Grøn vækst og vejen til Cancun

--- Det talte ord gælder ---

Tak for invitationen.

Jeg ved ikke, om I kan huske overskriften: Fiat overtager Chrysler!

Men sidste år overtog italienske Fiat i realiteten den mindste af ”Detroits Big Three” med en aktieandel på op til 35 procent og solid plads i bestyrelsen. 

Og direktøren for Fiat Sergio Marchionne, der er ligeså kendt for sin kærlighed til hurtige biler som til hurtige virksomhedsovertagelser, sagde til de måbende journalister: 
"Vi har fået denne fantastiske anden chance til at gentænke alt, hvad vi gør.
Der bliver ikke en tredje”. 

Den amerikanske bilindustri var allerede presset, inden den globale finanskrise tvang flere af de store gamle fabrikker helt i knæ.

Det er måske svært at tro på, men op gennem 70 og 80’erne var de amerikanske miljøkrav langt skrappere end de europæiske.

Ja, faktisk fik amerikanerne gjort mere ved luftforureningen end svenskerne.

Og USA’s bilindustri klarede sig på trods af miljøkravene.

Men hvorfor egentlig det?

Jo, de benzinslugende dollargrin begyndte ganske enkelt at kunne køre længere på literen.
Og den amerikanske forbruger fik råd til mere end mileage.
Det blev i den forstand billigere at være bilejer.

Med Reagan blev der dog sat en stopper for den grønne linje og de grønne afgifter.
Ligesom han kort efter pillede energiministeriet ned med ordene:
”Energiministeriet har et multimilliard stort budget og […] endnu har det, hverken produceret en dråbe olie eller et stykke kul eller nogen andre former for energi”.

Samtidig satte Europa for alvor i gear og indførte skrappe grønne krav.

Som økonomen David Vogel har sagt, så blev haren overhalet af skildpadden.

Og derfor kunne et italiensk bilfirma for nyligt overtage et amerikansk.

Når det så er sagt, så har japanernes Toyota City vist sig at være langt den vanskeligste konkurrent for bilindustrien.

Men min pointe er, at det ikke er bad for business at tænke på miljøet.

Tværtimod, så er det en fordel at kunne producere mere for mindre.

På dén måde bliver den grønne tænkning ikke en ekstra omkostning, men en måde at skabe mere værdi på.
Derfor er det I gør her i Zero Carbon Network, hvor I indtænker klimaet i forretningen ganske enkelt godt købmandskab.

Det var også en af grundene til, at vi i Danmark valgte at lægge vores energiforsyning om, da oliekrisen kradsede i 70’erne.

Og i modsætning til amerikanerne stoppede vi ikke, da olien igen flød i 80’erne.
Nej, vi blev i arbejdstøjet og udviklede grønne virksomheder med klare globale styrkepositioner.

Dét er vejen, når vi skal gøre os uafhængige af fossile brændsler.
Og dét er vejen, når vi skal klare os i det grønne kapløb, hvor vi har store europæiske lande, USA, Indien og ikke mindst Kina lige i hælene.

Og derfor er det også så vigtigt, at vi ikke stopper op nu.

For det første, fordi vi bliver flere og flere mennesker på jorden.

Vi er nu 6 mia., og inden udgangen af 2050 mener eksperter, at vi er helt oppe på 9 mia. mennesker.

Dét vil naturligvis øge behovet for mere energi.

For det andet bliver der færre ressourcer.
Afhængigt af, hvilken talknuser man lytter til, så slipper verdens olie og gasressourcer op inden for de næste 40-60 år.

Når energiforbruget så samtidigt vokser eksplosivt, så står vi i en situation med stigende og mere ustabile priser.

Dét betyder, at hvis vi ikke lægger stilen om, og det er mit tredje argument, så bliver vi afhængige af lande, vi ikke nødvendigvis deler værdier med.
For det er altså dem, der sidder på olien.

Situationens alvor forstærkes kun af, at vi, fordi olie- og gasproduktionen i Nordsøen også har toppet, er meget tæt på at blive nettoimportører af fossile brændsler.

Det helt store spørgsmål bliver derfor; skal vi bruge pengene herhjemme på grøn energi og danske arbejdspladser;
Eller skal vi sende pengene til lande, vi ikke deler værdier med?

Det er for mig at se ikke et svært valg.
Det, der til gengæld er svært er, hvordan vi gør.

Derfor er jeg også glad for, at vi for nylig fik Klimakommissionens rapport – efter to et halvt års intensivt arbejde.

Med dén har vi fået en værkstøjskasse, som giver os en række af de redskaber, vi kan tage i brug for at nå vores mål om at blive uafhængige af olie og gas i 2050.

