Den ekstreme olie

Kommentar af Lykke Friis i Berlingske Tidende, søndag den 20. juni 2010

Selvom vi i Danmark kun borer på 30-40 meter dybde og ikke på de ca. 1.500 meter, som de gør ud for Louisiana, var den mentale afstand mellem Nordsøen og Den Mexicanske Golf ganske begrænset. For hvad betyder oliekatastrofen for verdens – og ikke mindst – Danmarks energipolitik?

Lad det være sagt med det samme: Deepwater Horizon-katastrofen er, i al sin tragedie, symptomatisk for vores dybe afhængighed af fossile brændsler.

Mens der er udsigt til, at udbuddet af fossile brændsler vil mindskes de kommende år, vil efterspørgslen efter fossil energi fortsat stige på verdensplan. Det internationale energiagentur forventer således, at verdens energiforbrug vil stige med 40 pct. frem mod 2030.

Konsekvensen er lige så oplagt, som den er skræmmende: Olieselskaberne må ty til mere og mere ekstreme indvindingsmetoder, i deres jagt på olie. Og det er ikke kun BP, der gennemfører boringer på mere end en kilometer under vandets overflade. Det ser vi også i Canada, og særligt i den såkaldte gyldne trekant mellem den Mexicanske Golf, Brasilien og de vestafrikanske olieproducerende lande som fx Angola og Nigeria, hvor jagten efter olie på dybt vand, forventes at stige betydeligt. Tilsvarende kæmper olieselskaber i fx Canada med at indvinde olie fra tjæresand – en indvindingsmetode, der kræver dobbelt så megen energi som den klassiske boremetode på land.

Olien flytter magt

Olieindvinding i USA er nærmest blevet en eksistentiel trussel mod miljøet, og import udefra truer USA's langsigtede interesser og ikke mindst sikkerhed. Ikke alene sender USA hver dag ca. 1 mia. dollar ud af landet for at de mange bilmotorer, husholdninger og industrimaskiner kan snurre; størstedelen af pengene sendes sågar til lande, hvor menneskerettigheder, demokrati og personlig frihed ikke er i høj kurs.

Det er efterhånden mange år siden, at tidligere udenrigsminister Henry Kissinger slog fast, at USA’s olieafhængighed resulterede i den største magtoverførsel i historien fra én region til én anden. Den amerikanske afhængighed af olie har dermed i sig selv været med til at gøre Mellemøsten til en magtfaktor.

Den erkendelse har for alvor bredt sig til det ovale værelse. Nu taler Obama om, at USA skal kvitte de fossile brændsler, men den slags tanker er langt fra kun et amerikansk fænomen. Tag bare Kina. Ganske vist holder kineserne fast i kul, men de er i fuldt sving med at forberede en energiplan, der har stor fokus på, at Kinas ”energiforsyning skal være dér, hvor man kan sætte sin fod på den”, dvs. i Kina. Allerede i dag importerer Kina mere olie fra Saudi Arabien end USA, og om nogle år vil landet importere en højere procentdel af sin olie end USA – til skade for landets økonomi og ikke mindst forsyningssikkerhed. For hvad gør Kina, hvis den olie, som landet er så afhængig af, pludselig ikke kan komme igennem fx Malacca strædet?

Set fra Danmark er både meldingerne fra USA og Kina uhyre interessante. Helt ligesom stormagterne må vi ikke bringe os i en situation, hvor vi tvinges til at gå efter den ekstreme olie – med store potentielle omkostninger for miljøet. Ej heller må vi bringe os i en situation, hvor vi i stigende grad skal importere olie fra lande, med styreformer og værdier, der ligger meget langt fra vores.

Grøn energi er fremtiden

Begge disse forhold understreger, hvorfor det er så vigtigt, at vi omstiller os til at blive uafhængige af fossile brændsler. Og hvorfor regeringen i denne valgperiode agter at fremlægge en plan for, hvordan Danmark som ét af de allerførste lande i verden kan blive uafhængig af fossile brændsler.

Den omstilling vil ikke være gratis. Men Deepwater Horizon har om noget vist os, at status quo er en illusion. Vi kan ikke bare fortsætte som hidtil. Prisen for vedvarende energi – lige fra havvindmølleparker til varmepumper – skal derfor altid sættes i relation til den stigende oliepris og de voksende omkostninger, både miljø- og udenrigspolitiske, der er forbundet med at være afhængig af olie. Det er også klart, at omstillingen vil tage tid. Vi vil, både i morgen og om ti år, fortsat bruge og producere olie, og det skal vi naturligvis gøre under ordentlige sikkerhedsmæssige forhold.

 Men der er også en anden lære: Obamas tale understreger, at de dage, hvor Danmark (og for den sags skyld Europa) kunne have ”grøn energi” som en stærk erhvervspolitisk niche, er talte. I de kommende år vil vi opleve en massiv satsning fra USA's og Kinas side på udvikling af vedvarende energi og intelligente elsystemer. For Danmark og Europa betyder det store nye afsætningsmuligheder; men det betyder også, at vi skal arbejde hårdere for at fastholde og opnå nye styrkepositioner.

Eller som Obama sagde det i sin tale: "I årtier har vi snakket og snakket om behovet for at afslutte USA's århundredelange afhængighed af fossile brændsler…nu er tiden kommet til at omfavne en fremtid med ren energi".