Tale ved indvielsen af Den elektriske Storebæltsforbindelse

- Det talte ord gælder -

Deres majestæt, mine damer og herrer.

Det er mig en stor glæde at stå her i dag. For der har været tale om denne forbindelse i årevis.

Med storebæltsforbindelsen bygger vi et nyt spor på den europæiske energimotorvej. Med den kobler vi ikke bare Danmark sammen. Nej, vi kobler også Danmark endnu mere sammen med Europa.

Idéen var faktisk allerede i sin vorden helt tilbage i 1855, da daværende krigsminister Tscherning begyndte sine planer om at bygge en tunnel under Storebælt.

Tscherning, som var en stovt herre, rundet af militæret og sin opvækst på Frederiksværk kanonstøberi og krudtfabrik,
tog ikke sådan et nej for et nej.

Men nu endte det alligevel, hverken værre eller bedre, end at den gamle krigsminister måtte give fortabt. Der var ganske enkelt ingen omkring ham, der troede, at hans idé var realistisk.

Er de gal mand?, syntes at være den gængse reaktion.
Og Tscherning kunne ikke gøre andet end at sno det sirlige overskæg og lade tiden vinde sagen for sig.

Og ganske rigtigt, om ikke den kradsbørstige krigsminister fik det sidste ord. For hans idé blev ved med at få en ny renæssance med et par års mellemrum med argumenter om alt fra friske tropper, til frisk smør og mælk.

Og i 1998 kunne hendes Majestæt så endelig åbne Storebæltsforbindelsen. Men drømmen om at binde Danmark sammen – og navnlig at binde Danmark sammen med Europa - er mere omfattende end den gamle krigsminister dengang drømte om. Og den fik for alvor fart på − på baggrund af de grufulde hændelser under anden verdenskrig.

Netop i år er det da også 60 år siden Frankrigs daværende udenrigsminister Robert Schuman holdt sin skelsættende tale om krig og fred i Europa.

I stedet for at ty til den klassiske afstraffelsesstrategi, hvor krigens sejrherrer – ligesom efter 1. verdenskrig – insisterede på, at Tyskland skulle betale astronomiske krigsskadeerstatninger, skulle der nu samarbejdes med den tidligere fjende. Og det vel at mærke på en sådan måde, at krig blev umuliggjort.

Så Frankrig og Tyskland – og de andre lande, der ville deltage – skulle lægge deres suverænitet i en fælles pulje, og for første gang i historien ty til overnationalt samarbejde.

De områder, man skulle starte samarbejdet inden for, var kul og stål. Netop ved at samarbejde om disse områder ville det blive umuligt at genstarte den nationale krigsmaskine.

Som bekendt deltog Danmark ikke i det, der blev udløber af talen, Kul- og Stålunionen, men allerede tre år efter – i 1953 ændrede vi grundloven, så Danmark havde mulighed for at tilslutte sig ”Overstatsligt samarbejde”.

Det var for øvrigt i dén folkeafstemning, hvor vi også stemte om, at Frederik den niendes datter kunne blive monark!
Ja, undskyld, men ligestillingsministeren skulle også lige til orde!

Her i 2010 drejer det sig så igen om at binde Europa sammen. Og det drejer sig igen også om energi!

For ud af EU's 27 medlemslande, er der kun ét land, der er nettoeksportør af energi: Danmark. Og det er vi kun i et par år endnu. Derefter vil vores produktion af olie og gas være faldet så meget, at vi igen bliver nettoimportør af energi. 

Og vi kan alle sammen være ganske sikre på, at priserne på både olie, gas og kul kun kommer kun til at gå én vej fremover – og det er OP.

For når reserverne af fossile brændsler går ned, går priserne op. Derfor vil vi være tvunget til at sende voldsomt store beløb ud af landet til de energiproducerende lande.
Og i de fleste tilfælde er dét lande med styreformer og værdier, der ligger meget langt fra vores.

Derfor tager man grueligt fejl, hvis man tror, at vi kan basere vores fremtidige energiforsyning på kul, olie og gas.

Heldigvis har vi i Danmark en lang tradition for vedvarende energi. Og derfor er vi også godt rustet til de udfordringer, der ligger forude. For allerede, da oliekrisen kradsede i 70’erne, lagde vi vores energiforsyning om. Og vi stoppede ikke, da olien igen flød i 80’erne.

