Varmepumpedagen 2010

12-10-2010

Klima- og energiministerens tale på "Varmepumpedagen 2010" i Eigtveds Pakhus.

--- Det talte ord gælder ---

Tak!

De sidste par uger har været noget hektiske.
Som I ved barslede Klimakommissionen for to uger siden med sin længe ventede rapport.

Dét fik så Dansk Fjernvarmes direktør til at sige, at jeg nu har opnået det største i branchen.
Troede jeg.
Men nej, han mente noget helt andet:
”Ja, for nu er du blevet covergirl på Dansk Fjernvarmes blad!

Ja, hvad gør man ikke for at appellere til jer i energibranchen!

Jeg er i øvrigt glad for, at jeg er her som Klima- og energiminister og ikke som ligestillingsminister.
Ikke kun fordi jeg kan konstatere, at vi godt nok ikke er mange kvinder her i dag.

Men fordi jeg kommer til at tænke på sidst jeg var ude på en af boreplatformene ud for Esbjerg havn. Her sagde en af borebisserne til mig:

”Ja, det er ikke ligesom i gamle dage, da én mand var en mand og en kvinde var sådan en, der hang på væggen”.

Ja, jeg havde jo så ikke lige regnet med, at dén kvinde skulle være mig!

Spøg til side!

Vi står nemlig overfor en vigtig opgave.

Den store udfordring er, hvordan vi får sikker, grøn energi til en rimelig pris i en verden, hvor de fossile energireserver svinder ind, og hvor energiforbruget nærmest eksploderer.

For regeringen handler det med ”sikker” både om, at energiforsyningen er stabil ude hos kunden, altså at nettet og systemet fungerer, men også at vores energiforsyning ikke er afhængig af olie fra ustabile egne af verden.

Det ”grønne” handler om, at vi af hensyn til klimaet, miljøet og vores børn og børnebørn har en forpligtelse til at producere vores energi på en bæredygtig måde.

Og det handler om, at vi skal udnytte vores gode position og konkurrencefordel i det grønne kapløb.

Det sidste, at det skal være til en rimelig pris, handler om, at vi skal producere energien på markedsvilkår.

Det er den eneste måde vi kan sikre, at det sker mest omkostningseffektivt, så både erhvervslivet og almindelige mennesker har råd til energien.

Og der er og bliver altså afgørende, at den grønne omstilling går hånd-i-hånd med vækst og konkurrenceevne.

Læg i øvrigt mærke til, at jeg ikke siger ”Billigt”.
Jeg siger helt bevidst ”rimelig pris”, fordi vi ikke skal foregøgle nogen, at vi kan omstille hele Danmarks energiforsyning til grøn energi, uden at det koster noget. 

Det gør det! – Men det bliver mindst ligeså dyrt, hvis vi forsætter med at bruge de fossile brændsler som olie, kul og gas.

I regeringen mener vi derfor, at vejen frem mod en grøn, sikker energi til en rimelig pris, går gennem uafhængighed af fossile brændsler.

Og det var jo også derfor, vi i sin tid nedsatte Klimakommissionen.

Med fare for, at nogen vil beskylde regeringen for nøl, så vil vi altså – også i respekt for kommissionens møjsommelige arbejde – tage os tid til at snedkerere vores udspil sammen.

Men jeg tror, vi kommer til at følge mange af kommissionens anbefalinger.

For det første anbefaler kommissionen, at vi skal have meget mere vedvarende energi.

Dét er jeg helt enig i.

Som det første land i verden skal vi hive benzinen ud af bilerne, gassen og olien ud af husene, kullene ud af varmeværkerne, og erstatte det med ren grøn energi.

Og den grønne energi skal i stor stil produceres af vindmøller og biomasse.

Dét betyder bl.a., at vi skal fortsætte vores udbygning af vindenergi på havet.

OG det betyder, at energisystemet skal være intelligent og langt mere fleksibelt end det er i dag

Den store udfordring bliver at gøre brug af den overskydende el, når der i fremtiden skal indpasses enorme mængder vind i systemet.
- og her får varmepumperne en meget central rolle!

For varmepumper er blandt de teknologier, der kan være med til at gøre elforbruget meget mere fleksibelt.

