Forskning og
udvikling er nogle helt centrale instrumenter for at løse nogle af
de udfordringer, der er på klima- og energiområdet
Viden er en forudsætning for at kunne lave en holdbar politik.
Derfor er forskning og udvikling en vigtig del af Klima- og
Energiministeriets arbejde.
Forskning i klimaets udvikling er afgørende for at kunne finde de
rette løsninger på at mindske den globale opvarmning.
Samtidig vil klimaændringer i de kommende år betyde et øget behov
for klimatilpasning i Danmark og den øvrige verden. Derfor er
forskning i klimatilpasning et vigtigt redskab for at ruste Danmark
og det danske samfund til fremtiden.
Teknologiske løsninger
Forskning og udvikling er ligeledes et af de væsentligste
instrumenter på energiområdet. Forskning skaber blandt andet
energiteknologiske løsninger, der kan mindske afhængigheden af
fossile brændsler til gavn for klimaet og skabe vækst og
beskæftigelse i danske virksomheder.
Forsknings- og udviklingsindsatsen på klima- og energiområdet
varetages på en række af landets universiteter og i Klima- og
Energiministeriets egne institutioner, herunder Danmarks
Meteorologiske Institut (DMI) og De Nationale Geologiske
Undersøgelser for Grønland og Danmark (GEUS), som du kan læse mere
om i menupunktet ”Om
ministeriet”.
Forskning og udvikling støttes blandt andet gennem Det Strategiske
Forskningsråd, Højteknologifonden og Det Energiteknologiske
Udviklings- og Demonstrationsprogram (EUDP). Du kan læse mere om
støtteordninger til forskning, udvikling og demonstration på Energistyrelsens hjemmeside.
Det Energiteknologiske Udviklings- og Demonstrationsprogram
EUDP
EUDP fokuserer blandt andet på at samle innovative
virksomheder, videncentre, energiselskaber, ventureselskaber og
andre potentielle investorer i offentlig-private projektkonsortier.
En vigtig del af EUDP’s formål er således at øge indsatsen for
demonstration af nyudviklet energiteknologi. På Energistyrelsens hjemmeside kan du læse
mere om EUDP-programmet.
Forskningsmidler fra globaliseringspuljen
I aftalen om fordeling af globaliseringsreserven til
forskning og udvikling 2010-2012 har regeringen sammen med
Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre
fokuseret særligt på grøn strategisk forskning. Konkret betyder
aftalen, at:
- Der afsættes i alt 210 mio. kr. til storskala testfaciliteter i
klimateknologier - Green Labs.
- Der afsættes 20 mio. kr. om året til forskning i klima og
klimatilpasning.
- Partierne er blevet enige om, at EUDP er et vigtigt program,
der vil blive prioriteret i fremtiden.