El-, fjernvarme- og naturgasforsyningen i Danmark spiller en afgørende rolle for udledningen af drivhusgasser og brugen af vedvarende energi.
De tre forsyningssystemer (el, fjernvarme og naturgas) er reguleret i hver sin lovgivning, som har fællestræk, men også store forskelle.
El- og gasforsyning
I el- og gasforsyningen ejes de overordnede transportveje – højspændingsledninger og naturgasrør – af staten via selskabet Energinet.dk. Salget af el og gas foregår på markedsvilkår fra producenter og leverandører, der anvender el- og gasnettene til at bringe energien ud til kunderne. Kunderne dvs. forbrugere og virksomheder kan frit vælge leverandør.
Fjernvarme
Fjernvarmeforsyningen fungerer derimod som lokale monopolvirksomheder. Fjernvarmeselskabet vil normalt eje både produktionsanlæg og rørsystemet og sælge varmen direkte til kunderne. I modsætning til el- og gasleverandørerne må fjernvarmeselskaberne ikke tjene profit på varmesalget - selskaberne er reguleret efter hvile-i-sig-selv princippet. Varmeprisen er bestemt ved lov som ’summen af de nødvendige omkostninger’.
Fjernvarmen spiller en afgørende rolle for en omstilling til mere vedvarende energi. Fjernvarmen bidrager dels ved at anvende bioenergi og affald til produktion af fjernvarme og kraftvarme, dels ved at kunne indpasse vindkraft gennem brug af el-patroner og varmepumper.
I områder, hvor der er billig varme f.eks. fra et kraftvarmeværk eller fra affaldsforbrænding, kan det desuden være fordelagtigt at omlægge forsyningen fra naturgas til fjernvarme.
Læs mere om el og fjernvarmeproduktionens sammensætning på Energistyrelsens hjemmeside.
Forbrugerbeskyttelse
En stor del af reguleringen af forsyningssektoren har til formål at beskytte forbrugerne og sikre at aktørerne følger reglerne. Der er derfor oprettet en række institutioner der kan varetage forbrugernes interesser ved bl.a. at give klageadgang og føre tilsyn med aktørerne. Læs mere om institutionernes virke på hjemmesiderne for
Energitilsynet,
Energiklagenævnet og
Ankenævnet for Energiområdet.
Læs mere om el-, fjernvarme- og naturgasforsyningen og de love, der regulerer områderne på Energistyrelsens hjemmeside.