--- Det talte ord gælder ---
Et af mine yndlingsteaterstykker er Samuel Becketts absurde teaterstykke Mens vi venter på Godot.
Og lige siden vi nedsatte Klimakommissionen for to et halvt år siden har vi da også ventet og ventet.
Men det har nu jo aldrig været vores ambition, at klima- og energipolitikken skulle ligne absurd teater.
Og godt for det. For Godot, ja han dukkede aldrig op!
Men det gjorde Klimakommissionen heldigvis.
Og det er jeg utroligt glad for.
For intet land har hidtil formået at gøre sig uafhængig af fossile brændsler – ja endsige sat sig det mål.
Så jeg kan kun sige – for at bruge et udtryk fra kommissionsformandens hjemland – det her bliver ikke en walk in the park, og derfor har jeg kun næsegrus beundring for dem, som ikke måtte have brug for kommissionens rapport og som allerede ved konkret, hvad der skal gøres.
Der er jeg altså noget mere ydmyg overfor opgaven – selvom jeg naturligvis er helt med på, at der skal handles.
Og det er præcis også derfor, at vi bestemt ikke bare har siddet at ventet – ikke på Godot – men på Richardson og co.
Tag bare det sidste halve år:
Her har vi besluttet at bygge verdens største havvindmøllepark ved Anholt, som led i vores massive satning på havvind.
Vi har udbygget og forstærket energi-infrastukturen over hele landet.
Og vi har nedsat Center for energibesparelser.
Og så har vi allerede inden Kommissionen har barslet, taget foskud på en række ting, som nu viser sig at indgå i rapporten – her tænker jeg på en allerede igangsat analyse af, hvordan vi får havvind ned i pris og beslutningen om, at vi skal have vedtaget en ny biomassehandlingsplan.
Så vi starter ikke på flade fødder; vi er allerede oppe i fart – om end uden DOPING, fristes jeg til at tilføje efter gårdsdagens ”breaking news”.
Selvom jeg altså er glad for, at regeringen nedsatte Klimakommissionen, så er der ingen tvivl om, at jeg – med den viden vi har idag– egentligt ville have foretrukket at kalde klimakommissionen for Klima- og ENERGIkommission.
For vi lever i en verden, hvor tidligere tiders våbenkapløb er ved at blive erstattet af et energikapløb;
En kamp mellem dem, der sidder på energireserverne, og dem, der ikke gør.
Og dét er hele verden ved at få øjnene op for.
Tag bare boreplatformen Deepwater Horizon, der sprang i luften og lækkede store mængder tung sort olie direkte ud i den mexicanske golf.
På alverdens tv-skærme brændte billederne af pelikaner indsmurt i sort klæbrig olie, mens den amerikanske tv-vært Jay Leno tørt kommenterede, at; “hvis olieudslippet bliver meget værre, så må de snart til at bore efter vand”.
Eller tag downtown Chicago, hvor indbyggerne kun kort tid efter kunne se måbende til, mens strømmen af lækket canadisk råolie fra Kalamazoo-floden blev suget op af store støvsuger-trucks bare kilometer fra byen.
Og det er ikke den eneste læk, vi har set i den seneste tid.
Nej, for nylig blev en hemmelig rapport fra det tyske forsvarsministerium også lækket.
I rapporten forudser tyske militæreksperter angiveligt, at verdens olieproduktion allerede topper i år.
Og, at det vil betyde, at de vestlige lande på sigt pantsætter handlefriheden hos de olieproducerende lande.
Efter sigende arbejder det britiske Klimaministerium, Forsvarsministerium og The Bank of England ud fra samme scenarie.
Det viser for mig med al tydelighed, at vi langt fra er ene om at beskæftige os med spørgsmålet om, hvad vi gør, når de fossile brændsler slipper op.
Og skriften på væggen er da også, at: ”olieafhængighed er en farlig vane”.
Det er der flere grunde til:
For det første bliver vi flere og flere mennesker på jorden.
Siden slutningen af forrige århundrede er antallet af mennesker på denne grønne klode steget fra 1,5 mia. til 6 mia., og inden udgangen af 2050 mener eksperter, at vi er helt oppe på 9 mia.
