CO2-udslippet og energiforbruget falder – også mere end økonomien

18-03-2009

Energistyrelsen har i dag offentliggjort den foreløbige energistatistik for 2008, som viser, at både Danmarks CO2-udslip og energiforbruget faldt i 2008.

Energiforbruget faldt med 3,0 procent i 2008. Korrigeret for udsving i vejret og for udenrigshandel med elektricitet faldt bruttoenergiforbruget i 2008 med 1,9 pct.

CO2–udledningen faldt med 5,9 procent i 2008. Korrigeret for udsving i vejret og for udenrigshandel med el faldt CO2-udledningen i 2008 med 2,5 pct.

Til sammenligning faldt Danmarks bruttonationalprodukt i samme periode med 1,3 procent.

”Nogle kunne så tro, at Danmarks energiforbrug og CO2-udslip udelukkende falder, fordi vi er inde i en økonomisk nedgangsperiode. Men begge dele falder faktisk mere, end økonomien gør. Det betyder, at vi også i 2008 anvender vores energi stadig mere effektivt, og at vi rent faktisk udleder mindre CO2. Kulforbruget falder også. Så vores indsats nytter. Men vi stopper ikke her. Vi skal endnu længere ned”, siger Connie Hedegaard.

Vedvarende energis (VE) andel af det korrigerede bruttoenergiforbrug er steget med 0,3 procentpoint til 17,3 procent og vil stige yderligere i år blandt andet fordi, vi i Danmark åbner en ny vindmøllepark på Horns Rev 2 om kort tid.

Læs mere om Energistyrelsens foreløbige energistatistik her.

For yderligere informationer:
Energistyrelsen: Chefkonsulent Peter Dal, tlf: 33 92 75 03, mail: pd@ens.dk eller Chefkonsulent Ture Falbe-Hansen, tlf: 33 92 68 56, mail: tfh@ens.dk

For kontakt til ministeren: Pressechef Ida Ebbensgaard, tlf: 20 81 58 92, mail: ide@kemin.dk

Kontakt
Pressechef Ida EbbensgaardPressechef
Ida Ebbensgaard
+45 20 81 58 92
ide@kemin.dk