Billede af flaring fra olietårn

Olie- og naturgasindvinding

21-02-2012

Indvinding af olie og naturgas i Nordsøens undergrund gør Danmark til energieksportør og har i 2008 lagt 35,9 mia. kr. i statskassen

For at kunne efterforske og indvinde olie og naturgas kræves en tilladelse i henhold til Undergrundsloven. Gennem en sådan tilladelse eller koncession opnår et eller flere selskaber rettigheden til efterforskning og indvinding inden for et defineret område. I Danmark tildeles koncessioner normalt ved udbudsrunder og ved en Åben Dør procedure, som gennemføres af Energistyrelsen.

Produktion
I 2008 blev der produceret ca. 16,7 mio. m3 olie og ca. 9,9 mia. Nm3 naturgas i den danske del af Nordsøen svarende til i alt ca. 1100 PJ. Med 1100 PJ kan man opvarme ca. 11 mio. almindelige parcelhuse.

Olie og naturgasproduktionen i Nordsøen kan altså dække mere end det danske energiforbrug på 874 PJ (2007). Danmark er dermed ikke blot selvforsynende men også nettoeksportør af energi.

Statens indtægter og Nordsøaftalen
Staten får betydelige skatteindtægter som følge af energiindvindingen via Nordsøaftalen, som blev indgået i september 2003 med A.P.Møller Mærsk om en fortsættelse af Eneretsbevillingen frem til 2042. Produktionens samlede værdi var i 2008 67 mia. kr., hvilket gav staten en indtægt på ca. 35,9 mia. kr.

Selvforsyning forventes 20 år frem
Den seneste prognose viser, at med de kendte reserver kan Danmark opretholde sin selvforsyning med både olie og naturgas i endnu ca. 10 år. På baggrund af historiske erfaringer ventes dog, at anvendelse af innovativ indvindingsteknologi og flere fund fra efterforskning kan opretholde Danmarks selvforsyning i yderligere 10 år for både olie og naturgas.