En fælleseuropæisk mindedag

Af klima- og energiminister og minister for ligestilling, Lykke Friis (V)

Bragt i Berlingske d. 13. august 2011

Den 13. august 1961 havde Regina fra Østberlin sat en klassekammerat stævne. Efter de veloverståede skriftlige eksaminer var tiden nu kommet til at forberede de mundtlige prøver for at få studentereksamen i hus.

Nattesøvnen blev imidlertid forstyrret af et telefonopkald fra en anden vordende student. »Grænserne er ved at blive lukket; og denne gang er det altså alvor«. Intet mindre end 20.000 sikkerhedsfolk havde siden midnat været i gang med at rulle kilometervis af pigtråd ud, der ganske ironisk var blevet importeret fra Vesttyskland. Grænselukningen var DDR-ledernes forsøg på at sætte en stopper for den masseflugt, der i de senere år havde præget Østtyskland.

Med et indbyggertal på 17 millioner kunne DDR ganske enkelt ikke holde til, at 250.000 borgere hvert år i perioden 1955-1961 stemte med fødderne og vendte bonde-og arbejderstaten ryggen. Situationen blev ikke mindre prekær af, at det i høj var den yngre generation -lige fra den faglærte arbejder til lægen -der ville prøve lykken i Vesten.

For gymnasiekammeraterne var lukningen af grænsen mellem Øst-og Vestberlin intet mindre end en katastrofe. Som børn af præster eller det såkaldt bedre borgerskab havde kommunistregimet stemplet dem som »politisk utilregnelige« og forment dem adgang til et gymnasium i Østberlin. De er derfor tvunget til at gå på gymnasiet i Vestberlin, hvor bystyret har oprettet særlige »østklasser«. Men med grænselukningen hænger studentereksamen pludselig i en tynd tråd, og klassekammeraterne konfererer hektisk med hinanden og ikke mindst med deres lærere i Vestberlin. Efter en vis research viser det sig, at vestberlinere fortsat kan passere grænsen, blot de fremviser et gyldigt identitetskort.

Trods fare for årelang fængselsstraf vælger Regina at tage imod lærernes tilbud om at smugle en vesttysk gymnasiekammerats identitetskort over grænsen, og den 16. august ' 61 lykkedes det hende at komme over til Vestberlin. Blot få uger efter består hun studentereksamen. Til gengæld går der fem år, før hun igen ser sine forældre.

HISTORIEN OM REGINA fra Bertha-von-Suttner-Oberschule er blot én af de utallige menneskeskæbner, som i dag vil blive trukket frem på 50 års dagen for Berlinmurens opførelse. Hele 136 østtyskere måtte lade livet ved muren i forbindelse med flugtforsøg, 75.000 flugtforsøg blev forpurret, mens utallige familier måtte opleve, hvordan det fra den ene dag til den anden var sket med familiefester eller blot almindelig familiehygge. Hvor 20-året for Berlinmurens fald i 2009 var en fælles jubeldag for det nye, forenede Europa, fremstår dagens jubilæum som en fælles mindedag for kommunismens ofre i Østtyskland og resten af det tidligere Østeuropa.

I dag vil man således hverken kunne opleve farvestrålende dominobrikker vælte eller amerikanske Bon Jovi rocke ved Brandenburger Tor. I dag vil der snarere blive nedlagt kranse til afdæmpede toner af klassisk musik.

I Danmark vil 50-året også blive mindet; bl. a. på Koldkrigsmuseet ved Langelandsfortet, hvor museet, som det første i Skandinavien, vil kunne præsentere en hel sektion af Berlinmuren. Ironien ved de mange markeringer er svær at overse. Officielt opførte DDR-lederne Walter Ulbricht og Erich Honecker muren for at livstidsforsikre det socialistiske regime og beskytte det mod »de revanchistiske og militaristiske kræfter i Vesttyskland«. I dag er muren imidlertid den bedste garanti for, at socialismens rædsler ikke går i glemmebogen. Som præsident John F. Kennedy formulerede det i sin berømte »Ich bin ein Berliner-tale« i 1963: »Et liv i frihed er ikke let, og demokratiet er ikke fuldkomment. Men vi har aldrig været tvunget til at bygge en mur for at holde på vores folk og forhindre dem i at tage et andet sted hen.« AT DET ER værd at mindes vores fælles historie mærkes måske allertydeligst, når man står med en teenager ved Brandenburger Tor, der pludselig spørger, om det egentlig var Vest-eller Østtyskland, der opførte Muren. Og hvem kan egentlig fortænke post-89-generationen i, at den har svært ved at forholde sig til, at den funklende Friedrichstrasse engang var barndommens gade for unge med vidt forskellige udgangspunkter? I den ene ende af gaden voksede unge op med demokrati, USA, EF, Costa del Sol, Folkevogn og McDonald's. I den anden ende var det kommunisme, Sovjetunion, Comecon, Sortehavet og rødbedesuppe, der var på programmet.

Som Vesttysklands tidligere præsident og tidligere overborgmester i Vestberlin Richard von Weizsäcker mindede os alle om, da han gæstede i Danmark i forbindelse med 20-års jubilæet for Berlinmurens fald, gælder det om »ikke at lukke øjnene for fortiden«. For gør man det, bliver »man blind for nutiden«. REELT ER DAGEN i dag derfor også en god anledning til at minde hinanden om, at ' 89 desværre ikke udløste en ny guldalder for demokrati på verdensplan.

Markedsøkonomi og demokrati var ikke som siamesiske tvillinger, og den uafhængige organisation Freedom House har i januar i år, for femte år i træk, konstateret, at demokratiet er på tilbagetog. At kampen for demokrati netop ikke er afsluttet, fik jeg i år selv for alvor under huden, da jeg i juni besøgte den demilitariserede zone i Korea med al den dertilhørende groteske grusomhed, som i Europa for længst er blevet historie. En samtale med den sydkoreanske udenrigsminister satte kun trumf på: »Min fars familie bor i Nordkorea, men jeg ved faktisk ikke, hvor mange af mine onkler og tanter der er i live. Men vi har lige været i Berlin. Og den tyske regerings budskab var ikke til at tage fejl af - I kan ligeså godt begynde at forberede jer på genforeningen nu. For læren af den tyske efterkrigstidshistorie er, at gennembruddet kommer, når man mindst venter det.