---Det talte ord gælder---
Tak for invitationen.
På min tid på KU fortalte den kendte astrofysiker Anja C. Andersen mig engang, hvordan hun og en anden pige under studiet stod i laboratoriet og lavede testforsøg, da en af underviserne sagde:
"Sådan to piger som jer, der er bange for at få sorte negle, har da ikke noget at gøre på et fysikstudie!".
Nu håber jeg ikke, at det er den gængse holdning på de danske universiteter, og det var da heldigvis heller ikke min oplevelse.
Men, der er ingen tvivl om, forestillingerne om, hvad der er ”mandejob”, og hvad der er ”kvindejob” er meget fastlåste.
Og de er desværre i høj grad med til at forme de unges uddannelsesvalg.
Og værre endnu.
De modige få, der tør træffe et utraditionelt valg, falder meget ofte fra igen.
Man kan sige, at vi står i en situation, hvor unge kvinder og mænd fordeler sig på uddannelserne som om skulle de besøge et offentligt toilet;
- Køen til dametoilettet på den ene side,
- Og køen til herre toilettet på den anden side.
Men hvad er problemet egentlig?
Er der overhovedet noget galt med, at piger vælger én type uddannelse og drenge en anden?
Ja, og det er der 3 grunde til:
For det første, så er det et problem, når normer og traditioner er så stærke, at de reelt styrer et så vigtigt valg som uddannelse og arbejde, så får piger og drenge ikke lige muligheder her i livet – og mulighed for at vælge fra hele paletten.
For det andet så viser forskning, at grupper der både består af mænd og kvinder er mere innovative end grupper, der kun består af det ene køn.
Piger og drenge er ikke ens, og vi kan derfor ikke sige,
at det ene eller andet køn bidrager med dette eller hint.
Men der sker altså noget, når kønnene blandes.
Og derfor er mangfoldighed i sig selv en gevinst.
For det tredje så drejer det sig om at stille med det bedste hold.
For et par uger siden kom 32 rektorer hjem fra Kina. Her havde de besøgt en række kinesiske ungdomsuddannelser.
Mange var mildest talt rystede.
For det rektorerne så var elever, der på stort set alle parametre var foran de danske elever.
Som én beskrev det, så var det følelsen af at møde noget ambitiøst, dygtigt og sultent.
Mine damer og herrer.
Det er de elever, som vores elever skal konkurrere med i den nye globale virkelighed.
Det er dé elever, vi er oppe imod i det globale hjernekapløb.
Og netop derfor har vi ikke råd til dét talentspild det er, når piger eller drenge fravælger bestemte uddannelser på grund af deres køn.
Som Michelle Bachelet, der er leder af UN Women og tidligere præsident for Chile, har sagt:
”Ingen fodboldtræner ville låse halvdelen af holdet inde, når der skal spilles kamp”.
I disse år står vi desuden med en særlig udfordring i forhold til drengene.
Hvor 50 % af pigerne gennemfører en videregående uddannelse, så gør kun 37 % af drengene.
Og der er langt flere drenge end piger, der aldrig får en uddannelse efter folkeskolen.
Vi har altså en helt særlig udfordring i forhold til at få drengene tilbage på uddannelsessporet.
Og det er bestemt ikke et billede vi kun ser herhjemme.
I Storbritannien taler man om de såkaldte ”boomerang-drenge”.
Udtrykket bruges om det stigende antal drenge, der er gået helt bag om dansen på arbejdsmarkedet og i uddannelsessystemet.
Mere end en fjerdedel af de britiske mænd i alderen 25 til 29 bor hos deres forældre.
Så det er ikke kun i Italien, at voksne mænd først begynder at flytte fra Mamas pastagryder, når de runder de 30.
Personligt finder jeg det særdeles tankevækkende, at det tyder på, at drengene er mere fastlåste end pigerne i deres forestillinger om, hvad de kan blive.
Fx mener 25 % af drengene, at det er vigtigt at finde et job, der passer til deres køn, mens det kun gælder for 14 % af pigerne.
Og når drengene så netop generelt klarer sig skidt, så understreger det blot pointen om, at fastlåste forestillinger i sig selv er en massiv barriere.
Det minder mig om min gamle gymnasielærer, der altid sagde:
”Livet er for kort til kvindefodbold”.
Nuvel, i dag kan jeg bare sige til ham – fodbold er blevet landets største pigesport, og 66.000 piger kan ikke tage fejl.
Det viser, at selvom normer er sejlivede og svære at ændre på, så kan det lade sig gøre at ændre dem.
