Afrapportering fra klimamøde i Bonn

På mødet var der forhandlinger i konventionssporet, hvor der forhandles for alle landes bidrag -herunder også udviklingslandene og USA - til en fremtidig global klimaaftale, samt i Kyoto-sporet, hvor Annex 1-landenes forpligtelser i en fremtidig, global klimaaftale forhandles.
Mødet var præget af forstærket optimisme og substantiel fremgang på en række områder, på trods af et samlet forhandlingsbillede præget af udviklingslandenes fortsatte irritation og tydelige utilfredshed med den fortsatte mangel på konkrete finansieringsudspil og mål for industrilandenes reduktionsindsats. 
Med COP 15-briller var det positivt, at det omsider lykkedes at sikre to yderligere møder i andet halvår. Disse møder vurderes at være en forudsætning for at nå at skære forhandlingssituationen til og dermed nå i hus med en klimaaftale på COP 15.

De vigtigste hovedindtryk og resultater omfatter: 
• Det lykkedes at sikre to yderligere forhandlingsmøder i andet halvår: Bonn den 10. – 14. august (uformel session) og Barcelona den 2.– 6. november (formel session).
• USA spiller for første gang i lang tid konstruktivt med i drøftelserne. Selvom en officiel udmelding om reduktionsmål fortsat afventes og bremser for gennembrud i forhandlingerne, gav USA konkrete synspunkter på rammerne for reduktionsindsatsen, opbakning til at en indsats fra udviklingslandene baseres på reduktionstiltag og en mulig åbning for at opbygge en ny finansieringsstruktur.
• Under Konventionsporet lagde udviklingslandene (G77) ud med at kritisere formandens fokusdokument for ikke at afspejle de forslag, gruppen har fremlagt i forhandlingerne i tilstrækkeligt omfang. Alligevel lykkedes det at afholde møder i kontaktgrupperne under Konventionssporet med udgangspunkt i de fokusområder fokusdokumentet anviste.
• Flere lande, særligt USA, ønskede at en fælles vision skal være en politisk overligger på en aftale, dvs. en politisk tekst tiltænkt offentligheden. De fleste lande ønsker et langsigtet stabiliseringsmål på 450 ppm, mens en del ulande, særligt de mest sårbare peger på 350 ppm. Det noteres positivt, at ingen direkte har omtalt en langsigtet ambition svagere end 2 graders målet.
• Der var bred støtte til registertilgangen, hvor udviklingslandes konkrete reduktionstiltag listes og dermed kan kobles til den understøttende finansiering, teknologi og kapacitetsopbygning. Reduktionsmål og byrdefordelingskriterier for industrilandene blev også taget op – for første gang under konventionssporet.
• Drøftelser af finansiering var begrænset af, at industrilandene forsat ikke har fremlagt konkrete finansieringsforslag. Der var dog alligevel konstruktive og ikke-konfrontatoriske drøftelser af finansieringskilder og institutioner i en fremtidig klimaaftale. Det bemærkes, at Kina i stigende grad beskriver offentlig finansiering som seed money, der kan hjælpe de private investeringer i gang.
• For så vidt angår teknologi var der en konstruktiv dialog med blandt andet Indien og Kina om teknologiudvikling og -overførsel.
• Drøftelserne om tilpasning viste begyndende konsensus om principper og mål for tilpasning i en fremtidig aftale, samt om at der er behov for en væsentligt større indsats for tilpasning end gældende midler og institutioner tillader.
• I Kyotosporet blev der valgt ny formand: John Ash fra Antigua Barbuda.
• Det lykkedes at lande et kompromis om to separate forhandlingstekster på henholdsvis reduktionsintervaller og værktøjer (LULUCF, carbonmarked mv). Dette på trods af meget svære og til tider fastlåste mandatforhandlinger, som resultat af ulandenes misfornøjelse med, at industrilandene fortsat ikke har leveret på reduktionsintervaller.
• Konstruktive diskussioner af hvordan reduktionsindsatsen kan fordeles mellem industrilandene. Beslutningsteksten afspejler således bl.a. hvilke kriterier, der skal lægge til grund for ilandenes byrdefordeling, behovet for lederskab fra ilandene og vigtigheden af, at ambitionsniveauet er guidet af IPCC’s vurderinger og seneste videnskabelige resultater.  Dermed er der taget hul på diskussionen af byrdefordeling mellem industrilandene
• Forhandlingerne om optag i jord og skove (LULUCF) bar præg af, at der for første gang var bred opbakning til et forslag fra Annex1-landene, nemlig EU’s forslag om at regne optag i jord og skove i forhold til en fastsat bar (baseline). USA støttede forslaget, mens ulandene ønsker mere information om de mulige konsekvenser af forslaget.

