Kampen for verdens kvinder er ikke slut endnu

For nøjagtig 30 år siden satte tusindvis af kvinder fra hele verden deres markante og farverige præg på det københavnske gadebillede.
I to juliuger i 1980 indtog kvinderne byen med spontane happenings og demonstrationer, fotoudstillinger og filmfestival samt andre kulturelle arrangementer med spot på kvinders rettigheder i verden. Anledningen var FN's 2. verdenskonference for kvinder.

Og kvinderne havde meget at fejre. Ved konferencen skulle deltagerne underskrive den såkaldte Cedaw-konvention, også kaldet kvindekonventionen.

Konventionen, som altså nu har 30 år på bagen, forpligter de stater, der har tiltrådt konventionen, til at arbejde for at afskaffe alle former for diskrimination af kvinder.

Samtidig skal staterne sørge for, at kvinder er garanteret en række grundlæggende rettigheder på det politiske, sociale, kulturelle og økonomiske område.

Kvindekonventionen er den konvention, som flest af FN's medlemsstater har tiltrådt, men det er også den konvention, hvor flest lande har taget forbehold over for én eller flere bestemmelser.

Det siger meget om, at kvinders rettigheder er et område, som rigtigt mange lande grundlæggende støtter, men som samtidig indeholder markante stridspunkter.

Når man ser ud i verden, kan man da også med al tydelighed konstatere, at der er lande, hvor man ikke vil eller ikke formår at leve op til kvindekonventionen.

Sundhedsydelser
Der er for eksempel stadig alt for mange kvinder i verden, der ikke kan bestemme over deres egen krop, for eksempel i forhold til hvor mange børn de vil have og med hvem.

Alt for mange kvinder har i dag ikke adgang til de fornødne sundhedsydelser, når de skal føde.

Syd for Sahara dør 1 ud af 16 kvinder i barselssengen.

Og så er der de mange piger, der slet ikke ser dagens lys - eller ryddes af vejen umiddelbart efter deres fødsel, fordi de regnes som mindre værdifulde for familien end drenge.

Selv inden for EU har medlemslandene svært ved altid at nå til enighed om, hvor langt man skal gå for at sikre, at kvindekonventionen overholdes. Danmark har dog i alle årene markeret sig ved at gå foran.

Det skal og vil vi blive ved med.
Og det gælder ikke kun i forhold til seksuelle og reproduktive rettigheder.

Der er også store udfordringer, når det kommer til at sikre, at verdens kvinder kan leve i frihed og have samme muligheder som mænd på en lang række områder inden for f. eks. familie-og arbejdsliv, politisk repræsentation og økonomisk uafhængighed.

Danmark i teten
Der er foreløbig ikke en ny verdenskonference for kvinder på programmet, bl. a. fordi man er bange for, at splittelsen i dag vil være større, end da man sidst nåede til enighed om en handlingsplan i Beijing i 1995.

Det vidner om, at der nu og her er behov for, at de lande, der er kommet længst med ligestilling, går foran og tager teten. Det vil Danmark blandt andet gøre i den nye FN-kvindeorganisation, der ser dagens lys den 1/ 1 2011.

Vi skal ikke bare vise, at det kan lade sig gøre, men også at det er en kæmpe gevinst for et samfund, når kvinder og mænd er ligestillede.

Og vi skal støtte kvinders frihedsrettigheder de steder på jorden, hvor de knægtes.

Vi skal holde fast i, at religiøse og kulturelle forskelle aldrig må bruges som undskyldning for at undertrykke og mishandle verdens kvinder.