Vi går efter et bredt forlig om fremtidens energipolitik

04-06-2011

GRØN OMSTILLING

Af klima- og energiminister og minister for ligestilling, Lykke Friis (V)

Bragt i Politiken d. 4. juni 2011

DET VAR EN pudsig oplevelse at læse Politikens leder onsdag ( 1.6.) Avisen mener, at både regeringen og oppositionen skylder et bud på, hvordan vi gennemfører en grøn omstilling frem mod 2020.

JEG ER NATURLIGVIS helt enig i præmissen om, at både regeringen og opposition bør fremlægge klare svar på de store udfordringer, vi står over for - herunder også, hvordan vi kommer af med kul, olie og gas.

Det pudsige i lederskribentens efterlysning er, at det har regeringen allerede gjort.

Vi kalder den ' Energistrategi 2050', og vi præsenterede den 28. februar i år.

Strategien, som lederskribenten altså nu efterlyser, blev endda beæret med flere dages redaktionel omtale i Politiken samt en hel leder 2. marts.

Lad mig derfor benytte lejligheden til at hjælpe korttidshukommelsen på Politikens lederplads lidt på vej.

Regeringens energistrategi, der er den første af sin slags i verden, mindsker allerede i 2020 vores afhængighed af fossile brændsler med en tredjedel og øger andelen af vedvarende energi i vores elforsyning til mere end 60 procent.

Vel at mærke fuldt finansieret! Strategien har efterfølgende fået rosende ord med på vejen af USA's Barack Obama, Sydkoreas præsident, Lee Myung-bak, samt bl. a. den britiske og tyske regering.

Regeringen er altså helt med på, at klima og energi er en af fremtidens megatrends.

Netop derfor indeholder energistrategien også en række grønne vækstinitiativer.

Nu gælder det om at få omsat strategi til handling.

Her går jeg traditionen tro inden for energipolitik efter et bredt forlig, og det forhandler vi om med de andre partier netop i disse uger.

Regeringen er altså helt med på, at klima og energi er en af fremtidens megatrends.

 



Kontakt
Jesper Bülow ZølckPressesekretær
Jesper Zølck Felbo
+45 50 87 48 81
jebzo@kemin.dk