Grøn Vækst er ikke kun i fokus herhjemme. Bl.a. har OECD igangsat et arbejde med at udarbejde en strategi om Grøn Vækst.
Formålet med strategien er at komme med anbefalinger til, hvordan OECD landene i højere grad kan udvikle sig til at blive grøn vækst samfund med fokus på bl.a. følgende:
• Grønne jobs og sociale forhold
• Grønne skatter og regulering
• Industriel omstrukturering
• Fiskal konsolidering
• Grønne teknologier
• Grønne indikatorer
• Peer review
• Samarbejde mellem OECD lande og nye økonomier
• Involvering af interessenter
Strategien forventes at offentliggjort på et OECD ministerrådsmøde i maj 2011.
Se mere information om OECDs arbejde om Grøn Vækst her Derudover indgår Grøn Vækst også som prioritet i EU- samarbejdet og fra dansk side arbejdes der aktivt for at fremme denne dagsorden. I Det Europæiske Råds konklusioner fra den 4. februar 2011 bliver sammenhængen mellem den grønne omstilling til fossil uafhængighed og behovet for jobskabende vækst i Europa fremhævet. Rådskonklusionerne ligger i forlængelse af EU’s langsigtede vækststrategi - Europa 2020-strategien – om at en af de overordnede prioriteter er bæredygtig vækst, dvs. en mere ressourceeffektiv, grønnere og mere konkurrencedygtig økonomi.
2020-strategien fastslår, at EU’s tre klima- og energimål, som handler om:
1) reduktion af CO2-udledning med 20 procent sammenlignet med 1990-niveauet
2) en forøgelse i andelen af vedvarende energi til 20 procent
3) reduktion af energiforbruget med 20 procent, skal indfries i 2020.
2020-strategiens fokus på en grøn økonomi og de tre konkrete målsætninger på klima- og energiområdet er et vigtigt signal til markedet om et betydeligt politisk fokus på klima- og energidagsordenen og et større hjemmemarked for de grønne teknologier. Det er med til at stimulere innovation og udvikling i erhvervet og skaber incitament for private investorer på et marked, der efter al sandsynlighed også vil være politisk drevet de næste år.