Demokratisk recession

»Problemet med den tid, vi lever i er, at fremtiden ikke er, som den plejer at være«.

Sådant lyder et klassisk bonmot fra den franske lyriker Paul Valéry. Budskabet blev til fulde bekræftet, da den uafhængige tænketank, Freedom House, i sidste måned offentliggjorde sin årlige "demokrati-temperaturmåling".

I modsætning til hvad mange forudsagde i jubelåret 1989, går demokrati og liberale værdier langt fra sejrsgang over hele kloden.

Freedom House inddeler verdens lande i tre kategorier: "fri", "delvis fri" og "ikke fri", som udtryk for, hvor demokratisk styreformen er, og i hvor høj grad menneskerettighederne respekteres.

Ifølge Freedom House oplever verden i øjeblikket den længste sammenhængende nedgangsperiode for demokrati og frihedsrettigheder i de seneste 40 år, og den mest dominerende trend de senere år er flere begrænsninger af de helt fundamentale frihedsrettigheder, bl. a.
ytringsfrihed.

I praksis er vi dermed vidne til det, som Larry Diamond, fra det anerkendte Stanford Universitet, kalder »demokratisk recession.« Udviklingen er bekymrende.


Et globalt energikapløb

Først og fremmest fordi de basale menneskerettigheder er og burde være for alle, ikke kun for europæere, amerikanerne og befolkningen i nogle håndfulde andre lande verden over.

Samtidig er vi vidne til et veritabelt globalt energikapløb. Et kapløb, der er skabt af to forhold. Det ene handler om, at verdens befolkning er kraftigt stigende. I 1900 var jorden beboet af ca. 1,5 mia.

mennesker. I 2000 var indbyggertallet vokset til ca. 6 mia., og i 2050 vil vi angiveligt være hele 9 mia. mennesker. Flere mennesker er lig behov for mere energi. Også fordi flere og flere efterspørger produkter og en livsstil, der kræver mere energi.

Kineserne og inderne vil også have biler, køleskabe og ferierejser, nøjagtigt ligesom vi har været forvænt med i mange år på vores breddegrader.

Tænk blot på den indiske bilpark. Hvis inderne skal have en bilpark, der er forholdsmæssigt lige så stor som den amerikanske, skal de, ifølge beregninger fra Verdensbanken, have næsten 500 mio. biler. I 2005 havde inderne i alt 9 mio. biler!


Fossile brændsler langt fra uendelige

For det andet er verdens reserver af fossile brændsler langt fra uendelige.

Med mindre vi sadler om, vil vi i følge det Internationale Energiagentur ikke kun opleve stigende globale temperaturer. Det stærkt voksende energiforbrug vil også betyde kraftigt stigende og mere ustabile priser på især olie.

Det betyder også større energiregninger og tab af velfærd i vores samfund.

Konsekvensen er, at tidligere tiders våbenkapløb er blevet erstattet af et mindst lige så intensivt kapløb om verdens ressourcer.

Hvor statsledere tidligere sad bøjet over store landkort og benyttede små flag til at markere diverse geografiske landvindinger, markerer de nu med næsten samme ildhu adgang til oliefelter og gasledninger.

Et godt eksempel er Afrika, der i dag står for anslået ti procent af verdens olielager. I de senere år har især USA, Kina, Indien men også Europa konkurreret om at få adgang til Afrikas olieressourcer.


Skillelinje mellem eksporterende og importerende lande

Tidligere kunne verden deles op mellem de to supermagter, Sovjetunionen og USA. I dag løber skillelinjen mellem de lande, der sidder på verdens energiressourcer og de, der må ty til import. Ifølge USA's tidligere udenrigsminister Henry Kissinger er det, vi er vidne til, intet mindre end den største overførsel af velfærd nogensinde. Alene sidste år tjente de 13 OPEC-lande 1.000 milliarder dollars på olien.

Og her kommer vi så til den helt centrale pointe: der er et næsten uhyre præcist overlap mellem de lande, der har energi og de, der af Freedom House fremhæves som "ikke frie" eller "delvist frie". Tag bare verdens oliereserver og olieproduktioner.

De befinder sig i lande som Saudi Arabien, Nigeria, Iran og Venezuela. Det samme billede ser vi i forhold til naturgassen.
Langt over halvdelen af verdens kendte gasreserver befinder i lande, der af Freedom House betegnes som "ikke frie".

Billedet er entydigt: Ingen af landene med de store olie-eller gasforekomster falder ind under Freedom House' kategori "fri". Enkelte af landene falder ind under kategorien "delvis fri", mens resten - langt størstedelen - benævnes "ikke fri".

