Klimaindsats - uden grænser

04-07-2011

 

Af klima- og energiminister og minister for ligestilling, Lykke Friis (V)

Bragt i Politiken d. 4. juli 2011

MAN KAN ikke fortænke de ihærdige læsere, der stadig hænger ved i Politikens 'skandaleføljeton' om Energistyrelsen og en plantage i Malaysia, hvis de undrer sig. Dag efter dag bringer Politiken detaljetunge artikler med en række nye anklager. Det har blandt andet ført til, at enkelte folketingsmedlemmer har bedt mig om endnu en redegørelse. Den er nu under udarbejdelse. Mens vi venter, kan de, der gerne vil have en foreløbig status, besøge Energistyrelsen på www.ens.dk.

I mellemtiden vil jeg gerne knytte et par kommentarer til Politikens leder 29.6. Politikens politiske dagsorden handler om, at vi alene skal føre klimapolitik inden for landets grænser. Derfor kritiserer avisen selve Kyoto-aftalens regler om, at ilande må gennemføre CO2-projekter i ulande. Det er udtryk for »aflad«, hvor Energistyrelsen fungerer som »amatøropdagelsesrejsende«, der med vold og magt forsøger at godkende nogle klimaprojekter, så Danmark kan undgå at reducere drivhusgasserne herhjemme.

Ja, ifølge lederskribenten reduceres hele Danmarks klimapolitik til »grønt kreditfusk«. Nu må Politiken naturligvis mene om de såkaldte CDM-projekter, hvad den vil. Men her dog et par faktaoplysninger til læserne.

Tanken bag projekterne er, at vi skal reducere CO2 der, hvor det er til størst gavn for klimaet.

Klimaet er som bekendt ligeglad med, hvor reduktionen gennemføres; blot den sker. Og det danske klimaengagement i ulande giver sort på hvidt-dokumenterede drivhusgasreduktioner og skubber også i retning af en mere bæredygtig udvikling.

Reduktionerne fra projekterne indgår i det danske klimaregnskab, men før det kommer så vidt, er der en grundig proces, hvor projekterne ned til mindste detalje skal godkendes af FN. Sidenhen skal hver enkelt reduktion måles, dokumenteres og veri-ficeres. En væsentlig parameter i denne godkendelsesproces er at sikre, at projekterne bidrager med noget ud over det, som landene ville have gennemført alligevel, og at alle reduktioner faktisk har fundet sted.

Rent bortset fra det skulle det vist være de fleste bekendt, at Danmarks klima-og energipolitik under alle omstændigheder langt fra kun foregår i udlandet. I februar fremlagde regeringen en energistrategi, der har som målsætning, at Danmark skal blive uafhængig af fossile brændsler. Vi er den første regering i verden, der fremlægger et så konkret svar på, hvordan vi når uafhængighed af fossile brændsler.



Kontakt
Jesper Bülow ZølckPressesekretær
Jesper Zølck Felbo
+45 50 87 48 81
jebzo@kemin.dk