Det er fx ikke en naturlov, at drenge er bedre til naturvidenskabelige fag end piger, eller at det kun er piger, der kan blive gode sygeplejersker.
Tag bare Finland, Sverige og Polen.
Her er der langt flere piger, der uddanner sig indenfor naturvidenskab end i Danmark.
Eller Island; her er hver fjerde, der får en videregående uddannelse inden for social og sundhed en mand.
Det er altså muligt at skabe rammerne for et mindre kønsopdelt uddannelsesvalg.
Nu er der sikkert flere af jer, der tænker:
Jamen, når de unge kommer hos os, så har de jo allerede valgt, hvad de vil.
Ja, så er skaden allerede sket.
Og I kan have helt ret i, at der er rigtig meget, der allerede fastlægges helt tilbage i børnehaven og folkeskolen.
Derfor sætter vi fra regeringens side også allerede ind her. Men det betyder altså ikke, at I ikke også bør gøre en indsats.
Lad mig nævne et par eksempler:
I forsvaret har de i flere år gået målrettet efter at rekruttere flere kvinder ved at bruge kvindelige rollemodeller.
Og dét har haft en markant effekt.
Antallet af kvindelige værnepligtige i forsvaret er mere end fordoblet på bare tre år!
I Projektet ”Rum til drengene” har Erhvervsskolen Nordsjælland skabt et undervisningsmiljø med mere sport og fysisk udfoldelse, dét har i høj grad været med til at fastholde de drenge, der som en har svært ved at sidde en hel dag på skolebænken.
Det handler bl.a. om to ting:
For det første at skabe et studiemiljø, så begge køn føler sig velkomne.
Og for det andet at bruge de gode rollemodeller vi har, som fx netop fysikeren Anja C Andersen, for den sags skyld også Anja Andersen.
Dé har vist, at kvinder både kan være astrofysikere og landsholdstrænere.
Først og fremmest er der dog brug for at få mere fakta på bordet.
Derfor planlægger jeg i samarbejde med Forum 100 % meget hurtigt at undersøge, hvor drengene bliver af, når de har gjort deres gymnasiale uddannelse færdig.
Jeg er også i gang med at planlægge en særlig uddannelsesdag med fokus på køn og uddannelsesvalg i samarbejde med Ingeniørforeningen i Danmark om.
Trods en overvægt af mænd i det fag, forkortes foreningen i øvrigt ”IDA” og har en kvindelig formand!
Det minder mig om Madeleine Albright, der i sine memoirer fortæller, om dengang hun lige var gået af som udenrigsminister.
Her fortalte hendes tidligere medarbejder, hvor chokeret hans søn var blevet, da Colin Powell tonede frem på tv som ny udenrigsminister:
"Jamen far, hvordan kan han sidde I Madeleines stilling?”.
Drengen fik prompte en reprimande for på den måde at antyde, at en sort mand ikke kan være udenrigsminister.
Men det var ikke det drengen mente:
”Nej, far, hvordan kan en mand være udenrigsminister?”.
Historien illustrerer meget fint, hvor nemt vores forestillinger om, hvad der er ”normalt” formes.
Og netop derfor kan vi jo altså også omforme dem.
Dét er der brug for, hvis vi skal nå regeringens mål om, at Danmark skal være blandt de ti rigeste lande i verden.
Derfor vil jeg opfordre jer til at være meget opmærksomme på, om der er en blind vinkel, hvor I reelt kun ser det ene køn og dermed udelukker det andet i det I gør.
Og det gælder lige fra måden I rekrutterer nye elever på, til den måde undervisningen foregår på.
For det er nemlig afgørende for, om I også kan fastholde de unge på uddannelserne.
For som Storm P har sagt:
”Intet kommer af intet, kun lommeuld”.
Hvis vi bare ser til, er vi kun sikre på én ting.
Og det er, at der ikke sker noget som helst.
Derfor er jeg glad for, at I har sat emnet på dagsordenen.
Og at flere af jer er i fuldt sving med rent faktisk at gøre noget.
For som den tyske digter Goethe har sagt:
“At tænke er let, at handle er svært, men at handle som man tænker. Dét er det allersværeste”
Tag nu det næste skridt og gør tanke til virkelighed.
I en tid, hvor Danmark for alvor udfordres af de nye vækstøkonomier, har vi ganske enkelt brug for konsekvent at bringe de bedste hoveder i spil – uanset køn, alder og etnisk herkomst.
For kun på den måde kan vi stille med det bedste hold.
Tak!