Del
IEA - International Energy Agency
Danmark samarbejder
med en lang række andre lande i det Internationale Energi Agentur
(IEA). Samarbejdet omfatter blandt andet energipolitik,
markedsreformer og energiteknologisk samarbejde.
Det Internationale
Energi Agentur (IEA) blev etableret under den første oliekrise i
1973-74 inden for rammerne af OECD. Organisationens rolle var at
koordinere de politiske tiltag, der blev gennemført i løbet af den
ressourceknappe tid. De grundlæggende rammer for IEA’s
arbejdsområde blev fastlagt i aftalen International Energy Program
med det primære formål at undgå en gentagelse af oliekrisen,
hvilket bedst kunne sikres via et gensidigt forpligtende
energipolitisk samarbejde.
IEA's arbejdsområde
Siden dengang har energimarkederne ændret sig markant, og det samme
har IEA. I dag fungerer IEA som politisk rådgivende organisation
for de 28 medlemslande i deres indsats for at sikre en pålidelig,
billig og ren energiforsyning til deres befolkninger.
Organisationens mandat er målrettet forsyningssikkerhed, økonomisk
udvikling og miljøbeskyttelse.
Helt aktuelt arbejder IEA med energipolitik, markedsreformer,
energiteknologisk samarbejde og forholdet til den resterende
verden, med særligt fokus på store energiforbrugere og producenter
som Kina, Indien, Rusland og OPEC-landene.
IEA's rådgivende rolle
IEA tilbyder blandt andet sine medlemslande et bredt program af
energiforskning, datasamling, publikationer, analyser af den
seneste tids energipolitik og anbefalinger om god praksis. Blandt
andet udgiver IEA World Energy Outlook, der er en omfattende
gennemgang og analyse af udviklingen på de globale
energimarkeder.