Hvert år afholder landene bag FN’s Klimakonvention en
klimakonference kaldet Conference of Parties (COP). Her
mødes repræsentanter fra de 192 lande, som har underskrevet
Klimakonventionen. Klimakonferencerne løber over to uger. Første
uge foregår som regel på embedsmandsplan, mens der i sidste uge er
ministerdeltagelse i form af miljø- og klimaministre fra hele
verden. Dagsorden og baggrundsmateriale for konferencerne bliver
udarbejdet af FN’s Klimasekretariat i Bonn, mens værtslandet har
ansvaret for at stille lokaler til rådighed. I alt har der været
afholdt 15 klimakonferencer, den seneste i København i december
2009.
Udover de årlige klimakonferencer mødes landene på embedsmandsplan
flere gange i den mellemliggende periode. I 2009 mødtes landene
således ved yderligere fem klimamøder i FN-regi udover
klimakonferencen og i 2010 forventes et til flere møder udover
COP16. Dertil kommer adskillige arbejdsgruppemøder og møder i en
række underudvalg under Klimakonventionen og
Kyoto-protokollen.
Fra
COP1 til COP15
COP1 Berlin, Tyskland, 1995
Ved den første
Conference of the Parties (COP) i Berlin i 1995 vedtog parterne at
indlede forhandlinger om det, der senere skulle blive til
Kyotoprotokollen. Det såkaldte ’Berlin mandat’ (The Berlin Mandate)
fastsatte en toårig analyse- og vurderingsfase af virkemidler til
reduktion af drivhusgasser.
COP2
Genève, Schweiz, 1996
Den anden
konference mellem parterne godkendte resultaterne i IPCCs anden
vurderingsrapport, der udkom i 1995. Endvidere blev det slået fast,
at medlemslandene skal have frihed til at finde løsninger, der
passer bedst til det enkelte lands situation. Parterne fremsatte
endvidere blev ønske om at der blev defineret bindende mål på
mellemlang sigt.
COP3 Kyoto,
Japan, 1997
På COP3 blev
Kyoto-protokollen vedtaget efter intense forhandlinger. Protokollen
indførte for første gang bindende mål for reduktion af
industrialiserede landes udledning af drivhusgasser i årene
2008-12.
COP4 Buenos
Aires, Argentina, 1998
Kyoto Protokollen
fastlagde kun de overordnede rammer, og ved COP4 i Buenos Aires
vedtog man derfor en to-årig periode til at afklare og udvikle
præcise regler for gennemførslen af Kyoto-protokollen, herunder
præcise regler for brugen af de fleksible mekanismer mv.
COP5 Bonn,
Tyskland, 1999
COP5 blev domineret
af de fortsatte tekniske diskussioner om mekanismerne under
Kyoto-protokollen.
COP6 Haag,
Nederlandene, 2000
COP6 brød sammen
pga. uløselig uenighed mellem EU og USA om blandt andet regler for
sanktioner overfor lande, der ikke overholder Kyotoprotokollen og
regler for at medregne optag af drivhusgasser ved skov- og
jordbrug. Det blev aftalt at genoptage forhandlinger på en
ekstraordinær konference i juli 2001.
COP6 ”bis” Bonn 2001 & COP7 Marrakesh,
Morocco, 2001
I foråret 2001
erklærede præsident Bush, at USA ikke ville ratificere
Kyoto-protokollen. Herefter var det muligt for de resterende lande
at enes om hovedparten af de udestående spørgsmål på et
ekstraordinært indkaldt COP6 (bis) i Bonn og på COP7 i
Marrakesh.
COP8 Delhi, Indien, 2002
På COP8 under det danske EU-formandskab søgte EU, forgæves, at få
ministrene til at vedtage en deklaration, der pegede på behovet for
yderligere handling fra parterne under FN’s klimakonvention.
COP9 Milano, Italien, 2003 & COP10 Buenos
Aires, Argentina, 2004
Fokus på disse to
konferencer var fortsat at få afklaret nogle af de sidste tekniske
detaljer om Kyoto-protokollen. Endvidere begyndte landene i Buenos
Aires i 2004 så småt at åbne diskussionen om, hvad der skal til,
når Kyoto-protokollens forpligtelsesperiode udløber i 2012.
COP11/CMP1
Montréal, Canada, 2005
Første
Klimakonference efter Kyoto-protokollen var trådt i kraft. Derfor
blev det årlige møde mellem parterne under FN’s klimakonvention
(COP) suppleret med den årlige konference mellem parterne bag
Kyoto-protokollen (CMP eller COP/MOP). I Montréal var fokus på at
sikre, at der også er en international klimaaftale efter 2012, hvor
Kyoto-protokollens første forpligtigelsesperiode udløber. Der blev
opnået enighed om, at den videre proces skulle køre i 2 spor. Ét
spor med en global dialog om et fremtidigt langsigtet
klimasamarbejde med deltagelse af alle lande inklusiv USA og de
store udviklingslande (Kina, Indien, Brasilien mfl.). Og et andet
konkret forhandlingsspor under Kyoto-protokollen om de
industrialiserede landes forpligtelser efter 2012.
COP12/CMP2
Nairobi, Kenya, 2006
COP12/COP-MOP2 i
Nairobi i 2006 var en afgørende partskonference både i forhold til
at fastholde og udbygge det positive momentum fra COP 11 i Montreal
om forhandlingerne om en klimaaftale efter 2012, og i forhold til
at få afsluttet de allersidste detaljer i forhold til
implementeringen af Kyoto-protokollen. Udover afklaring af de
sidste tekniske detaljer nåede parterne til enighed om en række
milepæle i processen frem mod en ny aftale.
COP13/CMP3
Bali, Indonesien, 2007
På COP13 tog
arbejdet frem mod en ny aftale et afgørende skridt fremad. Efter
intense forhandlinger vedtog parterne den såkaldte ’Bali Action
Plan’. Planen fastlagde for det første en proces for
forhandlingerne frem mod en ny aftale, herunder en slutdato i
København 2009 og for det andet de fire elementer og en overordnet
fælles vision som skal danne grundlaget i en fremtidig
aftale.
COP14/CMP4 Poznan, Polen 2008
På COP14 blev parterne enighed om et arbejdsprogram for
2009 og bekræftede København som slutdato for forhandlingerne.
Endvidere blev parterne enige om den endelige operationalisering af
Tilpasningsfonden, som giver støtte til konkrete
tilpasningsprojekter i de mindst udviklede lande.
COP15/CMP5 København, Danmark 2009
På COP15 blev Copenhagen Accord udarbejdet af en mindre gruppe
repræsentative lande og fremlagt for alle parter. Copenhagen Accord
er åben for tilslutning og lægger op til at parterne melder ind med
reduktionsindsatser senest 31. januar 2010 og igangsætter en
finansieringsfond hurtigst muligt. Parterne blev endvidere enige om
at arbejde videre i de to spor fastlagt i Bali Action Plan.