Ligestilling: Et ligestillingseventyr

Af klima- og energiminister og minister for ligestilling, Lykke Friis (V)

Bragt i Information d. 12. juli 2011

Alt er stort set, som det plejer at være under et fodbold-VM. Der er rift om billetterne, skolebørn investerer i klistermærker med stjernerne, og stats-og regeringschefer inviterer på ' held og lykke -reception', inden holdet drager af sted for at gøre nationen ære. Selv en på papiret synsk blæksprutte er fundet frem til lejligheden, der skal forsøge at spå, om det bliver Brasilien eller Tyskland, der til sidst løfter VMpokalen.

Blækspruttens navn afslører dog, at det alligevel ikke er det traditionelle fodbold-vm, der netop er blevet skudt i gang i Tyskland. Paul fra herre-VM er nemlig blevet erstattet af Paula, ligesom Lionel Messi og Mesut Özil er blevet skiftet ud med Marta og Lira Bajramaj.

Modsat VM i Sydafrika i 2010 er der også blevet produceret Barbie-dukker, der skal forestille de største stjerner.

Og lad det være sagt med det samme: målt i tv-seere, reklameindtægter og fart fremad på banen kommer kvinde-VM langt fra op på niveau med herre-VM i Sydafrika.

Ikke desto mindre fremstår turneringen allerede som kulminationen på et ligestillingseventyr.

Tag bare Tyskland. I 1955 forbød det tyske fodboldforbund officielt klubberne at lade piger og kvinder bruge banerne. For som forbundet, med direkte reference til to hollandske psykologer, udtrykte det: »I kampen om bolden forsvinder den kvindelige ynde, krop og sjæl lider uværgelig skade, og udstillingen af kroppen skader skikkeligheden og anstændigheden«. De hollandske psykologer, der ifølge fodboldforbundet repræsenterede den ypperste fagkundskab inden for feltet, havde forinden slået fast, at det at sparke var et specifikt ' mandligt' karaktertræk. Ikke at sparke var derimod ' kvindeligt'.

I 1982, hvor en række lande, herunder Danmark, for længst havde tilladt piger og kvinder at spille klubfodbold, bøjede det tyske fodboldforbund langt om længe af. Så sent som i 1986 kunne det imidlertid ikke komme på tale at spille med reklamer på trøjerne. Der til var den kvindelige anatomi nemlig ikke velegnet. Selv om fodbold for længst var lovliggjort, tog det også væsentligt længere tid at ændre normerne. Tysklands nuværende kvindelige superstjerne, Lira Bajramaj, måtte f. eks. i al hemmelighed låne storebroderens støvler, helt som i filmhittet Bend it like Beckham, mens en anden måtte forfalske faderens underskrift for at blive medlem.

Den største kvindesport

I 2011 er situationen imidlertid fundamental en anden.

Med over 20 millioner kvindelige aktive er fodbold for længst blevet verdens største kvindesport. Samme udvikling har vi set i Danmark, hvor DBU med over 65.000 kvindelige medlemmer har lagt alle andre sportsgrene bag sig. I dag er der ikke noget, der tyder på, at køn virker begrænsende, når unge skal vælge sportsgren.

Hermed er sporten væsentligt længere fremme end f. eks. uddannelsesområdet.

Her ser vi fortsat, at unge piger og drenge lader deres uddannelsesmuligheder begrænse af, hvad der er typiske ' kvinde'-og ' mandefag'.

For kan en kvinde f. eks. blive tømrer, og er det ikke kun kvinder, der kan blive sygeplejersker? Tallene taler deres eget tydelige sprog. I 2009 var totredjedele af de studerende på de tekniske videregående uddannelser mænd, mens det på de videregående sundhedsvidenskabelige uddannelser forholder sig lige omvendt. Her er der kun 27 pct. mænd. Det er dog stadig flere end på pædagoguddannelsen, hvor fire ud af fem er kvinder.

Det kan naturligvis aldrig blive et mål i sig selv, at der skal være lige mange af hvert køn på de forskellige uddannelser.

Ligestilling handler jo i høj grad om at være fri til at forfølge sine drømme.

Men tallene giver et praj om, at der nok er nogle normer og traditioner, der i nogen grad styrer valget af uddannelse.

Fodbold er frigørende

Kvindefodboldens hastige vækst er ikke hele ligestillingseventyret.

I disse år oplever vi nemlig også, hvordan fodbolden i stigende grad virker som en frigørende faktor for mange unge piger og kvinder, der bryder ud af undertrykkelsen og efter fodboldoplevelsen også insisterer på, at de ligesom deres brødre naturligvis må tage en uddannelse. Det bedste eksempel er uden tvivl her det afghanske kvindelandshold.

Da Taleban regerede Afghanistan, var det forbudt for kvinder at spille fodbold.

I dag spiller holdet på det stadion i Kabul, der tidligere blev brugt til at henrette mange af deres medsøstre! Det gode spørgsmål er naturligvis, hvad vi fra politisk hold kan lære af ligestillingseventyret.

Som altid skal man her være varsom med at drage alt for skråsikre konklusioner.

Men fodboldhistorien er i hvert fald et lysende eksempel på, at fastlåste kønsmønstre kan ændres, vel at mærke uden at ty til lovgivning og særbehandling, men ved at satse på rollemodeller og talentarbejde.

Lige så klart er det imidlertid, at fodboldhistorien også vidner om, at vi kun kommer i mål med ligestilling, hvis begge køn engagerer sig, frem for at ligestilling næsten udelukkende er en sag for kvinder. Hvis f. eks. europæisk kvindeklubfodbold skal tage endnu et skridt op ad, kræver det betydelige investeringer, i alt lige fra talentarbejde til egentlige spillerlønninger. Når alt kommer til alt, er størstedelen af spillere nemlig fortsat glade amatører. Og de midler kan, som UEFA's præsident, Michel Platini, sagde det i Aarhus forleden, nu engang kun sikres, hvis de store klubber a la Manchester United, Juventus og Bayern investerer en del af deres afkast fra herrefodbolden i pige-og damefodbolden. Fortsat godt VM.