Kravet er et Danmark uden fossile brændsler

Af Lykke Friis, klima- og energiminister
Indlæg i Berlingske Tidende 2. januar 2010



1989 risikerer at blive sidste gang, Europa var betydningsfyldt nok til at kunne skrive verdenshistorie.
Fremover vil penne førerne komme fra andre verdenshjørner.

Sådan sagde den britiske historiker Timothy Garton Ash, da han på 20-årsdagen for Berlinmurens fald gæstede København Universitet.

Hvis han også havde lagt vejen forbi Bella Center måneden efter, ville han have fundet ny ammunition til sin tese. På klimatopmødet blev det nemlig endegyldigt cementeret, at efterkrigstidens magtbalance mellem USA og Sovjetunionen ikke blev erstattet af en Pax Americana, men af en verdensorden med mange stormagter.


DEN ULTIMATIVE ILLUSTRATION af dette var, da Kina, Sydafrika, Brasilien og Indien valgte at gå i enerum, og USAs Præsident Obama nærmest måtte gatecrashe deres rådslagning om klimapolitikken.

Og Europa? Ja, vi var slet ikke til stede, da Obama gennemførte de altafgørende forhandlinger med de nye stormagter. Hermed bekræftede klimatopmødet tillige, at Chinmerica ( USA og Kina) eller et stormagts G-5 eller 6, uden Europa, langt fra er science fiction.

Men ikke nok med det. Udover at levere anskuelighedsundervisning i, hvordan den nye verdensorden fungerer, satte topmødet i København også en tyk streg under, at energipolitik er fremtidens storpolitik.

Hvor stormagterne under den kolde krig konkurrerede om at have flest soldater og sprænghoveder, er stabil og billig energi blevet ét af nutidens centrale magtparametre.


HOVEDFORKLARINGEN på dette er, at vi, ikke mindst pga. de nye buldrende økonomier i Asien og den globale befolkningstilvækst, pludselig kan skimte bunden af verdens nuværende energilager.

Afhængigt af, hvilken talknuser man har mest tillid til, har vi olieforsyninger nok til de næste 42 år, gas til de næste 60, mens kul ' først' slipper op om 122 år.

Samtidig forventer Det Internationale Energiagentur, at efterspørgslen efter energi vil være ca. en halv gang større i 2030 i forhold til 2005. Og når energi bliver en mangelvare, ja så rykkes der godt og grundigt rundt på magtfordelingen.

Tag bare, hvad USAs forrige udenrigsminister, Condoleezza Rice, sagde om sin tid i Udenrigsministeriet: »Jeg kan sige jer, at intet har overrasket mig så meget som udenrigsminister som den måde, hvorpå energipolitikken forvrider verdenspolitikken. Den har givet ekstraordinær magt til stater, som bruger den på en ikke særlig hensigtsmæssig måde, og som ellers kun ville have beskeden magt«.


UDEN TVIVL er manglen på energi da også en af årsagerne til, at USAs dage som aleneherskende supermagt er talte. Som én af Rice's forgængere, Henry Kissinger, har påpeget igen og igen, har den stigende oliepris ført til en af »de største overførsler af velstand i moderne historie«.

Da amerikanerne ikke har pengene selv til at betale olielandene i Mellemøsten, har de måttet låne dem i Kina, og hermed er det sket med amerikanernes overlegenhed over for f. eks. Kina.

Dertil kommer, at det voksende gab mellem amerikanernes egne energiressourcer og forbrug er en klods om benet på deres økonomi. Eller som en amerikansk politiker udtrykte det for nyligt:

»Den højeste skat i USA er den, det amerikanske folk betaler til Saudi Arabien og Exxon Mobil. Med en lille investering vil vi kunne producere vor energi her i USA«.


MEN DET ER BESTEMT ikke kun USA, der påvirkes negativt af den svindende energi. Det gør vi i høj grad også i Europa. Også her leverede 2009 et stykke anskuelighedsundervisning.

I januar lukkede russerne for gassen, og når man importerer 60% af sin gas, og over halvdelen kommer fra Rusland, ja så kommer man bogstaveligt talt til at fryse! Selvom mange efter det massive fokus på klimatopmødet nok hellere vil gå over til helt andre punkter på dagsordenen, er der derfor ingen vej uden om: energipolitikken må højt op på Europas to do-liste i 2010.

Energipolitik er i høj grad nøglen til Europas velstand, sikkerhed og indflydelse i verden. Eller for at sætte det yderligere på spidsen:


UDEN STABIL OG SIKKER ENERGI vil vores nationale og personlige frihed komme under pres. Og derfor haster det med handling. Helt ligesom motorvejene, tognettet og telefonlinjerne ikke længere stopper ved de nationale grænser, bør heller ikke energiledningerne gøre det.

De nationale energimarkeder må liberaliseres, og Europa må sætte fuld skrue på energieffektiviteten.

Når alt kommer til alt, er den billigste energi jo den, man ikke bruger. Og hvad der er mindst lige så vigtigt: Europa må i fællesskab investere massivt i forskning i ny grøn teknologi - lige fra vind-over sol til bølgeenergi - så vi slipper for at importere det meste af vor energi. For som Obama allerede så præcist udtrykte det før Københavntopmødet:

»Den nation, der i det 21. århundrede formår at blive verdensleder inden for ren energi, vil være den nation, der bliver ledende i den globale økonomi«.

Fra dansk side skal vi naturligvis lægge os i selen for at præge den europæiske dagsorden. Men vi skal i høj grad også yde en indsats på hjemmefronten.

Allerede i begyndelsen af året lancerer regeringen en energiforsyningsstrategi, og i efteråret kommer Klimakommissionen med et udspil til, hvordan ( og hvornår) Danmark kan blive uafhængig af fossile brændsler.

Såfremt der ikke sker nye fund eller bliver udviklet bedre indvindingsmetoder, risikerer produktionen af dansk olie og naturgas i Nordsøen nemlig allerede om ti år at være halveret i forhold til i dag. Hermed vil vi sandsynligvis ikke længere være selvforsynende med energi og må købe store mængder i udlandet - med negative konsekvenser for vores uafhængighed og vores betalingsbalance til følge.


SAMLET SET er der derfor, udover klimagevinsten, rigeligt med gode grunde til, at vi gør os uafhængige af fossile brændsler. Europa og Danmark står over for en svær, men ikke umulig energipolitisk udfordring.

Evner vi at håndtere den, er der stadig en chance for, at 1989 ikke blev startskuddet på den ' post-europæiske tidsalder', hvor Europas ledere må se passivt til, mens vor velstand, sikkerhed og personlige frihed afgøres af andre magter.