Vindmøller

Dansk klima- og energipolitik

22-02-2011

Danmark skal være et grønt og bæredygtigt samfund med en visionær klima- og energipolitik. Det slår regeringsgrundlaget fra november 2007 fast.

Klima-, Energi- og Bygningsministeriet arbejder for at realisere denne målsætning. Det sker først og fremmest ved at sikre en stabil og sikker energiforsyning og fremme reduktion af drivhusgasudledninger.

Danmark står ligesom resten af verden over for to store globale udfordringer: at imødegå den globale opvarmning og at skabe energisikkerhed. Svaret findes i vores måde at producere og forbruge energi samt i vores evne til at tilpasse samfundet til klimaforandringerne.

Vedvarende energi og energieffektivitet
Regeringens vision er, at Danmark på sigt skal være 100 pct. uafhængig af fossile brændsler. En uafhængig klimakommission undersøger, hvordan denne vision kan realiseres på langt sigt.

For at indri målsætningen indgår der frem mod år 2025 en række delmål i dansk energipolitik. Andelen af vedvarende energi skal fordobles frem mod 2025. Energien skal udnyttes mere effektivt. Og offentlige midler til forskning i energiteknologier skal fordobles.

Klima-, Energi- og Bygningsministeriets opgave er at indfri disse - og mange flere - delmål og at påvirke hele samfundet i en mere klima- og energivenlig retning. Det sker blandt andet gennem den danske strategi for tilpasning til klimaforandringer i Danmark og gennem implementering af energiforliget.

Bred inddragelse

Desuden arbejdes der for at etablere ambitiøse klimapolitikker inden for alle sektorer. Klima-,  Energi- og Bygningsministeriet er derfor løbende repræsenteret i diverse tværministerielle regerings- og arbejdsudvalg, hvilket er med til at sikre en helhedsorienteret tilgang til politikformuleringen.

Klima-, Energi- og Bygningsministeriet igangsætter også en række konkrete tiltag for at inddrage erhvervsliv, kommuner og borgere i arbejdet for at gøre Danmark til et foregangsland på klima- og energiområdet.

Derudover arbejder Klima-, Energi- og Bygningsministeriet for at få nedbragt udledningen af drivhusgasser på verdensplan. Dette sker bl.a. i EU-regi og gennem internationale klimaforhandlingerne i FN. Du kan læse mere om Klima-, Energi- og Bygningsministeriets internationale arbejde under menupunkterne EU, internationalt samarbejde.