Og det er jo ikke kun os, der gerne vil bo lunt og godt, køre i bil, spise god mad og rejse jorden rundt.
Dét vil inderne og kineserne naturligvis også!
Og dét vil øge behovet for mere energi.
For det andet bliver der færre ressourcer.
Afhængigt af, hvilken talknuser man lytter til, så slipper verdens olie og gasressourcer op inden for de næste 40-60 år.
Når energiforbruget så samtidigt vokser eksplosivt, så står vi i en situation med stigende og mere ustabile priser.
Dét betyder, at hvis vi ikke lægger stilen om, og det er mit tredje argument, så bliver vi afhængige af lande, vi ikke nødvendigvis deler værdier med.
For det er altså dem, der sidder på olien.
Situationens alvor forstærkes kun af, at vi, fordi olie- og gasproduktionen i Nordsøen også har toppet, er meget tæt på at blive nettoimportører af fossile brændsler.
Det helt store spørgsmål bliver derfor; skal vi bruge pengene herhjemme på grøn energi og danske arbejdspladser;
Eller skal vi sende pengene til lande, vi ikke deler værdier med?
Dét er for mig at se ikke svært at svare på;
Dét, der til gengæld er svært at svare på er, hvornår og navnlig, hvordan vi skal gøre.
Dét, Kommissionen nu er kommet med, er et glimrende fagligt indspil til, som det nu gælder om at omdanne til et politisk holdbart udspil.
Og bare de sidste dages debat har vist, at det ikke bliver let.
Mange er allerede dykket ned i værktøjskassen og har smidt diverse redskaber ud.
Ja, man fristes til at sige, at hammerkast er blevet en ny energipolitisk disciplin.
Så med fare for, at nogen vil beskylde regeringen for nøl, så vil vi altså – også i respekt for kommissionens møjsommelige arbejde – tage os tid til at snedkerere vores udspil sammen.
Men igen er jeg fuldt med på, at der SKAL handles. Derfor vil jeg allerede i dag trække tre anbefalinger frem, som regeringen so oder so vil gå videre med.
Men jeg tror, vi kommer til at følge mange af kommissionens anbefalingerne.
For det første anbefaler kommissionen, at vi skal have meget mere vedvarende energi.
Dét er jeg helt enig i.
Som det første land i verden skal vi hive benzinen ud af bilerne, gassen ud af husene, kullene ud af varmeværkerne, og erstatte det med ren grøn el.
Og den grønne el skal i stor stil produceres af vindmøller og biomasse.
Dét betyder bl.a., at vi skal fortsætte vores udbygning af vindenergi på havet.
Samtidig skal vi styrke satsningen på biomasse, der har den fordel, at det er en stabil energikilde, der kan understøtte energiproduktionen, når vindmøllerne står stille.
Men hvordan det energipolitiske landskab helt konkret vil tegne sig på sigt; Dét afhænger af energiteknologiske og økonomiske udvikling.
En anden anbefaling, jeg ser meget positivt på er anbefalingen om massive energibesparelser.
Danmark er allerede blandt de absolut mest energieffektive lande i verden.
Og der er naturligvis ingen grund til, at vi skal bruge penge på at producere energi, hvis vi kan spare penge ved at bruge mindre.
Når alt kommer til alt, er den billigste energi naturligvis dén, vi ikke bruger!
Lavenergivinduer, isolering på loftet, termostater og elsparepærer er for længst blevet helt naturlige ting i vores dagligdag, men vi kan spare endnu mere!
Ja, Klimakommissionen mener faktisk, at vi fortsat skal reducere vores energiforbrug, og at vi kan reducere med 25% i forhold til i dag samtidig med, at vores økonomi fordobles.
Vi kan med andre ord spare på energien, uden at bremse væksten.
Som den amerikanske energiminister Stephen Chu har sagt:
“Jeg kan ikke understrege vigtigheden af energieffektivitet nok; det betyder ikke, at man skal spise lunken mad eller drikke lunkne øl. Du kan stadig gøre det, du gør i dag; du gør det bare på en bedre måde”.
Og det bringer mig til den tredje anbefaling;
Klimakommissionen efterlyser en plan for udvikling af et intelligent energisystem.