1. Afrapportering på Konventionssporet
Mødet i Bonn omhandlede alle fem byggeblokke i Bali Action Plan: fælles vision, reduktioner, finansiering, teknologi og tilpasning. Desuden afrapporteres her på konklusioner om ekstra mødetid i forhandlingerne.
Forud for mødet var der forberedt et såkaldt fokus dokument, der kom i voldsom modvind fra særligt ulandene, der ikke kunne genkende deres egne ideer i tilstrækkeligt omfang. Trods utilfredsheden blev det accepteret, at møderne under konventionen tog udgangspunkt i dokumentet og blev tilrettelagt på en måde, der fokuserede drøftelserne og tillod at komme godt i dybden med de enkelte elementer i Bali Action Plan. Eksempler herpå var drøftelserne af ulandenes indsats, hvor registertilgangen synes at vinde tilslutning, samt den fælles vision, hvor der ikke er nogen der taler om en langsigtet ambition svagere end 2 graders målet.

1.1 Fælles vision
Flere ilande, særligt USA, fremførte synspunktet, at en fælles vision skal være en politisk overligger på en aftale, dvs. en politisk beskrivelse af aftalens indhold. Andre lande lagde også op til, at den fælles vision primært handlede om et langsigtet reduktionsmål.

Ulandene, især Kina, mente, at et langsigtet mål er vigtigt, men ønskede desuden at den fælles vision skal tolkes bredere end et reduktionsmål, således at der også indgår visioner for finansiering, tilpasning og teknologioverførsel på lige fod med visionen om det langsigtede mål. Forhandlingerne vil drøfte dette fremover, og især visionen om finansiering af ulandenes indsats ventes at være på dagsordenen.

På spørgsmål om reduktioner fokuserer Indien og Brasilien på sammenlagte historiske per capita udledninger, en fælles vision om udviklingslandendes ret til at udnytte atmosfæren i fremtiden og retten til udvikling under finansiering fra ilandene. Gruppen af mindst udviklede lande og små østater støtter en vision om et overordnet ambitiøst stabiliseringsniveau, men kan ikke støtte konvergens af per capita udledninger af frygt for, at dette vil give for høje udledninger. Udviklingslandene lægger stor vægt på, at et langsigtet mål tager høje for og understøtter bæredygtigt udvikling. De fleste lande ønsker langsigtet stabiliseringsmål på 450 ppm, mens en del ulande særligt de mest sårbare peger på 350 ppm.

Det noteres positivt, at ingen direkte har omtalt en langsigtet ambition svagere end 2 graders målet.

1.2 Reduktionsindsatser
Reduktionsindsatser i ilande og ulande blev drøftet både i en række kontaktgrupper samt i en workshop. Alle syv punkter i Bali Action Plan relateret til reduktioner blev drøftet.

