Klima- og energiminister Connie Hedegaard åbnede i dag det nye videncenter for energibesparelser i bygninger.

Centeret skal give byggebranchen og andre aktører mere viden om konkrete og praktiske muligheder for at reducere energiforbruget i bygninger.
”Der er ufattelig mange gode løsninger derude. Derfor er det oplagt, at vi nu får samlet dem og udbredt kendskabet til dem. Med det nye center for energibesparelser i bygninger tager vi et stort skridt i den rigtige retning,” siger Connie Hedegaard.
”Det handler om at tænke energibesparelser ind, hver gang der bliver renoveret et hus, og få sat fokus på de gode løsninger. Samtidig kan videncenteret skabe en masse nyttig viden, så politikere og lovgivere får bedre kendskab til de barrierer og muligheder, der er derude,” siger Connie Hedegaard.
Regeringen har afsat 32 mio. kr. i perioden fra 2008 til og med 2011 til etablering og drift af centret, som er en del af den energipolitiske aftale fra februar sidste år. Centeret vil primært henvende sig til håndværkere, entreprenører, rådgivere, energikonsulenter, leverandører og mindre virksomheder i byggebranchen.
Bag centeret står et konsortium af Teknologisk Institut, Statens Byggeforskningsinstitut/Aalborg Universitet, Viegand og Maagøe samt Kommunikations Kompagniet. Konsortiet har desuden Danmarks Tekniske Universitet, Dansk Energi og Sebra som faste underleverandører. Videncenter for energibesparelser i bygninger vil fysisk blive placeret på Teknologisk Institut i Tåstrup.
Læs mere om centeret her.