Et ridt på ryggen af en tiger

Rart at se så mange studerende her!
De sidste tre måneder har jeg set meget til jakkesæt og spadseredragter.

Så det er dejligt at komme tilbage til det "beskyttede værksted, hvor folk går i hjemmesko og drikker urtete" –
som en kommentator sagde om universitetet i forbindelse med mit skift fra Frue Plads til Stormgade.

Nuvel, det siger vist lidt om, at ikke alle forstår, hvad der foregår inden for murene på et universitet…

Men so oder so, så er jeg glad for at gøre comeback her i denne Festsal, som jeg har mange gode minder fra – amerikansk valgdøgn, 89-arrangementer og naturligvis immatrikulationsfesten …om end jeg må indrømme, at jeg ikke savner min Harry Potter lignende Prorektor-kappe.
Og apropos comeback, så jeg er der jo også en anden, der i disse dage gør comeback.

Og det er ingen ringere end… Tiger Woods!
Og hvad har han så med dagens tema, klima og energi, at gøre, tænker nogle af Jern ok.

Jo, en hel. Under under klimakonferencen diskuterede jeg lidt med den amerikanske chefforhandler, hvorvidt det faktisk kun var i Europa i den lille andedam, at vi fokuserede så meget på Cop15.

Ork nej, lød svaret! Det eneste, der kan konkurrere med klimaet, det er én ting – Tiger woods.
Og hvis man ikke lige var helt tilfreds med, hvordan topmødet faldt ud, kan man om ikke andet trøste sig med,
at Tigerens fald trods alt var noget mere brutalt!

Og så skal jeg i øvrigt spare jer for Sterns joke om,
at Tigerens reklameslogan
– "Just do it" –
nu havde fået en helt ny dimension!

Spøg til side!

Lad mig starte med et citat fra en anden politiker,
der også bevæger sig mellem forskningsverdenen og politik;

”Jeg kan sige jer, at intet har overrasket mig så meget som udenrigsminister som den måde hvorpå energipolitikken forvrider verdenspolitikken. Den har givet ekstraordinær magt til stater, som bruger den på en ikke særlig hensigtsmæssig måde, og som ellers kun ville have beskeden magt”.

Citatet stammer fra den tidligere prorektor på Stanford
og tidligere US udenrigsminister, Condoleezza Rice, da hendes tid i State Departement var ved at rinde ud.

Og med hendes citat er vi ved min hovedpointe her i dag:
Hvor energipolitik – i hvert fald i perioder – har været et afgrænset, måske endda lidt nørdet emne; Ole Wæver vil sikkert bagefter sige et ”lowpolitics område”er der i dag ingen tvivl om, at det er en af de faktorer, der sætter matricen for fremtidens udenrigs- og sikkerhedspolitik.
”High politics”

Hvorfor det?
For det første fordi vi bliver flere og flere på jorden.
Hvis vi spoler tiden tilbage til slutningen af 1800-tallet,
var der kun omkring 1,5 mia. mennesker på jorden.
100 år senere var befolkningen firedoblet – til 6 mia.
Og ved midten af dette århundrede siger prognoserne, at der vil være tæt på 9 mia. mennesker.

Alle de mange flere mennesker vil uden tvivl også drømme om et hus, en bil, god mad, varme, aircondition, city breaks, hårtørrere, brødristere, stereoanlæg – og hvad der ellers med tiden er blevet en naturlig del af et moderne liv.

Det siger sig selv, at det vil øge behovet for energi.

Tag bare Indien, som jeg besøgte for nylig i forbindelse med klimaforhandlingerne frem mod Mexico i november.

Siden de økonomiske reformer i starten af halvfemserne, er væksten buldret derudad i Indien.

Millioner af indere er blevet løftet ud af fattigdom og blevet del af den såkaldte globale middelklasse.

Men der er alligevel stadig et stykke vej, til de når samme niveau af materiel velstand, som vi har her i Vesten.

Hvis inderne for eksempel skal have en bilpark, der forholdsmæssigt er lige så stor som den amerikanske, så skal de ifølge Verdensbanken have næsten 500 mio. biler.

I 2005 havde de kun i alt 9 mio. biler!

Pointen er, at selv om vi kan komme langt med innovation,
så er der ingen tvivl om, at presset på jordens ressourcer vil stige.

Ikke mindst på vores lagre af kul olie og gas, som stadig leverer langt det meste af vores energi, og som bestemt ikke er uudtømmelige. Og det er er så ANDEN forklaring på, hvorfor energi er blevet ”high politics”.

Afhængigt af hvilken talknuser man har mest tillid til, så har verden olie nok til de næste 40 år.

Gasreserverne kan dække verdens nuværende forbrug i de næste 60 år.

Men der skal streg under nuværende, for som sagt bliver vi hele tiden flere og flere!

Så med mindre vi sadler om, vil vi altså ikke kun opleve stigende globale temperaturer.