Dét mener vi i regeringen også, at vi skal.
For vi skal kunne gøre tingene på en smartere måde.
For ved at bruge energien smartere, sparer vi både penge og energi.
Tag bare de intelligente elmålere.
De er endnu ikke så kloge, som de lyder,
men i en ikke så fjern fremtid vil de kunne hjælpe husstanden med at bruge energien, når den er billigst.
Den tankegang skal vi udbrede til hele energisystemet;
For vi kan naturligvis ikke nøjes med at have strøm i kontakten, når vinden blæser.
Vi skal skabe et grønt energisystem, der kan levere ligeså stabil energi som kulfyrede kraftværker gør i dag.
Hvis man tænker på elnettet som på trafikken, så kan man sige det sådan, at vi i dag har en motorvej, som ikke bliver reguleret af hverken lyskryds, skilte eller politibetjente.
Samtidig bliver der flere og flere biler på vejen, som oven i købet skruer gevaldigt op for farten.
Nu kan I jo godt høre, at det er den direkte vej til lange trafik-køer og harmonika-sammenstød.
Derfor kan vi gøre to ting.
Enten kan vi udvide med en dyr 16 spors motorvej.
Eller vi kan udbygge kapaciteten, så vi ikke behøver at udvide, men i stedet kan bruge kapaciteten bedre.
Ved at skabe et intelligent el-system kan vi styre el-forbruget og el-produktionen bedre uden at udbygge nettet med 3-4 unødige spor.
Men det er ikke nok at have et smart system inden for Danmarks grænser.
Vi må også have stabile energiveje til udlandet.
Forestil jer, at vejene stoppede ved Fyn.
Eller, at posten eller mobilnettet stoppede ved grænsen til Tyskland. Det er i dag en absurd tanke.
Men faktisk, så har det indtil nu været sådan på elområdet.
Det betyder, at vi ikke har kunnet sende vindenergi fra Jylland over Fyn og Sjælland og derfra videre til Sverige.
Derfor har vi brug for europæiske energi-motorveje, der kan transportere el på tværs af Danmark og over grænserne i Europa.
For der er ikke bare tale om at ændre vores måde at tænke på. Der er tale om at ændre hele kursen for den kæmpe energi-tanker, som vores energisystem i dag udgør.
Og her skal vi også huske på, at vort afgifts- og reguleringssystem af gode grunde ikke er skruet sammen til den ny tidsalder.
Derfor vil vi nu se på, hvordan vi helt konkret kan motivere virksomhederne til selv at tage del i omstillingen til vedvarende energi.
Og vi vil se på, hvordan vi kan motivere de danske forbrugere til at vælge grønt.
Derfor vil vi nu lave en tilbundsgående analyse af, om det nuværende afgifts- og tilskudssystem fungerer, så det er med til at vende omstillingen til et grønnere, mere sikkert energisystem, der er til at betale.
Om vi skal trevle hele kludetæppet op og sy det sammen på en ny måde, er endnu for tidligt at sige.
Men jeg vil gerne slå fast, at når det gælder afgifter, så vil regeringens kommende strategi tage hensyn til vores vækst, beskæftigelse og konkurrenceevne.
I den sammenhæng er det også vigtigt at se på, om vi har den rigtige regulering af energisektoren
– en regulering, som understøtter omstillingen til fossil uafhængighed.
Den store udfordring er jo, hvordan vi får sikker, grøn energi til en rimelig pris i en ny verden, hvor de fossile energireserver svinder ind og hvor energiforbruget nærmest eksploderer.
Det med ”sikker” handler både om, at energiforsyningen er stabil ude hos kunden, altså at nettet og systemet fungerer, men også at vores energiforsyning ikke er afhængig af fx Mellemøstens oliekilder.
Det ”grønne” handler om at vi, af hensyn til klimaet, miljøet og vores børn og børnebørn har en forpligtelse til at producere vores energi på en bæredygtig måde.
Så er der naturligvis også et ekstra argument for, hvorfor vor omstilling skal være grøn. Det hænger sammen med, at alle andre lande også forsøger at knække den grønne kode
– og komme uden om de stigende priser på fossile brændsler.
