udrullet i 2020, vil det koste 3,6 mia. kroner.
Det skyldes først og fremmest, at vi mister en del af de 35 mia. kr., der årligt strømmer ind i statskassen fra afgifter på kul, olie og gas.
Derudover er der naturligvis udgifter forbundet med at investere i vedvarende energi. Finansieringen er baseret på princippet om, at regningen skal betales af dem, der bruger energien.
Derfor har vi også besluttet at indføre en afgift på varme; en afgift, som vi kalder en forsyningssikkerhedsafgift, der erstatter de indtægter, vi plejede at få fra fossile brændsler,
fordi vi bruger mindre kul, olie og gas.
Dén afgift vil blive indfaset langsomt.
Først i 2020, når strategien er fuldt udrullet, vil den samlede strategi koste cirka 75 kr. om måneden per husstand.
De 75 kr. det er en slags forsikringspræmie, som vi betaler, for ikke at blive ramt af de kraftige prisudsving på energi,
som vi f.eks. ser i disse dage pga. uroen i Nordafrika og Mellemøsten.
Og her er det altså meget vigtigt, at man husker på, at status quo under alle omstændigheder er en illusion.
Uanset, hvordan man end vender og drejer det,
vil de stigende priser på de fossile brændsler føre til langt større omkostninger end de 75 kr.
Eksempelvis vil husholdninger med oliefyr få en varmeregning i 2020, der er mindst 3.000 kr. dyrere end i dag - alene på grund af den forventede prisstigning på olie.
Og hvad koster udspillet så for erhvervslivet?
Her er tallet svarende til 50,- kr. pr. ansat om måneden i 2020.
Men det er – og det vil jeg gerne understrege, helt centralt for regeringen, at omstillingen ikke går ud over virksomhedernes konkurrenceevne.
Derfor får de virksomheder, der bruger rigtig meget energi,
en afgiftsmæssig lempelse på 400 mio. kr.
Ved samlet set at friholde erhvervslivet for effekten af forsyningssikkerhedsafgiften, sikrer vi, at vi ikke sætter en kæp i væksthjulet.
Summa summarum, har vi hermed en ansvarlig, balanceret strategi, der:
- Er fuldt finansieret,
- Ikke sender en stor regning videre til borgerne
- Og beskytter virksomhedernes konkurrenceevne.
Og lad mig her minde om, at status quo under alle omstændigheder er en illusion. Vi har lavet et simpelt regnestykke, der viser, at når olieprisen stiger fra 90 til 110 dollars, som det er sket på det seneste, så påfører det erhvervslivet en ekstraomkostning på 2 mia. kroner.
Ja, jeg vil gå så vidt som at sige, at det er langt dyrere at stå til.
Nu er det desværre ikke sådan, at vi bare kan taste destinationen ind på GPS’en og følge en fuldstændig fastlagt ruteplan for de næste 40 år.
Det ville kræve, at vi havde en meget klar krystalkugle, der præcist kunne angive, hvilke teknologier, der ville være morgendagens vinderteknologier. Sådan en krystalkugle har regeringen desværre ikke.
Bare forestil Jer, hvis man i 70’erne skulle have forudsagt e-mailen og mobiltelefoniens betydning!
Det kunne man selvsagt ikke. Derfor forbeholder vi os retten til at blive klogere. Så selvom vi naturligvis lægger de lange spor ud – helt frem til 2050 − så er vi kun helt specifikke, hvad tiden frem til 2020 angår.
Og hvad foreslår vi så for de næste ti år?
Jo, primært initiativer inden for 6 centrale indsatsområder:
For det første skal vi, helt i tråd med Klimakommissionens anbefalinger, have meget mere vind. Ganske enkelt, fordi vind − og navnlig havvind − er den eneste energiform,
der kan producere energi i de mængder, vi skal bruge for at øge andelen af vedvarende energi massivt.
Derfor indgår den nye, store havvindmøllepark Kriegers Flak i udspillet. Den har en kapacitet svarende til det tredobbelte af Horns Rev 2 − Danmarks største vindmøllepark.
Det betyder konkret, at den vil kunne forsyne mere end 600.000 husstande med grøn el.
Derudover har vi besluttet at opstille endnu flere møller − både på land og langs kysten.
På land har kommunerne peget på pladser til yderligere 1000 MW møller. Og langs kysten vil vi støtte opførsel af
400 MW kystmøller.
Det gør vi naturligvis hele tiden med omtanke og respekt for miljø og natur.
Det andet vi vil gøre, er at bruge meget mere biomasse og biogas til opvarmning.
Energistrategien giver frit brændselsvalg og øgede afsætningsmuligheder for biogas.
Fordelen ved at fremme biomasse og biogas er,
at de er stabile energikilder, der kan bruges, når vindmøllerne står stille.