Vores afhængighed af olie og gas har altså reelt gjort os afhængige af en række lande, som ikke deler vores syn på demokrati og menneskerettigheder.


EU skal skifte spor

Læg dertil, at Europa-kommissionen forudser, at med mindre EU skifter afgørende spor vil EU landene skulle importere over 90 pct. af deres olieforbrug og mere end 80 pct. af gasforbruget i 2020.

Svaret på udfordringen burde ligge ligefor. Vi bliver simpelthen nødt til at udskifte vor import af fossile brændsler med vedvarende energi.

Eller som den amerikanske senator Richard Lugar allerede udtrykte det for nogle år siden: »Uden revolutionære ændringer i energipolitikken risikerer vi mangfoldige katastrofer. som vil begrænse vor levestandard, underminere vore udenrigspolitiske mål og efterlade os særdeles sårbare over for intriger fra »slyngelstater"«.


Danmark bliver snart nettoimportør

Kort sagt: Energipolitik er langt fra kun et økonomisk eller for den sags skyld klimapolitisk anliggende; det er fremtidens sikkerhedspolitik, der i høj grad også kommer til at afgøre, hvilke værdier og dermed lande, der for alvor vinder frem i den kommende tid.

I Danmark er der god grund til at skrive sig denne lære bag øret. Vi står nemlig over for intet mindre end et sporskifte i dansk energipolitik.

Hvor vi siden 1997 har hørt til den gruppe lande, der er nettoeksportører af energi, rykker vi allerede i 2012 over i gruppen af lande, der ikke er selvforsynende med energi. Det skyldes, at produktionen fra vore olie-og gasfelter i Nordsøen falder i disse år. Faktisk er det fem år siden, at produktionen af olie i den danske del af Nordsøen, toppede.

Allerede i dag køber vi store mængder olie og gas i udlandet.
Den slags handles flittigt på tværs af landegrænser. Det er derfor ikke i sig selv et problem, at vi skal importere fossile brændsler, ligesom det heller ikke er en garanti for høj forsyningssikkerhed, at et land har en stor egenproduktion af energi.

Det skyldes, at vores energiforsyning er forbundet til de internationale energimarkeder, hvor olie og gas handles frit.
Men det ændrer ikke ved, at det er en central sikkerhedspolitisk problemstilling, at vi, når vi bliver nettoimportører, bliver langt mere afhængige af de lande, der sidder på olie-og gasforekomsterne. Vi mister handlefrihed og sender reelt både penge og magt til de lande, der har olien og gassen.

Samtidig er olieproduktionen i Nordsøen i dag en ganske lukrativ forretning for Danmark. Eksporten gavner betalingsbalancen, og skat på olieproduktionen gavner statskassen.

Det er således også en samfundsøkonomisk udfordring for os, at vi snart bliver nettoimportør.


Mere vedvarende energi og energieffektivitet

Og energi koster. Siden slutningen af 1980' erne har det kostet samfundet omkring 5-6 pct. af bruttonationalproduktet at opretholde en sikker energiforsyning.

Selvom det ikke er småpenge, vi taler om, er det dog kun en brøkdel af, hvad det kostede os efter den anden oliekrise. Den gang, i begyndelsen af 1980' erne, kostede energiforsyningen det danske samfund hele 14 pct. af bruttonationalproduktet.
I regeringen har vi derfor taget fat på opgaven med at gøre Danmark uafhængig af fossile brændsler.

Første skridt tages i foråret med bl. a. en energiforsyningsredegørelse, hvor regeringen skitserer situationen og udfordringerne. Den følges op i efteråret med Klima-Kommissionens rapport, der vil fungere som oplæg til, hvordan og hvornår Danmark kan blive uafhængig af fossile brændsler.

Vejen derhen vil uden tvivl være særdeles udfordrende. Men i modsætning til mange andre lande, har Danmark én gang før vist, at det rent faktisk er muligt at omlægge energipolitikken. Det gjorde vi nemlig efter oliekrisen og de mange konflikter i Mellemøsten i 1973. Dengang udgjorde importeret olie langt størstedelen af vores energiforbrug og vedvarende energi fyldte intet.

I dag er vi blandt de førende lande i verden, både når det gælder vedvarende energi og energieffektivitet.

Og det er lige præcis de værktøjer, vi også skal gøre brug af i bestræbelserne på at blive uafhængige af fossile brændsler. Vi skal producere langt mere vind-og solenergi.

Vi skal bruge mere biomasse, og vi skal blive endnu bedre til at udnytte energien intelligent og effektivt.

Hvis vi evner det, vil det endnu engang bekræfte budskabet om, at »fremtiden ikke er, som den plejer at være«. Faktisk vil det for Danmarks vedkommende i givet fald vise sig, at fremtiden er grønnere.