Industrilandenes reduktionsindsats
Der var generel enighed om, at forpligtigelser i Kyoto-protokollen skal fastholdes som grundlag, og at absolutte reduktionsmål er kernen i industrilandenes indsats. USA’s indlæg var udtryk for et markant skifte og fornyet tilslutning til drøftelserne. Den amerikanske forhandlers indlæg bar præg at, at USA opfatter reduktionsindsatsen som bredere end en reduktionsprocent, og at indsatsen også inkluderer teknologiudvikling/forskning, grønne elementer i stimulus-pakker og sektorpolitikker som fx standarder for bilindustrien. USA argumenterede for forskelligartede reduktionsscenarier for landene, og åbnede op for mere begrænsede reduktionsmål i 2020 efterfulgt af dybere reduktioner senere, fx i 2025.

Der var drøftelser om sikring af en sammenlignelig indsats, hvor optionerne blev yderligere afklaret. New Zealand foreslog to kriterier for byrdefordelingen: betalingsevne og udledning pr indbygger, mens EU ønskede flere kriterier. USA frarådede en kriterie-øvelse. G77 og Brasilien advokerede skarpt for ensartede reduktionsmål, historisk ansvar og lighedsprincippet. Formanden var positiv over for forslag om en teknisk workshop om emnet i juni.

Udviklingslandenes indsats
Forhandlingerne i Bonn understregede, at etablering af et register, der kobler udviklingslandenes indsats med den understøttende finansiering, teknologi og kapacitetsopbygning er det skelet en styrket og målbar reduktionsindsats i udviklingslandes skal bygges op om.  

Ulandende med Sydkorea og Sydafrika i front foreslår at reduktionstiltag registreres frivilligt, og disse to lande foreslår, at kun en del af de registrerede aktiviteter støttes, mens andre aktiviteter gennemføres henholdsvis på ulandendes eget ansvar (egen indsats) eller med støtte fra fremtidige kreditbaserede markedsmekanismer. Kina har også bevæget sig i denne retning og taler om anerkendelse af indsatser, der ikke støttes. Indien mener, at alle frivillige aktiviteter i registret skal støttes. Der nævnes således en række optioner, og de centrale spørgsmål er nu, om et register kan sikre et tilstrækkeligt ambitionsniveau, hvilken grad frivillighed for udviklingslandene, der kan bevares, hvis kravene til at anvende registeret skærpes, hvorledes mekanismen, der skal udmåle støtte for de konkrete tiltag udformes, samt en række andre centrale vilkår for at opbygge et brugbart register. G77 gruppen er delte på disse spørgsmål.

EU arbejder for at skærpe kravene om måling, rapportering og verificering af ulandes indsatser, hvorimod Indien ønsker færre krav. Interessant var det, at USA anerkendte ulandenes (især Kinas) eksisterende indsatser. USA og andre ønskede desuden at reduktioner fra indsatser skulle vurderes samlet, mens ulandende afviste at blive evalueret i forhold til en fremskrivning.

Reduktion af udledninger fra afskovning og skovødelæggelse
Drøftelserne fokuserede på reduceret afskovning, skovødelæggelse samt mekanismer til at reducere udledninger fra afskovning, især om tilskyndelse skal ske via markedet, en fond eller begge dele. På grund af, at det er teknisk og metodisk vanskeligt at opgøre udledninger fra skove, nævnte flere lande, at det vil være tilstrækkeligt med en generel paragraf om principper for reduktion af udledninger fra afskovning i en aftale i København, og at modaliteter kan forhandles efterfølgende.

Sektortilgange
Ulandende gentog at sektortilgange i Bali Action Plan relaterer til teknologioverførsel og -samarbejde, mens enkelte ulande samt EU nævnte, at fly og skibe er relevante at håndtere globalt på sektorniveau. Indien var konstruktiv ved at tale om muligheden, som Japan tidligere har gjort, for sektorsamarbejde som en platform for vidensdeling. Fremover vil emnet blive set på enten relateret til særlige sektorer som fly og skibe, eller til teknologisamarbejde.

Potentielle markedstilgange
Der var bred enighed om nødvendigheden af, at drøfte mulighederne gennem brug af markedstilgange f.eks. ved at CDM udvides til sektorniveau.  Ulandende fremhævede, at disse diskussioner ikke må overskygge behovet for offentlig finansiering. Mange ilande nævnte markedsmekanismer i lighed med de eksisterende og potentielle nye mekanismer forhandlet i Kyoto-protokollen.

