Kvinder på universitetet

Af klima- og energiminister og minister for ligestilling, Lykke Friis (V)

Bragt i Information d. 30. juni 2011

I Information d. 27. juni kan man læse, at min indsats for at skabe mere ligestilling indenfor forskningsverdenen, har været præget af mere snak end handling.

Jeg vedgår mig gerne at have talt meget om ligestilling på universiteterne, for hvis vi i Danmark skal klare os i den globale konkurrence, har vi ikke råd til at overse forskertalenter – hverken kvindelige eller mandlige.

Men jeg har ikke bare talt om ligestilling, jeg har også handlet. Min opgave som ligestillingsminister er på dette område at sætte fokus på behovet for at skabe mere ligestilling på universiteterne i samarbejde med videnskabsministeren og universiteterne.

For nylig holdt jeg et ligestillingsmøde med universitetsrektorerne, hvor vi diskuterede, hvilke barrierer der er, for at få flere kvinder til at vælge en forskerkarriere. Vi diskuterede bl.a., hvordan man kunne tage højde for orlovsperioder, når forskningsproduktionen skal opgøres. Et andet emne var, hvordan det sikres, at udgifter til barsel ikke rammer nogle afdelinger uforholdsmæssigt hårdt. Her fremhævede Syddansk Universitet, at man har skabt sin egen barselsudligningsordning, der sikrer, at det ikke er en økonomisk belastning for de enheder, der har flest kvinder på barsel. Det er for mig glimrende eksempler på, at gode intentioner og frivillighedens vej virker.

Jeg har således ingen hensigt om at ophæve universiteternes selvstyre, og pålægge dem kvoteordninger. Det er heldigvis heller ikke nødvendigt, for universiteterne har allerede vist, at de selv kan tage ansvaret for at skabe større ligestilling. Et godt eksempel er Københavns Universitet, som har gjort en stor indsats for at øge antallet af kvindelige forskere. De har med en målrettet indsats øget andelen af kvinder blandt de nyansatte professorer fra 15,7 pct. i 2006-2007 til 28,5 pct. i 2008-2009.

Og universiteterne er klar til at gøre endnu mere. Jens Oddershede, der er formand for rektorerne på universiteterne, forsikrede mig på ligestillingsmødet om, at universiteterne prioriterer ligestilling, og at de er klar over, at bolden ligger hos dem. Jeg vil derfor også fremover sætte fokus på, hvordan universiteterne kan arbejde for at skabe øget ligestilling inden for rammen af deres selvstyre, og hvilke resultater deres indsats giver. Det er den opgave, der påhviler en liberal ligestillingsminister – ikke tvang, kvoter og central styring.