Ministerrådet er et af EU-systemets centrale beslutningstagende og lovgivende organer.
Langt størstedelen af EU-lovgivningen bliver vedtaget i en fælles beslutningsprocedure mellem Ministerrådet og Europa-Parlamentet. EU-Kommissionen fremsætter forslag til nye retsakter. Ministerrådets sammensætning er afhængig af, hvilke emner der er på dagsordenen, men der vil altid være én minister fra hvert medlemsland repræsenteret.
Klima-, energi- og bygningsminister Martin Lidegaard deltager løbende i ministerrådsmøder i Bruxelles og Luxembourg for at drøfte sager på den klima- og energipolitiske dagsorden med kolleger fra de øvrige EU-lande og for at vedtage nye EU-retsakter. Spørgsmål om energi og klima behandles som hovedregel i rådsformationen Transport, Telekommunikation og Energi (TTE) eller i Miljørådet (ENVI). Møderne finder sted ca. hver anden måned.