Økonomiske og sociale konsekvenser ved klimapolitik
Saudi Arabien ønskede kompensation for tabte olieindtægter i en klimaaftale. Ulandene ønskede, at se på både positive og negative konsekvenser af klimapolitik samt at kun de mindst udviklede lande kan kompenseres. Japan fremhævede også eventuelle positive konsekvenser, f.eks. energieffektivitet. Formanden konkluderede, at emnet skulle ses bredt (ikke kun olie, og inkluderende positive konsekvenser) samt fremhævede sårbare lande.

Konventionens katalytiske rolle
Konventionens katalytiske rolle for andre organisationer og den private sektor blev drøftet med tilslutning til formandens forslag om at integrere emnet i den samlede reduktionsdebat. Der var uenighed om hvorvidt man under Konventionen kan ’uddelegere’ implementering af beslutninger. Dette mente ulandende generelt ikke, der dog på den anden side ønsker at FN organisationerne for skibs- og flytrafik skal udføre beslutninger taget under Konventionen.

1.3 Finansiering og teknologi

Finansiering
Manglende udspil fra industrilandene prægede i særdeleshed disse drøftelser og medførte stort set status quo og kun få nye nuancer, og at der derfor ikke kunne opnås fremkridt i form af reelle forhandlinger om finansiering.

Forhandlingerne var dog mere fokuserede end tidligere, og løsningerne som parterne skal forhandle om står nu tydeligere frem. Drøftelserne fokuserede på finansieringskilder og institutioner til levering af midler i en fremtidig klimaaftale. Også tonen er anderledes landene spørger og lytter, og forsøgte at balancerede udmeldinger om prioriteter i forhold til den svære diskussion om hvad der skal finansieres indenfor og udenfor Konventionen.  

Omkring kilder var EU en anelse mere konkret end i Poznan idet de nævnte markedsbaserede løsninger, og indgik i dialog om mulige finansieringskilder til klimafonde. USA linje var med hovedvægten på private investeringer, men USA adskilte sig fra tidligere ved ikke at fremhæve betydningen af bilaterale midler. Dette bidrog til den bedre stemning end hidtil.

Kina, der har et tydeligt ønske om offentlig finansiering, lægger endog utrolig stor vægt på private investeringer. Offentlige midler beskrives i stigende grad som såsæd til private investeringer. Indien og G77 indtager fortsat en yderposition med tydelig vægt på offentlige finansiering via institutioner i Konventionen. Flere ulande anerkendte, at private investeringer spiller en afgørende rolle, hvilket stod tydeligere end før i Konventionsforhandlingerne. De understregede dog, at disse ikke kunne lukke en politisk aftale, hvilket krævede en vis finansiering fra offentlige kilder via Konventionen.

Teknologi
På spørgsmålet om teknologiudvikling og - overførsel blev forhandlingerne yderligere konkretiseret med flere tydelig valg til egentlig forhandling fremover.

Indien talte med en ny og konstruktiv tone, der fokuserede på samarbejde frem for den tidligere hårde retorik om nord-syd teknologioverførsel. Indiens forslag gik i sær på oprettelsen af teknologicentre i ulande som omdrejningspunkt for fælles forskning & udvikling, teknologiorienteret kapacitetsopbygning og sektorbaseret vidensdeling. Kina fortsatte sin konstruktive dialog, men signalerede samtidig, at der var behov for at forhandle finansiering og institutioner relateret teknologi. Kina og G77 ønsker en teknologifond under Konventionen.

EU var mere på banen end tidligere og det blev modtaget positivt, at EU gik i konkret dialog omkring forslag fra G77 samt udmeldte behovet for, at fordoble og senere firdoble forskning & udvikling. USA stemte i og nævnte den offentlige sektors rolle i at finansiere forskning, udvikling og demonstration af ny teknologi. Samtidig nævnte USA i lighed med andre ilande behovet for nationale politikker i ulande for at katalysere den private sektor.

