Connie Hedegaard så klima-konsekvenser i Bangladesh

03-02-2009

Bangladesh er blandt de lande i verden, der tydeligst mærker konsekvenserne af forandringerne i jorden klima. Klima- og energiminister Connie Hedegaard er i øjeblikket på besøg, for at se effekten af den globale opvarmning

Connie Hedegaard i Bangladesh

Klima- og Energiminister Connie Hedegaard besøgte i dag landsbyen Monohorpur i Sydbangladesh. Her så hun på, hvordan indbyggerne er i gang med at tilpasse sig klimaforandringer, blandt andet ved at hæve brøndene højere op over jordniveau for at undgå, at der ryger beskidt vand og saltvand i brønden ved oversvømmelser, hun så på forsøg med dyrkning af ris merd saltvand og hun besøgte landsbyer, hvor lokalsamfundet er gået aktivt sammen om at lægge planer for at tilpasse sig klimaforandringerne. Flere af projekterne er dansk støttede, blandt andet projektet på billedet med den hævede brønd.

"Den viden om naturen, der er overleveret gennem generationer, gælder ikke mere. Før var der seks årstider, nu er der tre. Hvor man før kunne høste ris tre gange om året, er det måske kun én gang nu. Og det kan betyde forskellen for, om man får ét måltid om dagen eller to. Derfor har emnet også højeste prioritet politisk, og Bangladesh er i fuld gang med at tilpasse sig til klimaforandringerne. Her kan Bangladesh være et eksempel for andre lande", siger Connie Hedegaard.

Bangladesh er det land i verden, der bliver hårdest ramt af klimaforandringer. Hvor det på et normalt år er 20 procent af landets areal, der står under vand, vil klimaforandringerne få dette tal til at stige til 40 procent i et land, der i forvejen er et af verdens fattigste og tættest befolkede.

Klik på billedet for at se det i stor

Kontakt
Pressechef Ida EbbensgaardPressechef
Ida Ebbensgaard
+45 20 81 58 92
ide@kemin.dk