Tilmed giver det landbruget en vigtig rolle som leverandør af grøn energi. Igen er vi her helt på linje med klimakommissionen.
Det tredje er, at vi støtter skiftet fra kul til biomasse i byernes store kraftvarmeværker.
Det alene kan fjerne omkring en fjerdedel af alle de kul, der anvendes i Danmark.
Og for det fjerde − og dét er en af de vigtigste ting i regeringens strategi: Vi skal spare endnu mere på energien.
Det opnår vi bl.a. ved at øge energiselskabernes energispareforpligtelse og kravene til bygningskomponenter.
Danmark er allerede blandt de absolut mest energieffektive lande i verden.
Men den billigste energi er nu engang den, vi ikke bruger.
Og derfor kan og skal vi spare endnu mere!
For det femte skal vi skabe et intelligent el-system.
Et system, hvor vi i højere grad end i dag kan indpasse, lagre og styre både el-forbruget og el-produktionen.
Det sidste og sjette punkt er en fælles international indsats.
Energipolitik er ikke en national solodisciplin. Og Danmark er ikke en energipolitisk Ø.
Derfor skal omstillingen også foregå i fællesskab med resten af Europa – kun på den måde får vi prisen på vedvarende energi ned; og kun dermed kan vi få sat den rette pris på CO2.
Så bare for at mane alle mulige misforståelser i jorden – Vi går ikke efter, at Danmark skal være selvforsynende;
VI SKAL VÆRE UAFHÆNGIGE!
Og det indebærer, at regeringen fortsat arbejder for en global løsning på de globale klima-problemer.
Og det derfor arbejder vi også fortsat for, at vi i EU øger reduktionsmålet fra 20 til 30 pct. i 2020.
Udover de 6 hovedinitiativer, jeg har været inde på, er der naturligvis en lang række andre initiativer; - F.eks. skal vi også gøre Nordsøen til en fossilfri zone – ved, at indvinde den gas og olie, det kan betale sig at hive op.
- vi skal satse mere på sol og geotermi.
- Og vi skal udfase oliefyrene, hvor der er gode alternativer, som f.eks. varmepumper til at varme vores huse. For det er klart, at vi ikke kan blive uafhængige og stadig fyre med olie.
Dét var den indholdsmæssige del af pakken i korte træk.
Men hvad giver det så på den energipolitiske bundlinje – ikke mindst på kort sigt?
Jo, om mindre end 10 år vil energisektorens forbrug af kul, olie og gas være faldet med over 30 procent.
Det vil sige, at vi allerede i 2020 er godt på vej mod at indfri målsætningen i vores uafhængighedserklæring.
Desuden vil andelen af grøn energi stige fra 19 % i dag til 33% i 2020.
Afslutningsvis må vi dog ikke glemme, at Energistrategi 2050 udover at være svaret på den nye energipolitiske tidsalder,
også er Danmarks bidrag til at bremse den globale opvarmning.
Det kan vi nemlig kun gøre ved, at vi frigør os fra afhængigheden af de fossile brændsler.
Samlet set har vi ønsket at skabe en strategi for, hvordan vi får mest energi for pengene.
Dét synes jeg er lykkedes.
Og der er da også både sund fornuft og god økonomi i den grønne omstilling.
Men alt det vil Økonomi- og erhvervsministeren nu gøre os meget klogere på.
[Brian Mikkelsen taler og giver ordet tilbage til Lykke Friis]
Tak til Brian.
Lige inden jeg åbner for spørgsmål, så lad mig kort at summere op:
Energistrategi 2050 vil betyde, at vi på under 10 år vil reducere vores forbrug af kul, olie og gas med 33 pct. i energisektoren, vi går fra et samfund, hvor 19 pct. af energien er grøn til hele 33 pct. vedvarende energi.
Og ser vi specifikt på den energi, vi bruger til el, går vi fra 29 pct. til hele 62 pct. vedvarende energi i 2020.
Det her er regeringens oplæg til de kommende energiforhandlinger.
Nu vil vi give alle mulighed for at læse udspillet grundigt igennem. Det er jo kompliceret stof det her.
Og så ser jeg frem til at drøfte oplægget med alle partier.
Jeg vil gerne understrege, at det er min ambition,
at vi opnår et bredt forlig, som kan fastlægge rammerne for den fremtidige energipolitik.
Foran os står nu den store og svære opgave med at gøre strategien til virkelighed.
Og dét bliver ingen walk in the park.
For som Churchill engang har sagt:
”Uagtet strategiens skønhed, skal man engang imellem også se på resultaterne”.
Og med det åbner jeg nu for spørgsmål til os begge.
Vi er er glade for den store interesse, også fra andre end pressen. Men da det nu er et pressemøde, så synes jeg, vi skal lade spørgsmålene være forbeholdt journalister. Og vi har kun et kvarter.