Det voksende energiforbrug vil også betyde stigende og mere ustabile priser – især for olien, hvor det er usikkert om produktionen – og forskningen i nye indvindingsmetoder -  kan følge med forbruget.

Men det betyder også større energiregninger og tab af velfærd i vores samfund.

Konsekvensen bliver, at tidligere tiders våbenkapløb bliver erstattet af et mindst lige så intensivt kapløb om verdens ressourcer.

Hvor statsledere tidligere sad bøjet over store landkort og brugte små flag til at markere deres geografiske landvindinger, så markerer de nu med samme ildhu deres adgang til oliefelter og gasledninger.

Ja, vi har allerede et nyt begreb for – ”ressource nationalisme”.

Tag Arktis for eksempel, som de senere år har dannet bagtæppe for én etape i energikapløbet.

I oktober 2007 plantede to russiske ubåde deres hvid-blå-røde flag på bunden af Arktis.

Og stort set samtidigt byggede Kina kæmpemæssige isbrydere for at indsamle data om forekomster af olie og metaller i området.

Andre lande – bl.a. Canada og Danmark – har også lavet undersøgelser af undergrunden i Arktis for at finde ud af, om man kunne gøre krav på de ressourcer, som man regner med, at regionen gemmer på.

Et andet godt eksempel er Afrika, der menes at ligge inde med omkring ti procent af verdens oliereserver.

I de senere år har især USA, Kina, Indien men også Europa konkurreret om at få adgang til kontinentets olieressourcer.
Så vi er i gang med en ny udgave af brætspillet ”Afrikas stjerne".

Energikapløbet vil have både vindere og tabere.

Den pointe har for længst rodfæstet sig i rundt omkring i hovedstæderne, og den vil i stigende grad være med til at bestemme spillereglerne i international politik.

Under den Kolde Krig var verden delt op mellem de to supermagter.

I dag har vi en ny bipolaritet – ikke mellem USA og Sovjet –
men mellem dem, der er energiimportører og energieksportører.

Og eksportørerne vil kunne hævde sig på den internationale scene.

Det giver sig selv, at man er lidt mere spag i mælet i samtalen med andre lande og regioner, hvis modparten kan bestemme, om man har lys i lamperne og varme i radiatorerne.
 
Men ikke nok med det.  Og her er vi ved mit TREJDE argument.

Dem der har energiressourcerne, deler langt fra alle vore værdier omkring frihed og demokrati.

40 % af verdens olie produceres i lande, som i 1999 ikke havde underskrevet eller ratificeret FN’s Menneskerettighedskonvention.

Allerede i 2006 betegnede forfatteren og New York Times-skribenten Thomas Friedman det som ”petropolitikkens første lov”.

Den går kort sagt ud på, at jo højere olie- og gasprisen er,
desto mindre tilbøjelige er de energiproducerende lande til at gennemføre politiske og økonomiske reformer.

Tilsvarende bliver ”petro-landenes” udenrigspolitik ofte mere konfrontatorisk.

Den erkendelse har man i høj grad gjort sig i USA.

En af Condi Rices forgængere – Henry Kissinger – mener, at vi er vidne til intet mindre end den største overførsel af velfærd nogensinde.

Alene sidste år tjente de 13 OPEC-lande 1.000 milliarder dollars på olien. [Og amerikanerne bruger 1 mia dollar om en dagen på udenlandsk olie].

Det får mildest talt konsekvenser for amerikansk økonomi – og sikkerhedspolitik. Som senator Richard Lugar sagde for nogle år siden:

»Uden revolutionære ændringer i energipolitikken risikerer vi mangfoldige katastrofer, som vil begrænse vor levestandard,
underminere vore udenrigspolitiske mål og efterlade os særdeles sårbare over for intriger fra »slyngelstater"«.

Klima- og energipolitik er altså ikke alene sikkerhedspolitik og udenrigspolitik. Det er i høj grad også værdipolitik!!

MEN én ting er at konstatere, at det er sådan tingene forholder sig.

Noget andet er, hvad der skal gøres politisk? Og hvor er DK?

Hvis vi starter med det sidste, så går det meget godt for Danmark – så længe det varer. 

I øjeblikket har vi en meget høj forsyningssikkerhed. Men lige rundt om hjørnet venter et paradigmeskift i dansk energipolitik.

I modsætning til de andre EU-lande er vi i dag nettoeksportører af energi.

Det har økonomiske fordele, både for betalingsbalancen og for statskassen.

Men det ændrer sig hurtigt.

Produktionen af olie og naturgas har toppet og vil falde markant i de kommende år.

Og hvis vi medregner kul, producerer vi allerede om et par år færre fossile brændsler, end vi forbruger, nærmere bestemt 2012.

I dag bruger Danmark årligt ca. 100 mia. kr. på energi, hvilket svarer til ca. 5-6 % af BNP.

