I perioden 2010 – 2012 bidrager Danmark med 1,2 mia. kr. til udviklingslandene. De danske indsatsområder i 2011 viser en opprioritering af bilaterale landeindsatser.
De udviklede lande gav med Københavneraftalen
(Copenhagen Accord) fra COP15 et tilsagn om at levere op til $ 30 mia. i perioden 2010 - 2012 i opstartsfinansiering til udviklingslandene til klimatilpasning, udledningsreduktioner, kapacitetsopbygning, teknologi og skov.
EU har meldt ud, at vi vil bidrage med 7,2 mia. euro i perioden 2010 - 2012. Heraf er det danske bidrag på 1,2 mia. kr, som kommer fra regeringens klimapulje. Klimapuljen er fordelt over de 3 år med hhv. 300 mio. kr. i 2010, 400 mio. kr. i 2011 og 500 mio. kr. i 2010.
Fordeling af klimapuljen
Fordeling af klimapuljens midler aftales hvert år mellem Udenrigsministeriet og Klima- og Energiministeriet og godkendes i regeringen. Principperne for udmøntning retter, i forlængelse af Copenhagen Accord, fokus på tre områder: Klimatilpasning, reduktionsindsatser (inkl. skov og teknologioverførsel) og tværgående indsatser, herunder støtte til civilsamfundsaktiviteter. Der søges en balanceret fordeling mellem tilpasning og reduktionsindsatser, hvor højst 50 % af midlerne vil gå til tilpasningsindsatser.
I 2010 er midlerne primært fordelt via multilaterale kanaler med henblik på hurtig udmøntning. Den konkrete fordeling i forhold til indsatsområder er: 161 mio. kr. til reduktioner – inkl. skov og vedvarende energi, 118 mio. kr. til klimatilpasning og 29 mio. kr. til tværgående indsatser samt opstart af en række bilaterale indsatser.
Danske indsatsområder i 2011
I udmøntningen af klimapuljen 2011 har man prioriteret ulandenes udvikling af
reduktionsplaner og principper for måling, rapportering og verifikation heraf. Endvidere har man prioriteret de mest udsatte ø-stater, engageret privatsektorens klimainvesteringer og understøttet ulandenes muligheder for klimavenlig, grøn vækst, samt afsat midler til at understøtte forhandlingsnære, nye principper og fora. Overordnet er der sket en opprioritering af de bilaterale landeindsatser.
Se en indikativ liste over danske indsatsområder i 2011.Det er vigtigt for tilliden blandt landene og de videre forhandlinger, at de udviklede lande lever op til deres samlede forpligtelse og kommunikerer åbent om forudsætningerne bag deres opstartsfinansiering. På hollandsk initiativ er der oprettet en hjemmeside, hvor man se
hvor meget de enkelte lande bidrager med til opstartsfinansiering.