Gæld skal jo betales tilbage

Af klima- og energiminister og minister for ligestilling, Lykke Friis (V)

Bragt i Berlingske d. 11. juni 2011

Da de portugisiske vælgere forleden gik til valgurnerne, var det under større international mediebevågenhed nogen sinde siden valgene efter Nelikerevolutionen i 1974. Landet er i dyb økonomisk krise, og valget handlede derfor om, hvordan krisen skulle håndteres.

Hvem skal føre landet gennem den økonomiske hestekur, der nu skal gennemføres? Den slags spørgsmål er ikke længere kun et nationalt anliggende. Det er for længst blevet noget, man interesserer sig for verden over - og i særdeleshed på de internationale finansmarkeder, hvor man jo hele tiden skal forholde sig til, hvor man vil investere sine penge. Helt naturligt dækkede både Financiel Times og amerikanske Wall Street Journal valget ganske indgående, naturligvis med fokus på hvordan de forskellige partier vil håndtere krisen. Der tales helt åbent om, at uden meget drastiske reformer, vil landet gå bankerot. Det store spørgsmål er: Tør man låne penge ud til Portugal? Spørgsmålet er særdeles relevant. Det handler nemlig om, hvor vidt finansmarkederne har tillid til økonomien - eller rettere - om de har tillid til den økonomiske politik, der føres. Og regnestykket er enkelt: Jo mindre tillid, jo højere rente. Meget lig hvordan det er, når vi selv låner penge i banken. Den store forskel er, at når finansmarkederne mister tilliden til et lands økonomiske politik, er konsekvenserne enorme for hele befolkningen.

HERHJEMME ER SITUATIONEN langt fra så alvorlig som i Portugal. Vi er kommet helskindet gennem krisen og for syvende måned i træk falder ledigheden.

I dag er der færre arbejdsløse i Danmark end der på noget tidspunkt var i 90erne.

Men der er alligevel lighedstegn. For danskerne skal også vælge mellem to veje, når der senest til november skal være folketingsvalg. Den ene vej er regeringens vej. Den handler om at sikre, at vi også på længere sigt har råd til de ting, vi sætter mest pris på ved - i tide - at gennemføre de nødvendige reformer og prioriteringer. Det har vi gjort med genopretningspakken og med aftalen om tilbagetrækningsreformen.

Vi har også klart sagt, at der er brug for at holde igen i den offentlige sektor, hvor det offentlige forbrug er steget voldsomt de seneste årtier. Resultatet er, at vi i dag har verdens forholdsmæssigt største offentlige sektor.

Den anden vej er den såkaldte ' Fair løsning 2020'.

Socialdemokraternes og Socialistisk Folkepartis plan indeholder ikke reformer, men består i stedet af en lang række ganske ukonkrete finansieringsmuligheder.

F. eks. skal vi alle arbejde de berømte 12 minutter mere hver dag, men intet om hvordan det skal ske. Det får vi først at vide efter valget.

Derudover skal der bruges en hel masse penge.

Tanken synes at være, at jo flere penge man bruger, jo rigere bliver man. Det lyder overordentligt sympatisk - mon ikke vil alle ville ønske at det forholdt sig sådan? Men realiteten er, at hvis man bruger penge, man ikke har, skal man låne. Og gæld skal jo betales tilbage på et tidspunkt. Med renter. Ifølge socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti vil det øgede forbrug give overskud. Det er ikke så sært, at det er svært at finde anerkendte og uafhængige økonomer, der vil skrive under på den plan.

DET MEST KONKRETE i den røde plan er en lang række skatte-og afgiftsstigninger. Alt det, der ikke lyder godt, skal beskattes hårdere. De ' rige' skal betale ( endnu) mere, lastbilerne og bilisterne skal betale endnu mere. Flypassagerne skal betale en særlig ekstraafgift. Dem, der spiser usund mad, skal betale mere. Rygerne får et ordentligt smæk osv.

Der er pudsigt at de fleste af disse mange nye skatter og afgifter skal indføres for at ændre vores forbrugsvaner. Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti vil have os til at droppe bilen til fordel for toget, droppe flyveren til fordel for toget, droppe smøgerne osv. Men de budgetterer alligevel i stor stil med indtægterne fra alle disse nye skatter og afgifter?

Vi skal altså både lade bilen stå og betale 2 mia. kr. om året for at køre fra omegnskommunerne ind til København. Hvordan hænger det sammen? Det får vi først af vide efter valget.

MEN SOM SAGT, det handler om tillid. Først og fremmest hvem vælgerne har tillid til, men også om, hvilken økonomisk politik finansmarkederne har tillid til. Tænk på, at blot en stigning i det danske renteniveau på ét procentpoint, koster op imod 30.000 arbejdspladser, fordi det bliver dyrere for virksomhederne at låne. Dertil kommer, hvad det koster for boligejerne.

Over det meste af Europa har vi set, at svarene på den økonomiske krise har været reformer og mindre offentligt forbrug. Stort set alle europæiske regeringer har erkendt nødvendigheden af disse tiltag, selvom de naturligvis sjældent er populære.

Og vælgerne i Portugal? De valgte også reformvejen.

De stemte for en ny centrum-højre regering, der allerede har gjort det klart, at fremtiden byder på reformer.