Heraf går en meget stor del til indkøb af fossile brændsler.
Spørgsmålet er, om vi ønsker at sende så mange penge ud af landet.

Det er vist et retorisk spørgsmål.

Ikke mindst fordi der også ligger et stort potentiale i markedet for energieffektive løsninger og grøn energi. Konsekvensen er, at vi skal blive ”grønne høge”.
Vi skal blive uafhængige af fossile brændsler.
Vi skal i gang med den næste store omstilling af Danmarks energiforsyning.

Og i modsætning til mange andre har vi rigtig meget at byde på.

Man må give Reagan, at han fik russerne til at rive Berlinmuren ned.  Mr. Gorbachev, tear down this wall. Og i dag for øvrigt er det 20 år siden østtyskerne for første gang kunne stemme i et frit, demokratisk valg. Men han fik altså også revet de solfangere ned, som Carter havde fået sat op på det hvide Hus. Og mon ikke USA ærgrer sig over det i dag?

I Danmark gjorde vi noget andet.

Da oliekrisen trak stikket på Danmark i 1970'erne, lagde vi vores energiforsyning om, og i stedet for at kaste hele indsatsen over bord, da olien begyndte at flyde igen i 80'erne,
har vi bygget videre på fundamentet siden, så vi i dag har et godt udgangspunkt for at løfte den mammutopgave, vi står overfor.

Og vi er i gang.

For nylig præsenterede vi en ny forsyningssikkerhedsredegørelse og en række konkrete skridt på den korte bane.

Men de helt store skridt tager vi først, når Klimakommissionen har barslet til september.

Som mange af jer ved har regeringen nemlig sat et hold af skarpe hjerne – anført af gode kræfter her fra KU! – til at tænke igennem, hvordan vi kan gøre det i praksis. 

For det med at omstille hele samfundet er altså ikke bare lige.

I Amerika er projektet med at frigøre sig fra afhængigheden af olie nogle gange blevet sammenlignet med Appollo-projektet – månelandingen –som Kennedy brugte som motor for vækst og innovation i tressernes USA.

Men projektet om at skabe et samfund, som ikke bare er uafhængigt af fossile brændsler,men også er bæredygtigt, hvad angår udledning af drivhusgasser, det svarer altså snarere til masseturisme til månen – end til Appollo-projektet.

Vi skal jo ikke bare op på månen en enkelt gang; Nej, vi skal være fossilfrie og bæredygtige i al fremtid!
 
Projektet er altså langt mere omfattende.

Men derfor kan man jo godt lade sig smitte af den mentalitet,
Kennedy formulerede i en berømt tale:

"We choose to go to the moon and do those other things
– not because they are easy. But because they are hard!"

Apropos flyvning og raketter, så skal jeg vist til at slå landingsstellet ud, som en af universitetets æresalumner, Johannes Møllehave, har sagt fra denne talerstol.

Og det kunne jeg jo passende gøre ved at vende tilbage til Tigeren.

Han var nemlig ikke det eneste vestlige ikon, som fik et skud for boven i det forgangne år.

I kølvandet på COP'en kappedes kommentatorerne om at udlægge konferencen som et punktum for Pax Americana og USA's status som verdens eneste supermagt. 
 
Thomas Friedman er ligefrem begyndt at tale om, at The Washington Consensus er blevet erstattet af en Beijing Consensus!

Og for at det ikke skal være være løgn, så er det ifølge kinesisk tidsregning tigerens år – netop i år!

Og budskabet til Jer studerende i den anledning må være,
at I skal indstille jer på at fremtiden bliver et ridt på ryggen af en tiger.

For I – og jeres børn – kommer til at leve i et meget anderledes samfund, end det, vi hidtil har kendt.

Et samfund, hvor presset på naturressourcerne vil stille helt nye krav til viden og innovation. Men også et samfund, hvor der vil være ekstrem rift om dem, der kommer op med nye løsninger.
 
I går skrev Børsen – bare som eksempel – at Danmark virkelig skal frem i el-bussen, hvis vi skal fastholde positionen som grøn IQ-magnet.

F.eks. vil der på vindområdet blive enorm efterspørgsel efter danske hjerner i de kommende år.

Alene USA og Kina forventes nemlig at investere 1200 mia. kroner på det område de næste år.

Men det er bestemt ikke kun vindmølle-ingeniører, der bliver rift om.

Der vil også være brug for fx humanister, der laver markedsundersøgelser og produktudvikling; statskundskabere, der kan være med til at udvikle policyredskaberne; byplanlæggere, der kan udvikle smart cities; geologer, der kan hjælpe os med jordvarme i baghaven. Og kandidater i filmvidenskab, der kan forklare, at film som Baronessen på Benzintanken hørte en helt anden tidsalder til!

Og nåh jo, en KU-uddannelse kan naturligvis også føre til en ministerpost!

Så: op på tigeren – og god tur!

Tak!