Vindmøller

Vedvarende energi

22-02-2012

Den danske vedvarende energiforsyning er først og fremmest baseret på biomasse, vind og biogas. Geotermisk energi (jordvarme) og solenergi har voksende betydning, mens bølgeenergi og andre former for vedvarende energi endnu er på forsøgsbasis.

I modsætning til fossile energikilder som olie, gas og kul, medfører udnyttelsen af vedvarende energi ikke udledning af C02 til atmosfæren. En voksende andel af vedvarende energi i energiforsyningen nedbringer dermed Danmarks udledning af drivhusgasser og medvirker til at virkeliggøre visionen om, at Danmark skal være 100 pct. uafhængig af fossile brændsler i 2050. Samtidig bidrager en dansk produktion af vedvarende energi til energiforsyningssikkerheden.

I 2009 var den samlede produktion af vedvarende energi i Danmark 122 Peta Joule (PJ), hvilket svarer til opvarmningen af ca. 1,2 millioner parcelhuse og udgør 19,7 pct. af det endelige energiforbrug i Danmark. Ser man alene på elforsyningen, var andelen af vedvarende energi i den danske elproduktion til anvendelse i Danmark 29 pct. i 2009. Heraf bidrog vindkraft alene med 19 pct.point.

Tilskud til vedvarende energi
Der gives et tilskud til produktion og udvikling af vedvarende energi. Energinet.dk er pålagt at opkræve en afgift - kaldet PSO (Public Service Obligations) - hos forbrugerne via elregningen. PSO-midlerne bruges til forskning og udvikling samt tilskud til miljøvenlig elproduktion. Hvis du vil vide mere om hvordan der gives tilskud til produktionen og udviklingen af vedvarende energi, så se Energistyrelsens hjemmeside  eller Energinet.dk.

Klima- og Energiministeriet støtter også forsknings- og udviklingsprojekter inden for vedvarende energi gennem blandt andet det Energiteknologiske Udviklings- og Demonstrationsprogram (EUDP).

Se links til højre, hvis du ønsker mere specifikke oplysninger om anvendelsen af vedvarende energi i den danske energiforsyning.

Læs mere om vindkraft her
Læs mere om bioenergi 
Læs også mere om vind-, bio-, sol- og andre typer af vedvarende energi på Energistyrelsens hjemmeside