Fremover vil
drivhusgasudledningen fra sektorer, der ikke er omfattet af
kvotehandelssystemet, blive reguleret gennem en byrdefordeling
mellem EU’s medlemslande.
Klima- og
energipakkens beslutning om reduktion af drivhusgasser i
ikke-kvotebelagte sektorer (non-ETS) forpligter medlemsstaterne til
at bidrage til EU’s mål om en reduceret drivhusgasudledning fra
kilder uden for
EU’s kvotehandelssystem. Det drejer sig blandt andet om
landbruget, transportsektoren, affald og husholdninger, som står
for en stor del af den samlede udledning af drivhusgasser.
Solidaritetsprincippet og behovet for at skabe bæredygtig økonomisk
vækst i hele EU er de grundlæggende elementer i beslutningen.
Danmarks mål er en reduktion på 20 % i 2020 i forhold til
2005-niveauet. Såfremt der opnås enighed om en international
klimaaftale for tiden efter 2012, hvor EU går med til en samlet
reduktionsforpligtelse på 30 %, vil forslaget medføre et større
reduktionskrav til Danmark.
Reduktionsindsatsen skal ske lineært for at sikre en vis grad af
kontrol med, at EU-medlemslandene lever op til deres forpligtelser.
Beslutningen indeholder regler for EU-medlemslandenes anvendelse af
kreditter fra klimaprojekter i tredjelande til opfyldelse af en del
af deres reduktionsforpligtelse.