Den positive dialog bevirkede, at forhandlerne går hjem fra Bonn med bedre forståelse af de vigtigste forhandlingstemaer og de konkrete valgmuligheder, der skal forhandles om.

1.4 Tilpasning
Parterne havde konstruktive drøftelser om tilpasning. Der var begyndende konsensus om principper og mål for tilpasning en fremtidig aftale, samt om, at der er behov for en væsentligt større indsats for tilpasning end gældende midler og institutioner tillader. Især ulandende krævede markant finansiel og teknisk støtte, og som tidligere blev det understreget, at finansiering skal være ny og additionel i forhold til eksisterende udviklingsbistand.

Der er enighed om værdien af regionale tilpasningscentre samt behovet for at vurdere en form for forsikringsmekanisme for at sikre hurtig støtte i tilfælde af katastrofer og behov for genopretning. Konceptet om tilpasningsgæld og kompensensation for tabt udviklingspotentiale blev også nævnt af nogle Parter. Risikohåndtering, i tillæg til forsikring, blev identificeret som en af de tilgange Parterne ønskede brugt i fremtiden for at undgå manglende tilpasning og dermed minimere udgifter til forsikringer. Der er dog stadig mange detaljer, der skal forhandles, inklusive rollen for den private sektor versus offentlig finansiering samt om muligheden for offentlige-private partnerskaber.

Nogle af udfordringerne, der forhandles om, er hvorvidt, der skal være automatisk støtte, mekanismer til implementering samt om behovet for institutioner.  Spørgsmålene er især hvad, der konkret bør støttes og hvordan dette skal gøres. Samtidig er der behov for yderligere forhandling af hvordan monitorering og evaluering af tilpasningsbehov skal gennemføres. Selvom evaluering og måling af sårbarhed er vigtigt (bade for støtte og tilpasningsaktiviteter) mente mange ulande ikke at dette skulle afgøre adgangen til finansiering. Der er fortsat forskelle på Parternes vurdering af behovet for at handle hurtigt og markant på tilpasningsområdet, herunder behovet for finansiering og teknisk støtte.

1.5 Mødekalender for 2009
En af Danmarks hovedprioriteter for mødet var, at der blev opnået enighed om ekstra forhandlingstid. Efter stille men insisterende dansk diplomati lykkedes det at nå til enighed om to ugers ekstra forhandlingstid: Et uformelt møde i Bonn fra den 10. til den 14. august og en uge fra den 2.- 6. november sandsynligvis i Barcelona. Det blev aftalt, at der på det uformelle møde exceptionelt stilles tolkning til rådighed, og at NGO’er og andre observatører kunne deltage efter sædvanlig praksis.

Særligt den ekstra forhandlingsuge i november var vanskelig at få på plads. USA spillede i slutspurten en meget konstruktiv rolle. G77 var fra start af splittet i spørgsmålet og valgte til sidst at acceptere. Ikke mindst en dygtig balancegang på en knivsæg fra Brasilien bragte G77 i hus. Environmental Integrity Group (Mexico, Sydkorea og Schweiz) havde også overraskende svært ved at tilslutte sig, men primært på grund af nationale fiskale forhold. Kun Saudi Arabien og Qatar kunne ikke tilslutte sig et ekstra november møde, hvorfor spørgsmålet blev bragt til plenaret for at sikre den nødvendige enighed. Her valgte Saudi Arabien og Qatar ikke at sætte sig imod, og møderne blev vedtaget. Dette vurderes afgørende for muligheden for at nå i hus med en aftale i København.

