- Det talte ord gælder -
Tak for muligheden for at komme her i dag.
Jeg har tilbragt en del af sommeren i Washington DC – bl.a. til et slags G-20-møde for verdens største energiforbrugere.
Bare rolig – DK var med pga. vores COP15-medlemskab; ikke fordi vores energiforbrug pludseligt er eksploderet.
Når jeg dér fortalte mine udenlandske kolleger, at vi i Danmark ikke bare slipper af med affald uden at belaste miljøet, men oven i købet omdanner det til ny ren grøn energi. Ja, så var øjnene altså ved at trille ud af hovedet på dem.
For netop i USA er der tradition for at deponere affald på kæmpe-lossepladser, såkaldte ”landfills”, hvor de ligger og uddunster giftig metangas. Det er mildest talt, hverken godt for miljøet eller for helbredet.
Det samme billede gør sig gældende i det meste af Europa. Lige fra Hamburg til Marseille hober skrotdyngerne sig op.
De fleste af jer kan sikkert huske billederne af store stinkende affaldsbjerge fra det tropehede Napoli sidste sommer.
Skidtet lå i gaderne i ugevis, lammede trafikken og udgjorde en alvorlig sundhedsrisiko for de mere og mere desperate italienere.
Det stod hurtigt klart, at Camorraen, som mafiaen hedder på de kanter, stod bag. Den samme mafia, der også har gjort det til en lukrativ forretning at dumpe skibe med radioaktivt affald lige ud i bølgen blå.
Det er bestemt ikke tilfældigt, at gangsterbossen Tony i den populære amerikanske tv-serie
The Sopranos officielt ernærer sig inden for
waste management. Derfor er jeg også en lille bitte smule skuffet over ikke at se flere store guldkæder og håndvåben her i forsamlingen i dag.
For vi
har pistolen for panden.
For det første, fordi vi bliver flere og flere mennesker.
For det andet, fordi der bliver færre ressourcer.
Og det siger sig selv, at stykkerne bliver mindre, når den kage skal fordeles.
For kineserne og inderne drømmer jo ligesom os om et hus, en bil, god mad, varme, aircondition, city breaks, hårtørrere, brødristere, stereoanlæg – og hvad der ellers med tiden er blevet en naturlig del af et moderne liv.
Tag bare Indien, som jeg besøgte for nylig i forbindelse med klimaforhandlingerne frem mod Mexico i november.
Siden de økonomiske reformer i starten af halvfemserne, er væksten buldret derudaf. Millioner af indere er blevet løftet ud af fattigdom og blevet del af den såkaldte globale middelklasse. Men der er alligevel stadig et stykke vej, til de når samme niveau af materiel velstand, som vi har her i Vesten.
Hvis inderne for eksempel skal have en bilpark, der forholdsmæssigt er lige så stor som den amerikanske, så skal de ifølge Verdensbanken have næsten 500 mio. biler.
I 2005 havde de kun i alt 9 mio. biler!
Og her kommer vi til den anden del af udfordringen. For ifølge prognoserne er Danmark allerede fra omkring 2017 ikke længere selvforsynende med olie og gas. Der ingen tvivl om, at presset på jordens ressourcer vil stige.
VI SKAL ALTSÅ BLIVE UAFHÆNGIGE AF FOSSILE BRÆNDSLER
Og derfor er vi også så spændte på, hvad de skarpe hoveder i Klimakommissionen barsler med om en måned.
Men uanset hvad, så er der ingen tvivl om, at der er brug for at dreje på alle knapper. Vi skal bruge alle de skyts vi har inden for vedvarende energi. Og i Danmark er vi heldigvis stærke på hele paletten.
Derfor skal vi både bruge mere sol, vind og mere biomasse og biogas. Det skal vi ved at udbygge det eksisterende, men også ved at blive bedre til at udnytte energien intelligent og effektivt.
Og her spiller affald en betydelig rolle. For i Danmark er vi rigtig gode til at anvende energiindholdet meget effektivt i forhold til andre lande. Og affald udgør en stor del af den vedvarende energi.
Det betyder, at vi på den ene side slipper for de store forurenende lossepladser, vi kender til fra udlandet. Og at vi på den anden side får el og varme til lokalsamfundet.
Vi har altså ikke bare gjort affald til en guldgrube – på helt legit vis. Vi har også gjort affald til en del af vejen mod det fossilfri samfund.
Det har vi sådan set gjort i mange år. Og ja her på Amagerforbrænding sågar i 40 år. Hvad vi fejrer her i dag.
