I 2007 vurderede FN's klimapanel, at de seneste 50 års globale opvarmning sandsynligvis skyldes menneskets stigende udledning af drivhusgasser. Hvis ikke vi reducerer udledningen af drivhusgasser markant, vil klimaet i fremtiden ændres betydeligt.
Naturlige variationer i klimaet har nedkølet og opvarmet jorden flere gange i løbet af dens historie, hvilket ses i form af blandt andet de mange istider og mellemistider. Siden industrialiseringen begyndte for ca. 200 år siden er det dog ikke længere kun naturlige processer, der har påvirket klimaet.
Menneskets aktiviteter fører nemlig til en øget udledning af drivhusgasser til atmosfæren, hvilket resulterer i en øget drivhuseffekt med global opvarmning til følge. Fx tilfører vi atmosfæren drivhusgassen CO2, når vi afbrænder fossile brændsler som kul, olie, gas, hvilket vi globalt set gør i stadig stigende omfang.
Hvis de menneskeskabte klimaforandringer skal begrænses, er det nødvendigt at bremse og reducere den globale udledning af drivhusgasser.