Kyoto-protokollen

Klimakonferencen fungerer som en rammekonvention for arbejdet med at nedbringe de globale udledninger af drivhusgasser. Konventionen indeholder således ingen bindende krav til medlemslandene. I 1997 blev parterne derfor enige om at udbygge konventionen med den såkaldte Kyoto-protokol. I et globalt perspektiv er Kyoto-protokollen historisk, da den er den første juridisk bindende internationale aftale med specifikke forpligtelser om reduktioner i udledning af drivhusgasser.

Kyoto-aftalen blev indgået i december 1997 i Japan, men trådte først i kraft over 7 år senere i februar 2005 efter at Rusland valgte at ratificere aftalen i november 2004. Danmark ratificerede aftalen i 2002. Mere end 160 lande, heriblandt alle de industrialiserede lande og de store udviklingslande, er omfattet af aftalen. USA og Australien valgte ikke at ratificere aftalen, og har dermed siden da stå udenfor samarbejdet. Australien valgte dog under stor jubel på COP13 i Bali i december 2007 at ratificere protokollen.

Reduktion af udledning af drivhusgasser

Protokollen sætter kun bindende mål for de industrialiserede landes udledning af drivhusgasser. Udviklingslandene derimod er forpligtet til at gennemføre ’ikke-bindende reduktionsinitiativer, der støtter op om en bæredygtig udvikling’.

De industrialiserede lande - de såkaldte Annex 1-lande - er samlet forpligtet til at reducere deres udledninger af drivhusgasser med 5,2% i perioden 2008-2012 i forhold til niveauet i 1990. Eksempelvis har EU forpligtet sig til at reducere med 8 % og Canada og Japan med 6 %, mens Rusland har forpligtet sig til at stabilisere deres udledning på 1990-niveau

De store udviklingslande som f.eks. Kina har på grund af sin status som udviklingsland ikke konkrete reduktionsmål, på trods af at landet mængdemæssigt p.t. har overhalet USA som den største udleder i verden. Dette skyldes især, at reduktionsforpligtelserne i Kyoto-protokollen i høj grad afspejler et historisk ansvar for de samlede emissioner til atmosfæren, og det faktum at Konventionen anerkender, at landene skal yde en indsats i forhold til et ”fælles men differentieret ansvar” og deres ”respektive kapacitet”. Endvidere har f.eks. Kina undergået en stor udvikling siden Kyoto-protokollen blev forhandlet på plads i 1997 og drivhusgasudledningen er derfor vokset kolossalt.

Det andet ”ben” i Protokollen forholder sig til behovet for at tilpasse sig til klimaforandringerne. Annex 1 landene har således ligeledes forpligtet sig til at hjælpe særligt de mest sårbare og mindst udviklede udviklingslande med at tilpasse sig. Dette gøres p.t. via FN’s Green Investment Facility (GEF) og en 2%’s ”afgift” på kreditter fra reduktionsprojekter i udviklingslandene (CDM).

Hvad omfatter protokollen?

Protokollen omfatter de 6 drivhusgasser kuldioxid, metan, lattergas samt industrigasserne HFC’er, PFC’er og SF6 (svovlhexafluorid). For nemheds skyld bruger man carbondioxid (CO2) som målestok og omregner de resterende gasser til CO2-ækvivalenter.

I forhold til sektorer inkluderer Protokollen optag i skove og jorde, herunder behovet for at adressere drivhusgasudledningen fra afskovning. Det lykkedes ikke i Kyoto at opnå enighed om, hvordan man skulle inkludere udledningerne fra fly- og skibstrafik. I Kyoto-protokollen henvises derfor kun til, at udledningerne må håndteres i de relevante internationale organisationer, ICAO og IMO.