Vi har altså et solidt fundament, som vi har gået og bygget på i mange år. Men nu skal vi jo altså ikke bare slå hænderne sammen og sige, det var så det. For vi står over for en voldsom opgave, hvor vi både skal udbygge den vedvarende energi og reducere vores energiforbrug gennem mere effektive energi-løsninger.

I USA har jeg da også hørt projektet om det fossilfri samfund blive sammenlignet med Apollo-projektet – månelandingen – som J.F. Kennedy brugte som motor for vækst og innovation i tressernes USA.

Men, vi skal jo altså ikke ”bare” op på månen en enkelt gang, og så tilbage igen; Nej, vi skal være fossilfrie og bæredygtige i al fremtid!

Derfor kan projektet snarere sammenlignes med at drive charterturisme til månen – selvom det jo ikke er et så CO2-neutralt billede.

Pointen er, at vi har brug for en stærk energi-infrastruktur, der kan producere store mængder miljøvenlig energi. For det er forudsætningen for, at vi kan omstille os til et samfund baseret på vedvarende energi. Til dét skal vi både bruge mere sol, vind og mere biomasse og biogas.

Men den helt store KRUMTAP er og bliver vind.
Ligesom den fremtidige udbygning af vindenergi fortrinsvis skal ske på havet. I Danmark har vi nemlig vind og hav i massevis. Naturkræfter, der bare venter på at blive tæmmet.
Naturkræfter, der skal bære os ind i en fremtid med vedvarende energi.

Havvind er desuden en relativ stabil og forudsigelig energi-kilde. Og det giver mulighed for en mere effektiv el-produktion. Men alt denne gode energi skal vi jo altså have helt ind i stuerne. For vi bruger alle sammen strøm hver dag, men vi tænker ikke altid på, hvor stor en opgave det er at få strømmen helt hen til kontakten.

Hvis vi skal blive ved med at få det, så kræver det, at vi løbende fornyer og udbygger vores elforbindelser. Ellers vil der en dag pludseligt ikke være lys i pæren.

Og derfor er den elektriske Storebæltsforbindelse, vi indvier her i dag, også en milepæl i dansk energiforsyning. Og et vigtigt skridt på Danmarks vej mod et fossilfrit samfund.

Forbindelsen betyder, at Danmark ikke længere vil være kløvet i to adskilte el-systemer. Det er der flere fordele ved:

For det første gør kablet det muligt, at elektriciteten produceres der, hvor den er billigst.

Dét betyder, at det samlet set bliver billigere at producere el i Danmark.

For det andet kan landsdelene nu deles om reservekapaciteten til gavn for forsyningssikkerheden.

Og for det tredje vil kablet øge konkurrencen på elmarkedet. De store elproducenter vil ganske enkelt have sværere ved at udnytte deres dominerende position på markedet til at skrue priserne kunstigt i vejret

Men Danmark er kun én lille brik i et større europæisk energipolitisk puslespil. Derfor har vi brug for sikre og stabile forbindelseslinjer både i Danmark og fra Danmark til resten af Europa.

Forestil jer, at vejene stoppede ved Fyn.
Eller, at posten eller mobilnettet stoppede ved grænsen til Tyskland. Det er i dag en absurd tanke.

Men faktisk, så har det indtil nu været sådan på elområdet. Det betyder, at vi ikke har kunnet sende vindenergi fra Jylland over Fyn og Sjælland og derfra videre til Sverige, når vestenvinden har pisket over heden.

Derfor har vi brug for europæiske energi-broer, der kan transportere el på tværs af Danmark og Europa.

Lige siden Agnete og havmanden har broer symboliseret overgangen til en ny verden, ja ofte en ukendt endda farlig verden. Tænk bare på Simon and Garfunkels bridge over troubled water. 

I både eventyr, folkeviser og popmusik er broer billeder på forandring og udvikling. Og netop forandring og udvikling er nødvendig for, at et samfund kan udvikle sig og følge med tiden.

Som opdageren af tyngdekraften Isaac Newton engang har sagt, så bygger vi for mange mure og for få broer.

Lad dagen i dag være dén dag, hvor vi bygger bro til Europa og til fremtidens fossil fri samfund.

Tak for ordet.