For heldigvis startede vi i Danmark allerede for mange år siden med at omstille os til vedvarende energi.
Allerede da oliekrisen kradsede i 70’erne, lagde vi vores energiforsyning om. Og vi stoppede ikke, da olien igen flød i 80’erne.
Vi har altså et solidt fundament, som vi har gået og bygget på i mange år. Og derfor er vi også så godt rustet til at løfte den mammutopgave, vi står overfor.
Som New York Times-korrespondenten Thomas Friedman siger:
−”it’s hard to look at Denmark and see the road not taken”.
Men nu skal vi jo altså ikke bare slå hænderne sammen og sige, det var så det.
For vi står overfor en mastodontisk opgave, hvor vi både skal udbygge den vedvarende energi og reducere vores energiforbrug gennem mere effektive energi-løsninger.
Og at kalde den opgave for lille. Det svarer vist til at kalde Helle Thorning’s håndtaske for en bærepose!
I USA har jeg da også hørt projektet blive sammenlignet med Apollo-projektet – månelandingen – som Kennedy brugte som motor for vækst og innovation i tressernes USA.
Men, vi skal jo altså ikke ”bare” op på månen en enkelt gang, og så tilbage igen; Nej, vi skal være fossilfrie og bæredygtige i al fremtid!
Derfor kan projektet snarere sammenlignes med at drive charterturisme til månen – selvom det jo ikke er så CO2-neutralt.
Det tror jeg godt, I alle sammen kan høre, at det ikke bare er noget, man sådan liige gør.
Derfor tager vi også alle midler i brug.
Og derfor er Danmark også i dag blandt de førende lande i verden, både når det gælder vedvarende energi og energieffektivitet.
Efterhånden er vi faktisk så kendt ude i verden for vores vindenergi, at vi for nyligt blev nævnt i et afsnit af den amerikanske kult-tegneserie The Simpsons.
Og sørme om ikke WulffMorgenthaler forleden havde en stribe i Politiken, der handlede om Amagerforbrændingen.
Jeg tror de færreste ville have troet, at affald ligefrem skulle gå hen og blive kult!
Men nu skal vi ikke hvile på laurbærene.
Konkurrencen bliver nemlig hårdere og hårdere. Kineserne og inderne stormer frem, og derfor må vi virkelig tage benene på nakken.
Vi er trådt ind i en ny energipolitisk dagsorden, hvor der løber en klar skillelinje mellem de lande, der sidder på verdens energiressourcer og de, der må ty til import.
Ifølge USA’s tidligere udenrigsminister Henry Kissinger er det, vi er vidne til, intet mindre end den største overførsel af velfærd nogensinde.
Derfor vil der også være ekstrem rift om dem, der kommer op med nye løsninger.
Og det er der brug for, for presset på energiressourcerne stiller helt nye krav til viden og innovation.
Jeg er sikker på, at vi i dag slet ikke kan forestille os, hvilke landvindinger vi i de kommende år får at se på energiområdet.
Som den tidligere amerikanske præsident Bill Clinton engang sagde:
”Da jeg tiltrådte, var det kun højt specialiserede fysikere, der havde hørt om det, der kaldes internettet … Nu har selv min kat en hjemmeside”.
Jeg er ikke i tvivl om, at energiteknologi vil være en af de helt store vækstindustrier i de kommende årtier.
Tag bare Storbritannien. Her mener de, at det det globale marked for vedvarende energi, biobrændstoffer og affaldsteknologier ligger på 25.000 mia danske kroner.
I Danmark har vi klaret os godt, men vi kan og skal blive endnu bedre, hvis vi ikke skal blive løbet over ende.
Som præsident Obama har sagt:
”Den nation, der i det 21 århundrede bliver verdensleder inden for ren energi, vil også være den nation, der bliver ledende i den globale økonomi”.
Det ved jeg, at I er i fuld gang med. Fx de nye lovende forsøg med at omdanne affald til biobrændstof.
I har det nemlig ligesom jeg med at blive 40. Dér er man hverken fed eller færdig.
Og selvom vi i Danmark ikke bruger mafiametoder, så er jeg glad for, at vi har gjort affald til – ikke bare big business, men til green business.
For som sagt, står vi overfor en stor opgave. Og derfor har jeg også en udfordring med til panelet.
Klimakommissionen kigger jo i øjeblikket på, hvordan vi kan blive et samfund fri for fossile brændsler.
Jeg vil derfor gerne høre panelets bud på, hvordan vi opnår et Danmark som er uafhængig af fossile brændsler.
Tak for ordet.