Vedvarende energi
udleder ikke CO2 eller andre drivhusgasser. Vindkraft og biomasse
er blandt de vigtigste kilder til vedvarende energi i Danmark. Læs
om vedvarende energi i Danmark og om tilskud til vedvarend
energi.
I Danmark er
biomasse og vindkraft de vigtigste kilder til vedvarende energi. I
modsætning til fossile energikilder som olie, gas og kul, medfører
udnyttelsen af vedvarende energi ikke udledning af C02 til
atmosfæren.
Vedvarende energi nedbringer dermed Danmarks udledning af
drivhusgasser og medvirker til at virkeliggøre visionen om, at
Danmark på langt sigt skal være uafhængig af fossile brændsler.
Samtidig bidrager en dansk produktion af vedvarende energi til
energiforsyningssikkerheden.
Vindkraft og biomasse
Den danske vedvarende energiforsyning
kommer først og fremmest fra biomasse, vind og biogas. Vedvarende,
geotermisk energi og direkte solenergi har efterhånden en voksende
betydning i praksis, mens vedvarende bølgeenergi og andre former
for energi, der genereres fra havet, endnu kun findes på
forsøgsbasis.
Den mest betydningsfulde kilde til vedvarende energi er vindkraft,
der udgjorde 18,3 procent af den samlede energiforsyning i 2008,
svarende til 68,5 procent af den samlede vedvarende
energiforsyning. Biomasse som f.eks. består af halm, træ og
bio-nedbrydeligt affald, udgjorde 7,7 procent af den samlede
energiforsyning i 2008.
I 2008 var den samlede udnyttelse af vedvarende energi i Danmark
140 Peta Joule (PJ). Det svarer ca. til opvarmningen af 1,4
millioner parcelhuse.
Video: Se filmen "Wind
Power - How to Combat Climate Change" om vindenergi i
Danmark.

Se mere om filmen på
www.thedanishwindcase.com
Vedvarende energi i Danmark
Andelen af vedvarende energi er
siden 1980 vokset betydeligt. Det er især siden 1990 at forsyningen
af vedvarende energi er taget til. I 2008 antog Energistyrelsen at
vedvarende energi udgjorde 16,5 procent af det klimakorrigerede
bruttoenergiforbrug mod 6,1 procent i 1990.
Ser man alene på elforsyningen var andelen af vedvarende energi i
den danske elproduktion til anvendelse i Danmark i 2008 26,7
procent. Heraf bidrog vindkraft alene med 18,3 procent. Danmark har
i dag installeret 3.166 MW vindkraft, hvoraf 424 MW er vindmøller
placeret til havs (september 2009).
Tilskud til vedvarende energi
Der gives et tilskud til
produktion og udvikling af vedvarende energi. Energinet.dk er
pålagt at opkræve en afgift - kaldet PSO - hos forbrugerne via
elregningen. Forkortelsen PSO – står for public service
obligations. PSO bruges til forskning og udvikling samt tilskud til
miljøvenlig elproduktion. Vil du vide mere om hvordan der gives
tilskud til produktionen og udviklingen af vedvarende energi, se www.ens.dk eller www.energinet.dk
Klima- og Energiministeriet støtter også forsknings- og udviklingsprojekter indenfor
vedvarende energi gennem blandt andet det Energiteknologiske
Udviklings- og Demonstrationsprogram (EUDP).
Se links til højre hvis du ønsker at vide mere specifikke
oplysninger om anvendelsen af vedvarende energi i den danske
energiforsyning.