Forhandlingskalenderen for 2009 ser herefter således ud:
• Bonn1: 29. marts – 9. april
• Bonn2: 1. – 12. juni
• Bonn3: 10. – 14. august (uformel session)
• Bangkok: 28. september – 9. oktober
• Barcelona: 2.– 6. november
• København: 7. - 18. december

1.6 Afsluttende drøftelser samt videre proces for Konventionssporet
Formanden forklarede, at sit mandat fra Parterne til at fremlægge en forhandlingstekst forud for Bonn II i juni betyder, at han i den første session vil gennemgå teksten fra enden til anden. Dette forventes at markere et markant skift i forhandlingerne i retning af mere konkrete løsningsmuligheder og øget detaljeringsniveauet.

I det afsluttende plenum i Konventionsporet udtrykte Parterne tilfredshed med forhandlingsforløbet og så frem til et temposkifte som følge af formandens udkast til forhandlingstekst. To indlæg skilte sig ud. Gruppen af små østater holdt et markant indlæg, der beklagede at nogle Parter, herunder Kina, havde stillet tvivl ved FN’s Klimapanel (IPCC) og dermed det videnskabelige grundlag for forhandlingerne. Desuden opfordrede de formanden til at definere milepæle for at sikre, at vi når målet om en ambitiøs klimaaftale i København.

USA sagde i sin afsluttende tale, at der ikke var tvivl om, at USA ikke ville gå på kompromis med ambitionen for en klimaaftale og at USA forpligter sig fuldt ud til at aftalen under Konventionen skal indgås i Købehavn. Desuden sagde USA at på trods af, at der stadigvæk var svære forhandlinger forude, måtte aftalen ikke blive et udtryk for den laveste fællesnævner. Det var et stærkt indlæg fra den amerikanske delegation, der for alvor har meldt sig på banen.

2. Afrapportering på Kyotosporet
Forhandlingerne i Kyoto-sporet var i løbet af mødet fastlåst i diskussioner af mandatet for forhandlingerne. Alligevel lykkedes det at sikre fremgang på trods af ulandenes misfornøjelse med at ilandene ikke leverede på reduktionsintervaller. Der blev således opnået enighed om en beslutningstekst, der åbner for at udarbejde egentlig forhandlingstekst til næste møde.

Efter svære forhandlinger, og på grund af store uenigheder internt i G77 om hvem der skal efterfølge Harald Dovland som formand for Kyoto-sporet, valgte den afrikanske gruppe at trække sin kandidat (fra Algeriet). Dermed kunne John Ash fra Antigua Barbuda vælges, hvilket også vurderes at være et godt valg. Harald Dovland fortsætter som vice-formand for Kyoto-sporet. Nyvalget effektueres 9. april 2009.

Der blev på mødet i Bonn konkluderet på fem emner under Kyoto-sporet: Mandatet for hvad der forhandles under Kyoto-sporet, Reduktionsintervaller og individuelle reduktionsmål for ilandene, carbonmarkedet, optag i jord og skove (LULUCF) og spill over effekter.

2.1 Mandatet for Kyotosporet og juridiske anliggender
Forhandlingerne af mandatet for Kyoto-sporet og de juridiske anliggender har været genstand for de største forhandlingsknuder under Kyoto-sporet i Bonn.

Det lykkedes at blive enige om en beslutningstekst, der giver formanden et mandat til at fremlægge to separate forhandlingstekster på Bonn2 til juni, der inkluderer:
1) mulige ændringer af Kyoto-protokollen, som følge af ændringer i listen over reduktionsforpligtelser (Kyoto-protokollens Annex B)
2) mulige ændringer af protokollen og CMP beslutninger, som følge af de forslag der er på bordet til at udvikle og styrke værktøjerne ilandene vil have til rådighed for at nå deres reduktionsmål (LULUCF, carbonmarket, nye gasser mv.)

Ilandene havde gerne set, at formanden fik mandat til at fremlægge en samlet forhandlingstekst for begge områder. Ilandene arbejder for et bredt mandat, så det er muligt at ændre protokollen på væsentlige områder, hvilket er nødvendigt for bl.a. at reformere CDM.

