Billede: Vision og strategi

Vision og strategi for Klima- og Energiministeriet

11-11-2009

Klima- og Energiministeriet arbejder for et drivhusgasneutralt samfund med en stabil og effektiv energiforsyning

Ministeriet har en vision om:

Det drivhusgasneutrale (verdens)samfund med stabil og effektiv energiforsyning, som er rustet til at imødegå de uundgåelige klimaforandringer.


Samfundsopgaver

Visionen udspringer af de fire overordnede samfundsopgaver, som ministeriet er sat i verden for at løse, understøttet af en femte, organisatorisk målsætning: 

1. Energiforsyning og -effektivitet
Klima- og Energiministeriets opgave er at sørge for en sikker, bæredygtig og effektiv produktion, distribution og anvendelse af energi i hele det danske samfund
 
2. Reduktion og tilpasning
Klima- og Energiministeriet arbejder for at reducere udledningen af drivhusgasser både nationalt og internationalt samt for at tilpasse det danske samfund til de globale klimaforandringer
 
3. Viden og forskning
Varetagelsen af Danmarks klima- og energipolitik kræver et højt fagligt niveau og gør forskning og udvikling til helt centrale instrumenter i ministeriets arbejde

4. Ydelser til omverdenen
Som offentlig myndighed fungerer Klima- og Energiministeriet som rådgiver og serviceorgan for borgere, virksomheder og offentlige institutioner på klima- og energiområdet

5. En leveringsdygtig organisation
En velfungerende organisation er afgørende for at kunne løfte ministeriets opgaver inden for energiforsyning og -effektivitet, reduktion af drivhusgasser og klimatilpasning, viden og forskning samt ydelser til omverdenen




Strategiske principper

Ministeriets arbejde bygger på otte overordnede strategiske principper, der beskriver hvordan, visionen realiseres. Disse principper afspejles således i løsningen af opgaver under de fem hovedindsatsområder. De otte strategiske principper er:


1. Nye løsninger

Danmark skal gå i front med en sammenhængende politik, hvor forsyningssikkerhed går hånd i hånd med varetagelsen af klimamæssige hensyn.

2. International slagkraft
Danmark skal være en nøglespiller på den globale arena og påvirke internationale beslutninger vedrørende klima og energi.

3. Bæredygtighed
Ministeriet skal arbejde for at fremme vedvarende energi, effektiv energianvendelse og energibesparelser.

4. Inddragelse og samarbejde
Klima- og energipolitikken skal inddrage alle relevante ministerier, sektorer og målgrupper – herunder borgere, erhvervsliv og offentlige institutioner.

5. Faglighed og troværdighed
Ministeriets arbejde skal baseres på høj faglighed samt viden og forskning på internationalt niveau.

6. Sikkerhed
Ministeriet skal varetage sikkerhedsmæssige aspekter i samfundet vedrørende klima og energi.

7. Vækst
Klima- og energipolitikken skal bidrage til samfundsøkonomien gennem omkostningseffektive løsninger og erhvervsfremme.

8. Sammenhæng
Ministeriet skal sikre sammenhængen mellem sine institutioner gennem velfungerende samarbejder for at opnå synergi, arbejdsglæde og gode resultater.



Kontakt
Adwan Mohamad
+45 33 92 28 60
admoh@kemin.dk
Get Adobe Flash player