Derfor anbefaler kommissionen også både at fremme varmepumper i fjernvarmeforsyningen, og at fremme brugen af små varmepumper hos den enkelte forbruger.

Og selvfølgelig skal vi dét.

Hvis vi starter med de store varmepumper, så kan de producere fjernvarme, når der rigtigt er gang i vindmøllerne.

Og kombinerer vi varmepumperne med varmelagre på fjernvarmeværkerne, så har vi også varme, når vindmøllerne står stille.

Det gør varmepumper til en vigtig brik i fremtidens intelligente energisystem!

Og vi skal have bragt den vedvarende energi helt ind i stuerne.
For en meget stor del af energien bruges i boliger.

Derfor er jeg enig med kommissionen i, at vi skal arbejde på at få de individuelle varmepumper IND i husene og olien UD.

For vi kan ikke blive uafhængige af fossile brændsler, så længe vi opvarmer vores boliger med olie.

Derfor skal vi sikre, at individuelle varmepumper er konkurrencedygtige i forhold til olie- og naturgasfyr, og at de er forberedt til fleksibelt elforbrug.

Vi skal også sikre, at varmepumperne er konkurrencedygtige overfor de træpillefyr, der kunne være et alternativ til oliefyret.

Jeg tror nemlig, at der bliver stor efterspørgsel på biomasse i fremtiden dels til el- og varmeproduktion, dels til at fremstille biobrændstoffer.

Derfor er den tendens, vi ser i regeringens Skrotningsordning for oliefyr også rigtig god.

Ordningen yder støtte til fjernvarme, solvarme og varmepumper, hvis oliefyret skrottes.

Og i dag har godt 40 %, af de boligejere, der har søgt tilskud efter ordningen, skrottet fyret til fordel for netop varmepumpen!

Der har hersket lidt usikkerhed omkring, hvordan snittet bliver, mellem de krav der gælder for at få tilskud til en varmepumpe og de nye krav, der gælder i bygningsreglementet.

Derfor har vi besluttet, at der bliver en overgangsordning således at de nye krav først træder i kraft fra 1. januar 2012.

Det betyder i praksis, at husejeren kan udnytte sit tilsagn og installere den planlagte varmepumpe inden udgangen af 2011. Herefter træder de nye krav i bygningsreglementet i kraft.

Så fik vi da ryddet den uklarhed af banen!

Det er vigtigt for mig, at det skal være så nemt som muligt at være grøn.

En ny undersøgelse viser, at hele 98 % af dem, der har en varmepumpe er tilfredse.

Og ofte er det jo en vældig god forretning for familien, at omstille sig fra fx individuelle oliefyr til varmepumper.

Stigende priser på fossile brændsler vil kun gøre omstillingen endnu mere rentabel!

Dét ser heldigvis ud til at gå op for flere og flere!

Men potentialet er langt fra udnyttet til fulde endnu.

Der er nemlig stadig mange husejere, der - når det kommer til stykket - afholder sig fra at vælge en varmepumpe.

Der er derfor stadig brug for mere information om, hvordan varmepumperne egentlig virker, hvad de koster i indkøb og drift, og om de nu også rent faktisk leverer den lovede besparelse.

Der er med andre ord stadig udfordringer forude.

For det første skal vi have gjort varmepumper så almindelige, at de med tiden helt fortrænger de rent fossile anlæg.

For det andet er det vigtigt, at samspillet mellem varmepumper og det intelligente energisystem kommer til at fungere optimalt.

Derfor vil vi nu se på både rammer og incitamenter for de store og små varmepumper.

Vi skal nemlig sørge for, at varmepumperne bliver brugt til det, de er bedst til – nemlig at forsyne danske hjem med god og billig vedvarende energi.

På den måde hjælper de os på vej mod hele den omstilling til vedvarende energi, vi er i gang med.

Lad os derfor sammen pumpe liv i visionen om at omstille samfundet til grøn energi – Og lad os vise, at grøn energi ikke bare er varm luft.

Tak for ordet!



Kontakt
Katja DahlbergTaleskriver
Katja Dahlberg
+45 22 93 94 97
kadah@kemin.dk