Det Europæiske Råd
De overordnede perspektiver for arbejdet i EU fastlægges i Det Europæiske Råd.
EU's præsident og skiftende EU-formandskaber indkalder fire gange om året EU’s stats- og regeringschefer og EU-Kommissionens formand til topmøder i Det Europæiske Råd for at drøfte overordnede problemstillinger og udstikke retningslinjer for Den Europæiske Union.
Det Europæiske Råd sætter rammerne for det fremtidige arbejde med vidtrækkende politiske tiltag, herunder fx traktatændringer. Det Europæiske Råd fungerer som det øverste råd, og det er også her, at de endelige princip-beslutninger træffes, hvis fagministrene ikke har kunnet opnå enighed.
Øget fokus på klima- og energi
På grund af den række af udfordringer, EU står over for med hensyn til bæredygtighed, udledning af drivhusgasser, forsyningssikkerhed, afhængighed af energiimport, konkurrencedygtighed og en effektiv gennemførelse af det indre marked for energi, har klima- og energipolitikken i de senere år pådraget sig meget opmærksomhed hos stats- og regeringscheferne.
På baggrund af EU-Kommissionens strategiske arbejde med energiinfrastruktur og med en energipolitik frem til 2020 drøftede Det Europæiske Råd på et ekstraordinært topmøde i februar 2011 de overordnede linjer i EU's fremtidige energipolitik. Der var bl.a. fokus på at øge forsyningssikkerheden, sikre de europæiske økonomiers konkurrenceevne og fremme miljømæssig bæredygtighed og bekæmpe klimaændringer.