Vindmøller

Målsætninger og rammer

23-03-2011

Danmark har internationalt forpligtet sig til at reducere drivhusgasudledningen markant. Formålet er at begrænse de globale klimaændringer. Aftalerne fra FN's klimakonferencer i København 2009 og Cancún 2010 bakker op om dette formål.

Der findes en række mål i dansk klima- og energipolitik. I forhold til reduktionen af drivhusgasser er flere af de helt centrale danske mål internationalt forpligtende. De centrale mål er:

• Målet om 21 % reduktion af drivhusgasudledninger i gennemsnit i perioden 2008-2012 i forhold til 1990.
Danmark underskrev Kyoto-protokollen i 1998 og forpligtede sig derved til, at reducere udledningen af drivhusgasser i 2011 med 21 % målt i forhold til niveauet i 1990.

• Målet om 20 % reduktion i 2020 i ikke-kvoteomfattede drivhusgasudledninger i forhold til 2005.
Danmark har forpligtet sig i EU til at reducere udledningerne af drivhusgasser i de ikke-kvoteomfattede sektorer med 20 pct. i 2020 i forhold til niveauet i 2005. Samtidig er der for landene årligt bindende delmål fra starten af forpligtelsesperioden i 2013 frem til målet i 2020.