Østersølandene styrker samarbejdet om energi og klima
De nordiske og baltiske lande samt Polen, Rusland, Tyskland og EU-Kommissionen har afholdt ministerkonference 17.-18. februar 2009 i København i Østersøsamarbejdet om energi – BASREC.
Konferencen blev åbnet af undervisningsminister og minister for nordisk samarbejde Bertel Haarder, der i sin indledende tale understregede, at opgaven består i at finde regionale løsninger, der på en gang tilgodeser klimaet, energiforsyningssikkerheden og behovet for ny, økonomisk vækst. Danmark varetager i øjeblikket formandskabet for Østersørådet og for BASREC.
Der var enighed blandt landene om at fortsætte og styrke energisamarbejdet i landene omkring Østersøen. Samarbejdet bidrager til stabilitet, vækst og udvikling i regionen ved at fremme et markedsbaseret, sikkert, konkurrence- og bæredygtigt energisystem.
Ministrene hilste EU-Kommissionens 2. strategiske energiredegørelse velkommen og tilsluttede sig energikommissær Piebalgs planer om at etablere et ”Baltic Energy Market and Interconnection Plan”, der skal omfatte elektricitet, naturgas og gaslagre. Målet er at sikre mere effektive forbindelser mellem landene i den baltiske region og resten af Europa og dermed mere effektive og integrerede energimarkeder.
Der var samtidig enighed om, at BASREC skal udarbejde en erklæring om klima og energi, der kan fremlægges på COP15 klimakonferencen i København i december 2009. Landene vil her pege på energieffektivitet og øget anvendelse af vedvarende energi samt andre ”low-carbon” teknologier, som f.eks. CCS som vigtige midler til at tackle klimaudfordringen.
De deltagende lande besluttede endvidere, at de vil samarbejde om at realisere det store potentiale, der er for øget anvendelse af fjernvarme og kraftvarme i hele regionen som et vigtigt middel til at opnå en langt bedre udnyttelse af energien. Det kan på samme tid forbedre forsyningssikkerhed og klima.
Yderligere oplysninger: International direktør Hans Jørgen Koch, Energistyrelsen, mobil: 29 66 41 47.