Tænker jeg på Tyskland om natten...

Af klima- og energiminister og minister for ligestilling, Lykke Friis (V)

Bragt i Berlingske d. 25. juni 2011

Tænker jeg på Tyskland om natten... I årtier kunne denne sætning kun fuldendes med en henvisning til den tyske digter Heinrich Heine og konstateringen af, at Tyskland berøvede én ens nattesøvn. Tag bare da Danmark i 1992 stemte om Maastricht-traktaten. Dengang slog Ritt Bjerregaard fast, at der var tre grunde til at stemme ja - Tyskland, Tyskland og Tyskland, mens den legendariske Bo Bojesen muntrede sig med at tegne en karikatur, hvor Tyskland blev fremstillet som en bidsk hund, som udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen fortvivlet forsøgte at få danskerne til at holde af - »bare rolig, den gør ikke noget«. Siden er bekymringerne for det genforenede, dominerende Tyskland blevet gjort til skamme. Trods premierminister Thatchers forudsigelser om det modsatte fik vi ikke et »tysk Europa«, men et »europæisk Tyskland«. I Danmark er bekymringerne da også blevet erstattet af et tæt parløb i EU, en stigende eksport og en fascination for det moderne Tyskland.

I dag valfarter tusindvis af danskere på »city-break« til Berlin, mens unge herhjemme går på Café gefährlich eller tuner ind på programmer som »Normalerweize«, som de ganske karakteristisk for det gode dansk-tyske forhold sågar betegner som »übercool«. Og alt dette er vel at mærke sket, før Femern-tunnelen står klar! Indtil forleden var alt derfor fryd og gammen mellem vore to lande. Lige indtil diskussionen om den øgede toldkontrol ved den dansk-tyske grænse fik gemytterne i kog, ikke mindst på den danske side af grænsen. Senest har Dansk Folkepartis Jesper Langballe betegnet Tyskland som en »neurotisk nation, der bestandig forfølges af sin fortids skygge«. NU SKAL DER IKKE HERSKE TVIVL OM, at den tyske historie fylder meget i vort nabolands selvforståelse og offentlige debat. I disse dage er aviserne f. eks. fulde af artikler om 70-året for Operation Barbarossa, Hitlers angreb på Sovjetunionen. Ikke desto mindre er Langballes »neurose-diagnose« forkert.

Hvis man overhovedet skal blive i psykiatriens verden, ja, så fremstår det moderne Tyskland i dag som en nation, der via intensiv gruppeterapi struktureret har bearbejdet og taget ved lære af historien.

Den daværende vesttyske præsident Richard von Weiszäcker formulerede det bedre end nogen anden, da han i sin tale i forbindelse med 40-året for Nazitysklands kapitulation slog fast, at der ikke findes nogen kollektiv, men kun individuel skyld. Lige så klart var det imidlertid, at tyskerne som nation har en kollektiv forpligtelse til at lære af historien.

»For den, der lukker øjnene for fortiden, bliver blind for nutiden«. Præcis fordi Tyskland har fået bearbejdet traumerne, er det et ganske anderledes land på den europæiske scene, end under fx kansler Helmut Kohl.

HVOR VESTTYSKE KANSLERE helt frem til genforeningen forsværgede, at landet overhovedet havde nationale interesser, men kun europæiske, slår Tyskland oftere og oftere i bordet. For hvorfor skulle Tyskland da ikke have samme ret til at forfægte egne interesser som Frankrig, Storbritannien og for den sags skyld også Polen? Tilsvarende er ambitionen om at omdanne Europa til en forbundsstat for længst lagt i graven.

Hvor Vesttyskland, både pga de friske minder fra nazi-tiden og landets deling, opfattede Europa som et kærkomment »erstatningsfædreland«, værner tyskerne i dag i høj grad også om deres suverænitet.

Meningsmålingerne vidner faktisk om, at en stor del af befolkningen, ikke mindst den yngre generation, er temmelig skeptiske over for Europa.

Hvad er egentlig den nye fængende EU-fortælling for de generationer, der er vokset op efter 1989? Uden at motivfortolke alt for meget på den tyske viceudenrigsminister Hoyers kronik i Berlingske forleden, var kommentarerne i mindst lige så høj grad møntet på den tyske som på den europæiske ( og danske) debat.

HVOR LANGBALLE tilsyneladende frygter, at Tyskland i et »desperat forsøg på at besværge nazitiden«, vil gøre EU til et overnationalt monster, er bekymringen i store dele af Europa faktisk en ganske anden.

Her endevendes de seneste eksempler på, hvordan Tyskland er gået solo og har handlet ud fra dets nationale interesse. Tag bare Tysklands ageren i euro-spørgsmålet eller FN-resolutionen om Libyen, hvor Tyskland pludselig befandt sig på hold sammen med Rusland og Kina frem for med USA, Frankrig, Storbritannien og for den sags skyld Danmark.

Eller tag energipolitikken, hvor kansler Gerhard Schröder slog en gashandel af med Rusland, medens hans afløser unilateralt har besluttet sig for at udfase a-kraften.

DER ER IKKE NOGET OVERRASKENDE I, at Tyskland i stigende grad opfører sig som andre europæiske stormagter. Det er jo en udvikling, som vi også fra dansk side hele tiden har ønsket os - at Tyskland bare er en helt almindelig nabo. Det ændrer imidlertid ikke ved, at vi i Europa i høj grad har brug for et Tyskland, der konstruktivt bidrager til europæiske løsninger og ikke lader sig friste af visionen om et »globalt Tyskland«. Det sikres næppe ved fejlagtigt at henvise til gamle dæmoner.

En langt mere farbar vej er gensidig respekt, men i høj grad også økonomiske reformer. For hvis der er noget, der kan holde den almene tysker vågen om natten, så er det frygten for, at EU udvikler sig til en egentlig transferunion, hvor tyske skatteborgere år efter år skal betale for lande, som ikke har styr på deres økonomi.