Og vi vil nu se på, hvordan vi kan komme med et udspil, der bedst sikrer, at vi i de kommende år kan blive endnu mere energieffektive.

Men i Danmark har vi allerede vist, at det er muligt at afkoble vækst og øget CO2-udledning.

Det er der flere gode eksempler på:

Tag bare småkagefabrikken Bisca, der under finanskrisen snarere lugtede af fyringstrusler end af hjemmebag.

Men Bisca sparede på energien og sparede samtidig to millioner på energiregningen.
 
Eller tag Fiberline Composites, der har bygget en motorvejsbro i England af grønne materialer.
Vel at mærke en bro, der kan bære lastbiler på op til 40 tons!
Og broen har ikke kun været grøn.
Den har også været langt billigere, end hvis den var af stål og beton. 

Ved at spare på CO2’en kan erhvervslivet tjene flere penge og samtidig være med til at drive omstillingen af vores samfund til grøn energi.

Og på den måde være med til at holde klodens temperaturstigning på max 2 grader.

For jo flere lande, der vælger at omstille sig.
Jo flere markeder vil der være for danske teknologier, og jo mere fart vil der komme på den samlede teknologiudvikling.  

Rent faktisk er Danmark dét land i Europa, hvor
energiteknologien udgør den største andel af landets samlede vareeksport, nemlig 12 %.

Og det har vist sig, at dét i selv et faldende marked er en god forretning.

Og meget tyder på, at der er meget mere at komme efter.
Siden 2005 er investeringerne i grønne teknologier og løsninger steget med 230 %.

Så selv om den danske clean tech industri i øjeblikket oplever hårde tider, så er det stadigt et af de hurtigst voksende markeder.

Og netop fordi det kan betale sig at være ambitiøs, så har vi valgt, at vi skal være ét af de første lande i EU, der formelt melder ud, at EU bør øge sit reduktionsmål i 2020 fra 20 % til 30 %.

For hvis alle bliver mere ambitiøse, ja så bliver det billigere for os alle sammen.

Det vil vi også være i Cancun, hvor vi overdrager formandskabet for FN forhandlingerne til Mexico.

Her bygger vi bl.a. videre på den politiske aftale, vi opnåede sidste år i København.

Dér fik vi for første gang en international ramme, der samler op på både i- og ulandenes ønsker. 

Og målet i Mexico er at få ryddet sten af vejen for en ny global klimaaftale.

Det er endnu for tidligt at gisne om, hvad der kommer ud af Cancun, men ledetråden er, som en af mine rigtig gode mexicanske samarbejdspartnere har udtrykt det,
”Vi skal fokusere på, hvad der er muligt, i stedet for at bruge kræfterne på at tale om, hvad der ikke er muligt”.

Vi får måske ikke en ”hole in one”,
Men vi kan få det, der på forhandlersprog kaldes en ”balanceret pakke”.
Det lyder måske ikke så sexet, men kan være et vigtigt skridt på vejen til en global aftale næste år i Sydafrika.

Når alt kommer til alt, står vi i Europa kun for 13 % af verdens CO2-udledning, mens fx USA og Kina til sammen står for næsten 40 %.

Hvis vi ikke når den globale aftale i år, så er både erhvervsliv og mange lande heldigvis allerede af sig selv i fuld gang med tiltag, der er med til at sænke CO2-udledningen.

Og det hjælper alt sammen.
For nylig viste en interessant analyse fra konsulenthuset McKinsey, at vi faktisk kan nå halvvejs med den nødvendige globale reduktionsindsats.
Og det endda med tiltag, der kan betale sig for erhvervslivet.

Vi kan altså komme et langt stykke hen af vejen bare ved at udvise godt købmandskab!

Som “Fiat-frelseren” Sergio Marchionne har sagt, så drejer det sig grundlæggende om at ændre vores måde at tænke på.

Og Marchionne's plan er enkel:
han vil kombinere Fiat’s små energieffektive biler med Chrysler’s pick-ups og mini-vans.

På den måde vil han skabe nye innovative, energi-lette løsninger, der sælger.

Det kan vi lære af.
For der er brug for at tænke nyt, når vi skal skabe nye forretningsmuligheder og passe på vores fælles fremtid.  

Som Obama sagde for nylig:

“Vi gør det her, fordi det er godt for vores økonomi, det er godt for vores nationale sikkerhed og i sidste ende fordi det er godt for miljøet”

Derfor glæder jeg mig også til at høre om jeres konkrete erfaringer med at integrere klima-tiltag i forretningen.
Dét har vi brug for meget mere af.

Tak for ordet!