Ergo, dem der omstiller sig hurtigt får en konkurrencefordel OG vi har faktisk voldsomt meget at byde på – 12 % af dansk vareeksport.
Det sidste, at det skal være til en rimelig pris, handler om to ting: For det første, at vi skal producere energien på markedsvilkår.
Det er den eneste måde vi kan sikre, at det sker mest omkostningseffektivt, så både erhvervslivet og almindelige mennesker har råd til energien.
Læg mærke til, at jeg ikke siger ”Billigt”.
Jeg siger helt bevidst ”rimelig pris”, fordi vi ikke skal foregøgle nogen, at vi kan omstille hele Danmarks energiforsyning til grøn energi, uden at det koster noget.
But there is no such thing as a free lunch, som man siger I storbritanien; vi kan fra dansk side så tilføje; there is no such thing as a free green lunch.
Det hænger jo også sammen med, at prisen på energi kommer til at stige.
Og faktisk er noget af det, jeg er allergladest for ved Kommissionens rapport, at den netop slår fast, at status quo er en illussion.
Selv hvis vi kører videre af det nuværende spor, kommer energi til at stige.
Derfor skal grøn energi ikke sammenlignes med status quo, men netop med den nye tidsalder, hvor prisen på de fossile brændsler kommer til at stige. Her peger Kommissionen på, at vi ikke får en stor ekstraregning ved den grønne omstilling – og som jeg ser det, er der dybest set tale om en forsikringspræmie, vi tegner, for ikke at være afhængige af de olieproducerende lande. Og en forsikringspræmie mod den ustabilitet, svingende energipriser giver.
Men selvom der ikke er nogen tvivl om, at omstillingen på sigt er rentabel, så er det altså her og nu – i en tid, hvor Danmark fortsat styrer fri af krisen- at vi skal have pengene op af lommen – og selvfølgelig passe på, at vi ikke vanskeliggør erhvervslivets chancer for at klare sig i konkurrencen.
Eller for at sige det mere direkte – for os er det altafgørende, at den grønne dagsorden vedbliver at være en vækstdagsorden, og at vi hele tiden tager hensyn til konkurrenceevnen.
Regeringens pejlemærke er, at omstillingen skal gå hånd i hånd med vækst, konkurrenceevne og beskæftigelse.
Og den skal gå hånd i hånd med dét de gør i udlandet.
For vi er ingen ø.
Og vi skal ikke opføre os som om vi var en ø.
For hvis vi gør, så risikerer vi ganske enkelt at ryge ud i vandet.
Derfor har vi også valgt, at vi skal være ét af de første lande i EU, der formelt melder ud, at EU bør øge sit reduktionsmål i 2020 fra 20% til 30%.
For hvis alle bliver mere ambitiøse, ja så bliver det billigere for os alle.
Kære alle sammen
Nu startede jeg i det litterære hjørne; lad mig også derfor slutte der.
Samuel Beckett har nemlig også sagt følgende:
“Ever tried. Ever failed. No matter. Try again. Fail again. Fail better”.
Og det er jo rigtigt, hvis vi i det historiske omstilling ikke vover et øje, så kan vi være helt sikre på, at vi ikke når nogen vegne.
Det minder mig om Thomas Edison, der opfandt glødepæren.
I mange år arbejdede han og bilfabrikanten Henry Ford på at skabe en el-bil, og Ford var overbevist om, at el-bilen ville blive fremtidens mest udbredte køretøj.
Men Edison fik Ford til at opgive projektet, og måske derfor sagde han mange år senere:
“Mange af livets fejltagelser er folk, der ikke ved, hvor tæt de var på succes, da de opgav”.
Derfor vil jeg gerne sige til jer i dag: Vi vil komme til at lave fejl undervejs. Men de fejl vil gøre os klogere.
Og dét vil bringe os videre af vejen mod det grønne samfund.
Men der må aldrig være tvivl om målet – Danmark skal være det første land, der ikke kun i ord og i fine rapporter taler om at omstille sig til at blive uafhængig af fossile brændsler.
Vi skal vise i praksis, at det er muligt.
Tak for ordet!