G77 og Kina argumenterer modsat kraftigt for, at der alene skal fremlægges forhandlingstekst på ændringer til Kyotoprotokollens liste med reduktionsforpligtelser (Annex B). G77 og Kinas modstand skyldes primært, at de frygter, at specielt de forslag, der er på bordet til at udvikle carbonmarkedet vil føre til en form for forpligtelse for nogle ulande. Samtidig frygter G77, at ilandene vil forlænge diskussionen af reduktionsintervaller og individuelle reduktionsmål ved at have omfattende diskussioner af virkemidlerne til at nå reduktionsmålene.

EU mener at det er en væsentligt forudsætning for at tale om reduktionsmål, at kende de værktøjer og modaliteter der vil være til rådighed.

Efter lange og hårde forhandlinger, hvor specielt Kina markerede sig skarpt, er det opnåede kompromis om to forhandlingstekster et tilfredsstillende forhandlingsresultat, der vurderes at kunne bidrage til at bringe forhandlingerne fremad ved næste møde i juni.

På næste forhandlingsmøde i juni vil forhandlingerne tage udgangspunkt i de to udkast til forhandlingstekst, som formanden fik mandat til at udarbejde. Tekstforslag fra parterne indleveret før 24. april vil blive taget med i betragtning.

2.2 Reduktionsintervaller og individuelle reduktionsmål
Som forventet, blev der ikke foretaget nogen banebrydende beslutning på Annex1 landene reduktionsintervaller på dette møde i Bonn. Det skyldes primært, at mange ilande afventer USA’s udmeldinger, samt venter på fremdrift i Konventionssporet. Dette er et brud på den aftalte arbejdsplan for forhandlingerne, og afføder stærk kritik fra udviklingslandene.

Det var dog alligevel fremskridt i forhandlingerne, herunder på de to workshop som blev afholdt, hvor der var konstruktive diskussioner af hvordan reduktionsindsatsen kan fordeles mellem industrilandene. Dette afspejler sig i beslutningsteksten ved, at den fokuserer på:
• hvilke kriterier, der skal lægge til grund for ilandenes byrdefordeling,
• henvisning til konkrete udmeldinger, som allerede er fremlagt fra flere ilande
• behovet for lederskab fra ilandene og vigtigheden af, at ambitionsniveauet er guidet af IPCC’s vurderinger og seneste videnskabelige resultater.

Det er herudover værd at bemærke, at beslutningsteksten ikke er mindre ambitiøs end tidligere beslutninger, hvilket er positivt set i lyset af den internationale finanskrise.

Et klart billede fra forhandlingerne er, at ilandene har lavet deres hjemmearbejde i form af økonomiske modeller og er forberedte på forhandlingerne frem til COP15. Samtidig blev det klart, at gruppen af ilande fortsat er delt Australien. Canada, New Zealand og Japan er ikke villige til at forpligte sig til reduktionsintervaller og står meget hårdt på, at Kyotosporet skal samles med Konventionssporet, hvilket ikke er fremmende for forhandlingerne. G77 presser konstant ilandene til at vise lederskab. EU spiller en meget faciliterende og midtsøgende rolle, mens Rusland i lang tid blokerede for en kompromisformulering, der kunne lande den endelige beslutningstekst.

Ilandenes reduktionsintervaller og individuelle reduktionsforpligtelser skal diskuteres videre på forhandlingsmødet i juni. Det vurderes vanskeligt at komme frem til egentlige konklusioner på netop reduktionsintervaller før COP15. Det er dog nødvendigt, at parterne når til øget forståelse for reduktionsniveauer forud før selve COP 15. 

