Hvad er global opvarmning?

Hvad er global opvarmning

10-06-2009

'Global opvarmning' er et udtryk, der bliver anvendt dagligt og i en masse forskellige sammenhænge. Det kan være en smule forvirrende, for hvad betyder global opvarmning egentligt, og hvad er årsagerne hertil?

Figuren herunder viser variationerne i den årlige globale middeltemperatur siden 1850.

Global average temparature 1850-2008

Temperaturen er vist som afvigelse fra gennemsnittet for perioden 1961-90 (14 ºC). Den globale middeltemperatur er steget 0,74 ºC siden begyndelsen af 1900-tallet. Værdien for 2008 er endnu foreløbig.

Siden 1750 er indholdet af CO2 og mange andre drivhusgasser i atmosfæren steget markant i takt med industrialiseringen, og ligger i dag langt over det naturlige niveau. Koncentrationen af CO2 er på nuværende tidspunkt 37 % højere end før industrialiseringen. Koncentrationen af CO2 nåede i 2007 op på 383 ppm (parts pr. million) og stiger fortsat med 2 ppm per år.

I de seneste hundrede år er koncentrationen af CO2 vokset ca. 80 ppm og i samme periode er den globale middeltemperatur steget 0,74 ºC. FN’s Klimapanel (IPCC) vurderer, at hovedparten af den observerede globale opvarmning de seneste 50 år med stor sandsynlighed kan tilskrives den stigende koncentration af menneskeskabte drivhusgasser i atmosfæren.

Den globale middeltemperatur i 2008 er foreløbigt opgjort til + 0,31 ºC, hvilket dels er den laveste værdi i 10 år, dels den tiende højeste værdi, der er målt nogensinde. Den relativt lave værdi i 2008 sammenholdt med de seneste 10 år, hvor niveauet har ligget omkring 0,4 ºC, kan tilskrives en naturlig svingning i det tropiske Stillehav - det såkaldte La Niña fænomen – som bidrager til en afkøling over store havområder.

I modsætning hertil kan den rekordhøje globale middeltemperatur i 1998 til dels henføres til en kraftig naturlig opvarmning det år – det såkaldte El Niño fænomen - hvor store havområder var flere grader varmere end normalt. Den globale middeltemperatur udviser i modsætning til CO2-koncentrationen en række udsving fra år til år. Disse udsving har ganske naturlige årsager som fx de nævnte fænomener. Desuden bidrager kraftige vulkanudbrud til global afkøling på nogle tiendedele grader i et år eller mere efter hvert udbrud.