Omstilling i retning af mindre afhængighed af fossile brændstoffer skaber store muligheder for dansk erhvervsliv.
Klima-, Energi- og Bygningsministeriet arbejder for at omstille Danmarks økonomi til at være mindre afhængig af fossile brændsler. Mange andre lande har samme målsætning, hvilket betyder, at det globale marked for vedvarende energi- og klimateknologier samt energieffektivisering for alvor vil vokse.
Hvis danske virksomheder skal kunne udnytte dette grøn vækst-potentiale, er det vigtigt at sikre optimale rammevilkår for danske virksomheder. Dette skal medvirke til, at de danske styrkepositioner og kompetencer fastholdes og løbende udbygges. Dette er ikke mindst vigtigt i en tid med en stærk stigende global konkurrence om markedsandele.
Det er blandt andet vigtigt, at omstillingen af energisystemet – sammen med en målrettet indsats for forskning, udvikling, demonstration og markedsmodning – understøtter virksomhedernes muligheder for at udvikle nye grønne løsninger.