2.3 Carbonmarked
Forhandlingerne af udviklingen af carbonmarkedets byggesten – CDM, JI og kvotehandel – samt mulighederne for at introducere nye mekanismer på sektorniveau skal ses i tæt sammenhæng med mandatdiskussionen på Kyoto-sporet. Forhandlinger af carbonmarkedet har således afventet løsningen af mandatdiskussionen og derfor ikke opnået de store fremskridt under dette møde. G77 og Kina frygter således, at forslag til at introducere mekanismer på sektorniveau vil føre til en form for forpligtelse for ulandene, og de argumenterer derfor for, at der ikke er mandat til at forhandle om udviklingen af carbonmarkedet under Kyoto-sporet. Dog er det positivt, at formanden fik et mandat til at fremlægge en forhandlingstekst ud fra de forslag, der er på bordet til at udvikle og styrke carbonmarkedet. Denne forhandlingstekst vil således indeholde forslag til ændringer af selve Kyoto-protokollen og beslutninger herunder. Dette kan være fremmende for forhandlingerne i Bonn-mødet i juni og bidrage til at flytte diskussionen fra forhandlingerne af mandatdiskussionen.

Forhandlingerne om carbonmarkedet i Kyoto-sporet fortsætter i juni ved næste forhandlingssession med udgangspunkt i formandens forhandlingstekst.

2.4 Optag i jord og skove (LULUCF)
Forhandlingerne om optag i jord og skove (LULUCF) bar præg af, at der var bred opbakning fra Annex1-landene til EU’s forslag om at regne optag i jord og skove i forhold til en fastsat bar (baseline). Da forslaget var nyt for udviklingslandene, ønsker de mere information omkring de mulige konsekvenser af dette forslag. Dette forslag vil på samme tid fjerne behovet for en række særregler for enkelte lande, som det vil være vanskelig at blive enige om. På trods af at forslaget er stillet med henblik på skov, ønsker USA at forslaget også skal gælde øvrigt jordbrug.

En anden interessant udvikling i forhandlingerne har været, at USA er begyndt at gøre synspunkter gældende om, hvordan de ser de fremtidige regler på optag i jord og skove (LULUCF) udvikle sig.

Formandens forelagde et papir, der reducerer antallet af forslag og hvor han fokuserer på de forslag han forventer kan forhandles færdig til COP15, og med prioritet for de forslag, der er mest velbeskrevet. Det gav problemer for de lande (bl.a. EU og Papua Ny Guinea), som så deres forslag forsvinde.

USA ønsker som forventet en omfattende inkludering, alle emissioner skal omfattes af reglerne, som skal være obligatoriske for alle industrilande. 

Drøftelserne vil fortsætte på næste møde i Bonn på baggrund af formandens tekst, samt landenes tekstforslag.

2.5 Spill-over effekter 
Forhandlingerne om spill over effekter i Kyotosporet bar præg af stort set at blive duplikeret under diskussionerne i Konventionssporet af emnet response measures (derfor samlet afrapportering af dette emne).

Der blev afholdt to workshops om emnet, én om spill-over effekter under Kyotosporet og én om response measures under Konventionssporet. Spill-over effekter fortsatte som dagsordenspunkt på Kyoto-sporet, hvor der blev nedsat en kontaktgruppe. Annex 1 og non-Annex 1 landene står fortsat stejlt overfor hinanden, og der har ikke været bevægelse på emnet under nogen af sporene.

Drøftelserne af emnet under begge forhandlingsspor viste, at der er en udvidet forståelse af emnet, og at det nu dækker over mere end blot konsekvenser for de olieproducerende lande. Flere parter og herunder de mindst udviklede ulande (LDC) lande giver udtryk for bekymringer i forhold til blandt andet fødevareeksport m.v. som følge af en styrket global klimaindsats. Samtidig argumenterer ilandene for, at der er tale om både positive og negative effekter af klimatiltag. Nogle oliestater prøver dog stadig at bevare fokus på finansiering til kompensation for tab af olieindtægter. 

G77 med Saudi Arabien i spidsen ønsker et forum, hvor emnet kan behandles. Dette forum skal sikre det analytiske og videnskabelige grundlag og komme med anbefalinger. Flere udviklede lande med New Zealand og Australien i spidsen advokerede for, at de nationale kommunikationer kan bruges til formålet. Der blev dog ikke opnået enighed om dette.